Cliffhangere - de bedste og mest ikoniske af slagsen
Radio & podcast
menu-close

Cliffhangere – de bedste og mest ikoniske af slagsen

7. april 2017 |

Begrebet cliffhanger menes faktisk at stamme helt tilbage fra 1872 og er dermed – som de mest skarpsindige læsere allerede nu vil have gættet – ikke noget, tv-forfattere har fundet på.

Freelancejournalist og forfatter.

Der er skrivende stund to måneder, til kultserien ‘Twin Peaks’ efter 26 års ventetid får sin 3. sæson. Hypen er allerede skyhøj og er ikke blevet mindre efter, at det er blevet afsløret, at det meste af det originale cast er tilbage, og en mystisk reklamekampagne har spredt sig via de sociale medier.

Det har nok også mindet en del om, at sidste afsnit af sæson 2 tilbage i 1991 sluttede på en rimeligt crazy måde. Skal vi lige repetere

What the actual fuck? Det er det, der kaldes en cliffhanger. Og lad os i den festlige anledning se lidt på fænomenet cliffhangere – og par eksempler på de bedste og mest ikoniske af slagsen.

Begrebet cliffhanger menes faktisk at stamme helt tilbage fra 1872 og er dermed – som de mest skarpsindige læsere allerede nu vil have gættet – ikke noget, tv-forfattere har fundet på. I stedet lavede den ellers på mange måder glemte forfatter Henry Holt måske verdens første cliffhanger med sin roman ‘A Pair of Blue Eyes’. Den blev bragt i 11 afsnit i Tinsley’s Magazine og i en af afsnittene drattede bogens helt Henry Knight simpelthen udover en klippe og hang i armene – helt indtil næste nummer af TInsley’s Magazine udkom, hvor folk af gode grunde blev nødt til at købe bladet for at se, om stakkels Henry fik reddet sig op eller styrtede i døden (han blev reddet, kan vi vist godt afsløre nu uden at blive anklaget for at plotspoile).

I 1920’erne og 1930’erne begyndte mange biografer at vise såkaldte serials – altså film, der var splittet op i flere dele. Man ville af gode grunde gerne være sikker på, at folk købte en ny billet til det næste afsnit, så derfor sluttede hver serial lige der, hvor det var allermest spændende. Se eksempelvis dette første afsnit af den på det tidspunkt voldsomt populære ‘The Spider’s Web’, hvor alt tyder på, at helten, The Spider, bliver sprængt i luften i en bus (spol bare frem til cirka 28 minutter inde, ellers bliver du pludselig fanget af en oldgammel, men overraskende spændende filmserie, og så får du ikke lavet mere i dag).

I 1980’erne fik cliffhangeren noget af en revival. Et af de mest berømte eksempler er fra tv-serien ‘Dallas’, hvor tredje sæson sluttede med, at skurken J.R. Ewing blev skudt to gange af en ukendt gerningsmand – og så kom der rulletekster, og folk måtte pænt vente otte måneder på at få opklaret, hvem der skød, og om J.R. overlevede eller ej. Det blev et decideret fænomen at spekulere på, hvem der mon skød J.R. – i en grad, så republikanerne under det amerikanske præsidentvalg i 1980 fik trykt badges, hvor der stod ‘A democrat shot J.R.’. Larry Hagman, der spillede J.R. Ewing fik det maksimale ud af alt postyret og forlangte en klækkelig lønforhøjelse, hvis han skulle fortsætte rollen. Det endte med, at han fik 100.000 dollar per afsnit plus en procentdel af salget af J.R. Ewing-merchandise. De utålmodige seere måtte bortset fra det vente yderligere to måneder på at få opklaret mysteriet, eftersom The Writer’s Guild of America strejkede, hvorved alle tv-serier kom bagud i tidsplanen. Da første afsnit af fjerde sæson endelig blev sendt, trak det 360 millioner seere internationalt og var det mest sete tv-program i amerikansk historie frem til sidste afsnit af komedieserien ‘M.A.S.H.’ blev sendt. (Det var i øvrigt Sue Ellens søster Kristin, der skød J.R., men han overlevede og var i øvrigt lidt af en dum skid, der på en måde selv havde bedt om det).

