Det var ikke helt det, de havde regnet med. Marcus og Milan på 18 og 19 år har midlertidigt skiftet håndbajerne ud med en svupper og en toiletbørste for at passe deres job på Roskilde Festival.
De skal nemlig gøre rent på lokummerne. Potentielt set det værste job, man kan få som frivillig.
Men det var heller ikke lige dén tjans, de to venner havde håbet på at få, fortæller Milan, da vi fanger dem mellem to poster.
“Det er en rookie mistake. Man skal ind og ansøge om alt muligt for at blive frivilig, og så har de så bare givet os det dårligste.”
“Tilfældigvis,” siger Marcus, “vi bestemte det ikke selv.”
Deres vagt varer otte timer i alt, og dem har de tre af i alt hen over weekenden. Den sidste slutter kl. 04 natten til søndag.
“Vi har været oppe siden klokken fem for at rense lokummer. Det har været en lang dag,” siger Milan, der også er lidt ramt af tømmermænd.
Er det hårdt arbejde?
“Ja,” siger Marcus. Han beskriver deres job som en klar 1’er på en skala fra 1-10, hvor 10 er det bedste job, man kan få på Roskilde Festival. Men vejret er heller ikke med dem, mener han.
“Det ikke fedt her i varmen. Det giver en hård lugt.”
“Man kan jo vælge at stå i bar, som jo nok er meget bedre. Vi har fået lortetjansen, kan man sige,” indskyder Milan.
Tampon og lort på væggen
Selvom vennerne er enige om, at de ikke kunne tænke sig at have samme job næste gang, de tager på Roskilde Festival, overvejer de på ingen måder at bakke ud. Det koster nemlig 3.500 kr. fortæller Milan, og det er ikke det værd.
Også selvom man støder på lidt af hvert undervejs.
“Vi fandt en brugt tampon på gulvet,” siger Marcus med et undertrykt grin.
“Vi har også haft lort på væggen. De havde skrevet noget med det,” siger Milan.
Hvad stod der?
“Det læste vi ikke. Vi gik jo lidt i panik, og så tog vi spuleren og svupperen, og så var det bare videre,” fortæller Milan.
De efterfølgende gange kan det godt være lidt angstprovokerende at åbne ind til et lokum, forklarer de. Man ved aldrig, hvad man finder.
De har til gengæld gjort sig en opdagelse i løbet af deres arbejdstid. Nemlig, at det er sjovere at gøre rent hos VIP’erne i backstage-området, fordi de “ikke er så voldsomme,” mener Marcus.
“Folk skider lidt pænere dér. Måske har de også bedre mave. Men det er nok en skøn blanding.”
Uanset hvad er deres taktik den samme hver gang. Det skal bare overstås hurtigst muligt, så de kan komme ud og hygge sig igen med resten af deres venner.
“Hvis folk gerne vil på Roskilde og være frivillige, så skal de ikke vælge det her som job,” siger Marcus
“Man kan godt få hygge ud af det med sine venner, men det er stadig klamt,” slutter Milan.