Klumme: Jeg er den onde stedmor

”Jeg orker det ikke mere, forstår du ikke, hvor forkælet du er? Jeg gør ALT for dig. Du er simpelthen så egoistisk”.

Stilhed.

Dér havde jeg ikke set mig selv, men pludselig var jeg hende. Den onde stedmor, der stod og råbte ad et barn. Det havde jeg aldrig troet, kunne ske for mig.

Nu vil jeg fortælle jer om, hvordan jeg blev forvandlet til den onde stedmor. Ikke for, at du kan forhindre det, sker for dig, for tro mig – det kan du ikke. Men for at du kan se tegnene i tide til at reagere. At være den onde stedmor går hånd i hånd med fortællingen om det sammenbragte forældreskab. Når man bygger sit liv ovenpå en ruin, så kræver det en ekstra indsats fra alle parter, så vi kan leve lykkeligt til vores dages ende.

Da jeg i sin tid blev stormende forelsket i en mand, blev jeg mindst lige så forelsket i hans datter. I lang tid var jeg ”fars kæreste”. Med tiden blev den titel til ”bonusmor”. Jeg havde store ambitioner om at være bonusmor. Afklaret og glad omkring min nye rolle og titel. Kærlig, nærværende og elskelig. Omfavnende og rummende.

Det var en fantastisk tid at være forelsket og blive betroet med et lille menneske, som accepterede en. Det var vigtigt for mig, at hun kunne lide mig. Jeg skulle bestemt ikke være nogens onde stedmor.

Med erfaringer fra min egen barndom vidste jeg præcis, hvordan jeg skulle udfylde rollen og navigere rundt i den sammenbragte familieherlighed. Jeg fik nemlig selv en bonusmor som otteårig. Samme alder som min bonusdatter nu var. Jeg havde svært ved at acceptere denne nye kvinde. Alt var galt med hende, hendes måde at være på, leve på, opdrage på og bo på.

Så skete der jo det, at jeg selv blev bonusmor, og med tiden fik min bonusdatter også svært ved at acceptere mig. Alt var galt med mig. Min måde at være på, leve på, opdrage på og bo på. Det undrede mig, for jeg vidste jo, at jeg gjorde mig umage og havde det reneste hjerte og de bedste intentioner. Jeg fortsatte med at gøre, som jeg hele tiden havde gjort.

Jeg var lidt for sød, lidt for large, og det var jeg lidt for længe. En dag var min tålmodighed brugt op, og det var her, jeg råbte ad min bonusdatter. Det var ikke i orden, og der er ikke en undskyldning for at råbe ad et barn.

Forklaringen er, at jeg var presset. Jeg følte, at jeg var trådt ind i en familie, hvor en rolle blev tildelt. Jeg var blevet en dårlig udgave af mig selv. Sur. Tvær. Modløs. Og faktisk lidt ulykkelig.

Det var bestemt min egen fejl, at det var kommet så vidt, for jeg havde negligeret mine egne følelser og behov alt for længe. Jeg havde sagt, at det var ok, selv om jeg ikke synes, det var. Jeg havde sagt ja, selv om jeg havde lyst at sige nej, taget et større ansvar, end jeg kunne overkomme og påtaget mig flere pligter, end jeg havde lyst til. Madpakker, hverdag, konflikter, hamsterhjul og deleordninger ramte mig med 500 km i timen.

Det er unfair at stå der på den anden side og sige: ”Du vidste, hvad du gik ind til”, for medmindre man selv bringer børn ind i relationen, så har man INGEN idé om, hvad der venter en, og hvordan det i praksis forholder sig at indgå i en familie med børn, hvor man selv er den voksne.

Pludselig så jeg også min egen opvækst i et andet lys. Min onde stedmor var også blot en kvinde, der forsøgte at gøre sit bedste og navigere rundt i en konstellation, som for ingen er ideel.

Kvinder i relationer bliver typisk pålagt mange af de her usynlige opgaver. Faktisk hapser kvinderne dem egentlig selv. Vi kan nærmest ikke lade være. Og disse klassiske kønsroller er endnu mere tydelige, når du er forelsket. Og helt ekstremt ekstra meget, når du springer hovedspring ned i en etableret familie. En sammenbragt familie er bygget på ruinerne af en forlist drøm. Situationen er langt fra ideel. Kernefamilien er forlist og kan aldrig blive genoprettet. (I hvert fald ikke med den onde stedmor inkluderet). Men drømmen og ønsket om idyl lever og deri en kæmpe motivation for at gøre, hvad der skal til – for at lykkes.

Ingen tvivl om at mænd i disse sammenbragte relationer tit spænder ben for familiens succes ved at hoppe tilbage i de mageligheder, der gjorde, at det første forhold forliste. Det er spændende, hvordan fokus på ligestilling flytter ved det aspekt i fremtiden.

Hvis jeg havde været tro mod min mavefornemmelse og mine egne grænser fra start, var det nok ikke kommet så vidt, så kære dig derude: Det er okay at respektere sine grænser og sige fra. Det er for alles bedste. Det er svært at opbygge en relation og endnu sværere at opbygge mange på en gang, som er tilfældet i en sammenbragt familie. Hvor man hele tiden er ”på” som de voksne, samtidig med man også øver sig i at være par.

Det er svært, forældreskab er svært. Ekstra svært fordi der er forældre i forvejen, så sådan en skal du ikke være. Du skal finde din plads i en konstellation, hvor ingen så din eksistens fra start. Der er ingen naturlig plads til dig. Heldigvis bliver intet barn dårligere stillet af, at flere voksne elsker det og ønsker barnet det bedste.

Da jeg selv blev mor i 2019, læste jeg utallige bøger om at blive mor og være forældre. Der findes terminsgrupper, mødregrupper og alverdens andre påfund, hvor man kan blive mødt i moderskabet og forældreskabet.

Jeg drømmer om, det også bliver sådan for os sammenbragte familier. At det bliver ok at sige de svære ting til hinanden og heppe med, når det går godt. Præcis som i det øvrige forældreskab.  

Det er hårdt at have børn. Hvis børnene ikke er dine egne, er det ekstra hårdt. Du skal sluge flere kameler, bygge flere broer, se indad, udad, bort fra og fremad i et væk.

Der skal være nogen eller noget, som er en ventil for (bonus)forældreskabet, et sted hvor man kan få afløb og medløb og mere overskud til at være en god bonusforælder, for det er der brug for.

Vi er ikke onde, men vi er selvfølgelig heller ikke fejlfrie. Vi gør vores bedste, og tro mig: Vi ønsker det BEDSTE for jeres børn. Det er sandt, at ansvaret tog pusten fra os, men vi har set på nærmeste hold, at det selv tager pusten fra jer. Vi har tilvalgt kærlighed.