Et andet glimrende eksempel på en fremragende cliffhanger, hvor nogen bliver skudt er fra ‘The West Wing’ eller ‘Præsidentens mænd’, om man vil. Serien blev egentlig kendt for at behandle enormt tunge politiske emner på en måde, så det faktisk var spændende, for folk, der vadede op og ned ad gangene i Det Hvide Hus, mens de snakkede og snakkede og ikke mindst for at have en tv-præsident, der var så elskelig, at mange mente, at Martin Sheen (som spillede præsidenten) ville have en reel chance for at vinde, hvis han stillede op til det rigtige præsidentvalg. Men i sidste afsnit af sæson 1 blev der lige pludselig smidt en ordentlig håndfuld suspense i gryden. Ved et offentligt arrangement åbner to væmmelige typer pludselig ild mod præsidenten og hans følge. Alt er kaos, præsidenten bliver smidt ind i sin bil, CJ ryger på jorden, Toby ligner en, der er blevet ramt, og det er slet ikke til at hitte rede i. Og så måtte man – hvis man så serien, mens den blev sendt i tv, i øvrigt pænt vente i flere måneder på at få opklaret den sag.

Da den ramte tv-skærmen i 2004 var ‘Lost’ noget af det mest vanedannende, man kunne finde udover rygeheroin. Så tabte serien så på et tidspunkt småkagerne og blev mest bare noget… vås – men i de første sæsoner satte den nye standarder for plottvist og cliffhangere. Ikke mindst i sidste afnsit af sæson 3, hvor Jack tumler rundt og er fordrukken og deprimeret og parat til at begå selvmord. Hvorefter det bliver afsløret, at det ikke, som man skulle tro, er et flashback, men i stedet et flashforward, hvor Jack ER blevet reddet fra øen, men pludselig står og galper “We have to go back!”. Flippet

I vore dage er ‘Venner’ mest noget, der tilsyneladende kører i en form for båndsløjfe på Zulu og er mest noget, man ser, hvis man har fået smidt sig på sofaen og opdager, at man ikke kan nå fjernbetjeningen. Men da den første gang blev sendt var komedieserien faktisk kind of a big deal, og ikke mindst sidste afsnit af sæson 4 var et stort tv-øjeblik. Serien havde brugt fire sæsoner på at bygge op omkring romancen mellem Ross og Rachel, men sandelig om ikke Ross nu skulle giftes med Emily. MEN: Ved alteret kom Ross simpelthen til at sige det forkerte navn…

‘Breaking Bad’ er en serie, der er berømt for… well, først og fremmest for at være en af verdens bedste tv-serier nogensinde. Ikke så meget for at slutte hvert afsnit med en cliffhanger. Men der var sandelig et par stykker undervejs. Ikke mindst i afsnit 13 i sæson 5. Endelig, endelig, endelig har Walters tøndeformede svoger Hank fået skovlen under Walter og har anholdt ham i ørkenen. Det er sig selv ret spektakulært, men sandelig om ikke en håndfuld af Walters tvivlsomme venner pludselig dukker op – svært bevæbnede – hvorefter helvede bryder løs. Og så slutter den episode. Er det specielt sofistikeret? Nej. Er det effektivt? Oh yes!

Ja, okay og nu vi er gang, så tror vi heller ikke på, at ret mange mennesker gik i seng og IKKE lige tog et enkelt afsnit mere umiddelbart efter denne her:

Husk disse eksempler, hvis du skulle støde på et menneske så ungt, at det kun har erfaringer med Netflix og HBO. Så du kan sige: “Dengang JEG var ung, der var der sgu ikke noget, der hed bingewatching. Der måtte man pænt vente en uge – og hvis det var sidste afsnit af en sæson flere måneder – på at se næste afsnit af en tv-serie. Og det tog vi sandelig ikke skade af!”

Thomas Brunstrøm

Freelancejournalist og forfatter.