De ‘zig-a-zig-ah-’ede ind fra højre. Spice Girls nærmest dumpede ned fra himlen i et musiklandskab, der dengang i midten af 90’erne var præget af store navne som Blur, Oasis og de über poppede boybands som Take That og Backstreet Boys. De fem kvinder trådte ind på scenen som det rendyrkede girlband, der manglede i musik-kartoteket.
Når jeg i skrivende stund sidder og hører Spice Girls, får jeg oprigtigt kuldegysninger, fordi jeg så tydeligt kan huske følelsen af at sidde på mit gule pigeværelse sammen med mine bedste veninder Anna og Matilde og høre CD’erne igen og igen på min ghettoblaster. Vi byttede billeder fra vores album, skruede op, skrålede med og snakkede om, hvem vi helst ville være. Sporty Spice (Melanie Chisholm), Posh Spice (Victoria Beckham), Baby Spice (Emma Lee Bunton), Ginger Spice (Geri Halliwell) eller Scary Spice (Melanie Brown)?
På samme måde var det en rislende lykkefølelse, når min mor købte en af de sølvfarvede pakker med Spice Girls-billeder til mig. Var der mon nogle sjældne iblandt, som jeg ikke havde set før, der kunne få plads i mit blå fotoalbum? Deres vilde outfits var et appellerende blikfang.
Og ja, de var happy go lucky i deres nøje koreograferede optrædener og koordinerede outfits (hvilket jo, let’s face it, også bare var moden dengang, tænk på Backstreet Boys, Westlife, Britney Spears, Destiny’s Child etc.), men alt andet lige, så bragte Spice Girls en ny repræsentation ind i popkulturen, uanset hvor konstrueret den end måtte være.
For de fem kvinder var oprindeligt en idé på et papir, der blev til virkelighed. Faktisk er det præcis 30 år siden, at manageren Chris Herbert indrykkede en annonce i den britiske avis, ‘The Stage’, hvor han søgte kvinder mellem 18 og 23 år til en audition på et girlband. Drømmen var at sammensætte en gruppe af kvinder med ‘larger than life’-personligheder. Hundredevis af håbefulde unge kvinder klarede cuttet, men det endte med at være Victoria Beckham (dengang Adams), Emma Bunton, Geri Halliwell, Melanie Brown og Melanie Chisholm, der udgjorde Spice Girls.
Med et var deres looks og deres musik allestedsnærværende. De solgte albums galore og vandt den ene music award efter den anden. Der var Spice Girls-deodoranter, billeder, man kunne samle på, de blev produceret som barbiedukker, deres ansigter prydede brevpapir, og i 1997 udkom de også med filmen ‘Spice World’. De var levende ikoner, og de endte med at sælge over 85 millioner album verden over.
Men Spice Girls var mere end bare et storsælgende popband. I deres produktive år indgød de til, at kvinder må se ud, som de vil og være den, de har lyst til at være. De kan tage et tracksuit på til filmfestival i Cannes, de kan være rødhårede, brune og letpåklædte. De kan råbe, de kan sparke, de kan fylde i et rum. De kan have holdninger. Spice Girls’ feminine energi var en trykbølge af power, der gav stød i pigehjerter verden over. De indtog rummet, de ejede scenen, og så serverede de begrebet girlpower. Deres motto, som senere blev optaget i Oxford English Dictionary, defineret som ‘følelsen af selvstændighed og selvsikkerhed hos unge kvinder’.
“Girl power is about being whoever you want to be. Wearing your short skirts, your Wonderbra, and your makeup, but having something to say as well,” sagde Emma Bunton, alias Baby Spice, i 1997. Og det budskab bliver ved med at være aktuelt. Det er stadig et vilkår for kvinder, at deres påklædning bliver talk of town. Tænk på Jada, tænk på Helle Thorning-Schmidt i sin Søren Le Schmidt-kreation til gallamiddag på Christiansborg. Kan man virkelig have en mening og en dyb udskæring på samme tid?
Da jeg gik i folkeskole, var det hundrede procent normalt – hvor skrækkeligt det end lyder -, at børn med rødt hår og brun hud blev drillet med deres udseende. Selv blev jeg drillet med mine kinder og mine lår, der var til den runde side for ikke at tale om min højde, der var adskillige centimeter over gennemsnittet. Der var ikke særlig meget plads til at være bare en my afvigende fra normalen. Men Spice Girls inviterede til at skrue op for sig selv, frem for at skrue ned. De repræsenterede slet og ret forskellige kvindetyper.
I et interview til DR, fortæller Chris Herbert, som skabte Spice Girls, at det var en del af missionen at caste nogle kvinder, der kunne appellere bredt. Til alle slags kvinder og også homoseksuelle mænd. Det ligger der selvfølgelig også et kommercielt, snedigt element i, at ramme så bredt som muligt, men igen, det ændrer ikke ved, at den diversitet, de trods alt repræsenterede, og deres fremtoning rykkede ved noget hos piger og outsidere over hele verden.
Objektivt set var alle fire medlemmer af Spice Girls klassisk smukke og sexede, hvilket selvfølgelig har givet dem en privilegeret platform at tale fra. Men ikke desto mindre farvede de alligevel uden for stregerne i 1990’erne, og på den måde gjorde de både skønhedsidealer og manualen for, hvordan piger og kvinder bør opføre sig, en hel del bredere.
På mange måder var verden nok bare ikke klar til Spice Girls. Den britiske tabloidpresse behandlede dem nådesløst, og som gruppe betalte de til sidst prisen. I 1998 forlod Geri Halliwell gruppen og gik solo, mens de fire andre fortsatte som Spice Girls lidt endnu. I 2000 udgav de albummet ‘Forever’, og kort efter gik de i opløsning. Til stor sorg for fans verden over. Inklusive mig.
Men en ting er helt sikker: Spice Girls bor i mit hjerte, og i morges skyllede den helt særlige Spice Girls-følelse ind over mig igen. Egentlig havde jeg glemt det, men da jeg cyklede over Dronning Louises Bro på vej på arbejde i morges, blev jeg mindet om. Det er jo 8. marts, Kvindernes Internationale Kampdag. Pia Olsen Dyhr og en flok dansende SF-kvinder delte flyers og morgenbrød ud. Godt nok var det ikke Spice Girls, der bragede ud af deres soundbox, men Diana Ross. Det ændrede ikke på, at de sendte girlpower-energi og rendyrkede positive vibes ud over cykelstien. Lige der sendte jeg 90’er-femkløveret en kærlig tanke.
LÆS OGSÅ
