Artiklen er skrevet på baggrund af de to første afsnit i serien. Advarsel: Nogle dele af handlingen afsløres her.
Da briterne gik til stemmeurerne i 2016, var mange overbeviste om, at de selvfølgelig ville blive i EU. Det ville de ikke. Nå, men i det mindste ville det hele blive meget bedre, når demokraternes Hillary Clinton senere samme år slog den republikanske Donald Trump og blev USA’s første kvindelige præsident. Så slap man i det mindste for at følge den massive dækning af Trump og alle hans kontroversielle udtalelser. Det skete så heller ikke.
Så hvad nu, hvis alting ikke bliver bedre? Hvis de nationalistiske strømninger med franske Marine Le Pen, ungarske Viktor Orbán, italienske Matteo Salvini og britiske Nigel Farage i spidsen bare bliver stærkere og lykkes med at splitte Europa? Hvis præsident Donald Trump bliver genvalgt i 2020 og intensiverer sin toldkrig mod Kina samt sin hårde politik overfor immigranter og forskellige minoritetsgrupper. Samtidigt med, at han fortsætter sin kærlighedsromance til forskellige inhumane diktatorer, imens samarbejdet med tidligere, europæiske allierede pludselig er mindre udtalt.
Hvis den aggressive russiske udenrigspolitik bare fortsætter og forsøger at underminere vestlige demokratier. Hvis politikernes tøven overfor klimaforandringerne, skaber så voldsomme konsekvenser for kloden, at antallet af flygtninge bare stiger eksplosivt. Hvad nu, hvis det hele bare bliver værre fremover?
Det spørgsmål rejser den nye britiske serie på seks afsnit ’Years and Years’ – ikke at forveksle med det britiske band Years & Years.
I don’t give a fuck
I den realistiske ‘Years and Years’ følger vi post-Brexit den britiske familie Lyons fra Manchester i perioden 2019 til 2034. Det er en hektisk tid, hvor præsident Trump bliver genvalgt, og hans indflydelse fortsætter langt ind i vicepræsident Mike Pences egen præsidentperiode. Til gengæld er Angela Merkel død. Ukrainske flygtninge rejser til Storbritannien i hobetal for at undgå russisk totur og i sidste ende etnisk udrensning. Mennesker kan være ’transhumane’ og blive uploadet i en cloud. De teknologiske muligheder gør også, at man kan have filtre på i virkeligheden og ikke bare på Instagram og Snapchat, samtidigt med at robotter kan udføre seksuelle ydelser.
Serien begynder med, at Emma Thompson i rollen som den karismatiske Vivienne Rook, der senere danner et ekstremt højreorienteret populistisk parti, siger: “I don’t give a fuck” om Israel-Palæstina-konflikten på landsdækkende tv. Det bliver starten på en ret atypisk og bizar politisk karriere.
Da handelskrigen blev varm
Lyons-familien består af de fire søskende finansrådgiveren Stephen (Rory Kinnear), Daniel (Russell Tovey), der arbejder som ’housing officer’ og hjælper med at huse flygtninge, Rosie (Ruth Madeley), der er en livlig single mor, som sidder i kørestol pga. spina bifida, den politiske aktivist Edith (Jessica Hynes) og deres politisk ukorrekte bedstemor, Muriel (Anne Reid).
De har alle deres at se til. Da den amerikanske handelskrig med Kina bliver varm, og Donald Trump sender atommissiler mod den kunstige, kinesiske ø Hong Sha Dao, udsættes Edith for radioaktiv stråling, da hun som aktivist befinder sig alt for tæt på øen.
‘Transhuman’ og sexrobotter
Daniel har derimod metaltrætte, ægteskabelige problemer, og han opdager, at hans mand Ralph (Dino Fetscher) er lidt for tilbøjelig til at dyrke og tro på konspirationsteorier og fake news. Daniel møder den langhårede, ukrainske homoseksuelle flygtning Viktor (Maxim Baldry), og sød musik opstår. Da USA sender missilet mod den kinesiske ø, er Storbritannien i krigsberedskab, og sirenerne lyder. Alvoren får Daniel til at forlade Ralph og være sammen med Viktor i stedet.
Stephens kone Celeste (T’Nia Miller) har et meget anstrengt forhold til Muriel og hendes mange uheldige udtalelser. Deres ældste datter er transhuman og har et inderligt ønske om at være digital og blive uploadet til en cloud. Derudover får de også deres at se til, da de løber ind i store økonomiske problemer.
Rosies første date med en singlefar tager en drejning, da hun finder ud af, at han dyrker sex med sin robot. Samtidigt er Rosie begejstret for Vivienne Rook’s ‘straight talk’ politiske stil. Skønt hun ofte prøver at distancere sig, kan hun ikke skjule sin begejstring, da Vivienne vinder det lokale sæde til parlamentet.
Lidt for virkeligt
Selvom serien strækker sig over flere år, flyver tiden afsted. Man sidder som seer fuldstændig fastlåst bag skærmen, når sirenerne lyder, og de meget realistiske skrækscenarier bliver til virkelighed. Fortællingen om, at alt faktisk kan blive værre, er skræmmende og dybt betagende på samme tid. Især det realistiske plot gør, at serien nogle gange bliver lidt for virkelig.
Men ‘Years and Years’ er ikke bare endnu en dommedagshistorie. Alt kan faktisk blive til virkelighed. Og det er det, der gør serien så interessant og relevant her i 2019 – året serien starter i. At den giver et bud på, hvad der kan ske. Den tvinger os til at forholde os til en fremtid, der kan blive utroligt dyster. På den måde bliver serien et slags wakeup-call, uden at den bliver prædikende.
Derudover er Emma Thompson fuldstændig sublim som den populistiske partileder Vivienne Rook. Hun er så åbenlyst velvalgt i rollen som en af vor tids store politike klovne og populister, der kommer frem på at tale ‘folkets sag’.
Det kan godt være, alt bare bliver værre fra nu af. Men hvis man har brug for god underholdning, mens man venter på jordens undergang, er ‘Years and Years’ et oplagt valgt. Har du derimod et mere optimistisk livssyn og en grundlæggende tro på fremtiden, kan den meget velskrevne serien også sagtens anbefales. Men forbered dig på nogle lidt dystre forudsigelser om fremtiden.
Serien kan ses på HBO Nordic.
Foto: BBC
