Frank Hvam og Casper Christensen er omtrent lige så dårlige til at stoppe med at lave ‘Klovn’, som Kim Larsen var til at kvitte smøgerne.
De bliver ligesom bare ved.
Og til stor fornøjelse for alle os andre. Det handler derfor om at skaffe sig et abonnement til TV2 Play, som netop har offentliggjort premieredatoen for sæson 9 af ‘Klovn’.
Søndag den 17. juli kan man se første afsnit af ‘Senfølger’, som sæsonen hedder, men allerede nu kan man fornøje sig et minuts tid med en lille trailer.
Og at dømme ud fra dén er alt ved det gamle: Frank er nævenyttig og barnlig, og Casper er kommet ud i noget værre “tys-tys”.
Ifølge de to bagmænd er der måske tale om den bedste sæson nogensinde:
“Det er en god sæson. Det har været en næsten barnlig glæde at lave de to seneste sæsoner. Måske er det de to bedste sæsoner nogensinde. Det siger vi hver gang, men denne gang mener vi det,” lyder det i en pressemeddelelse.
Som vanligt er der et stjernespækket cast af gæsteroptrædener – og denne gang med Eske Willerslev, Bjarne Corydon, Anders Breinholt, Simon Kvamm, Sofie Linde og Magnus Millang.
Du har netop læst en artikel fra Heartbeats.dk ❤️