Er der noget, der hedder ‘toxic femininity’? Hvis der er, så er den amerikanske skønhedskonkurrence ‘Miss America’ et rigtig godt eksempel på det.
“Resten af mit liv vil der være HD-video af min numse på YouTube, så den skulle helst se ordentlig ud.”
Sådan siger Miss America 2013 Mallory Hagan fem minutter inde i afsnit to af dokumentarserien ‘Miss Americas grimme ansigt’, du lige nu kan se på DR.tv. Hun forklarer herefter lidt om, hvilke drastiske midler hun tog i brug for at nå det mål.
På skærmen går gudesmukke kvinder i små bikinier catwalk foran gabende midaldrende mænd. Det er bizart tv, som den der bilulykke, man ikke kan se væk fra. Frastødende og helt enormt fascinerende på samme tid. Få minutter inde i første afsnit var jeg fuldstændig hooked.
Dokumentaren i sig selv er ret underligt produceret, den er forvirrende og kaotisk klippet, så man som seer bliver i tvivl om, hvem der taler over de forskellige klip. Nogle gange føles det, som om den samme passage vises flere gange. Flere forskellige tidligere skønhedsdronninger fortæller deres personlige historier, men programmet klipper mellem fortællerne, så det er svært at holde styr på, hvem der egentlig oplevede hvad. Alligevel slugte jeg alle fire gange 40 minutter på rekordtid, fordi det, de fortalte om, simpelthen var så interessant og syret. De siger med en bizar ro i stemmen ting som: “Jeg er sikker på, du har hørt om numselimen,” og “jeg havde ikke drukket væske i 24 timer før badetøjskonkurrencen.”
Skønhedskonkurrencen Miss America er et kæmpe fænomen i USA, som har eksisteret siden 1920’erne. Til konkurrencen kåres den smukkeste, mest elegante og veltalende kvinde i landet. Dokumentaren ‘Miss Americas grimme ansigt’ er en amerikansk produktion, der i fire afsnit sætter fokus på fire problemer med organisationen: chikane fra den tidligere ledelse over for enkeltindivider, problematiske kropsidealer, racisme og dårligt arbejdsmiljø.
At se programmet er lidt som at se en af mine yndlings highschool-film. Persongalleriet er fantastisk. Det rummer både de ultraintelligente skønhedsdronninger, der ikke drømte om livet med skønhedskonkurrencer, men som primært deltog for at vinde stipendier til at betale for deres universitetsuddannelser (USA, you know). Men det rummer også den ‘offergjorte’ skønhedsdronning, som begik den fejl at blive kærester med konkurrencens marketingchef og protegé for den daværende mandlige CEO, hvorefter hun blev udsat for voldsom chikane og målrettede forsøg på at ødelægge hendes karriere fuldstændig.
Mange af kvinderne er skarpe og sympatiske. Og så er der Betty Maxwell (tidligere Cantrell), Miss America 2016, som er skolens mean girl, en real life Regina George, og hun er min absolutte yndlingsperson i programmet. Smuk som en sommerdag, vanvittigt overgearet og helt og aldeles ligeglad med, at skønhedskonkurrencer kan underminere unge skrøbelige pigers kropslige selvværd. Hun ophøjer alt det, der er så åbenlyst galt med Miss America-kulturen, og hun har tydeligvis ingen idé om hvor usympatisk, hun kommer til at fremstå.
Betty Maxwell har ikke meget tilovers for feminismen, “siden hvornår er det blevet ikke-feministisk at være lækker?” spørger hun.
Personligt har hun aldrig følt sig så frigjort, som da hun gik hen over scenen kun iført en lille bikini og stilethæle, og vidste, at hun var det smukkeste menneske i rummet. Okay Betty, men hvad med os andre, der ikke vejer 50 kilo, og som ikke ligner en Disney-prinsesse? Hun er så virkelighedsfjern og udsøgt ondskabsfuld, at jeg bliver fuldstændig forelsket i hende.
De tidligere skønhedsdronninger fortæller om, hvordan konkurrencen forskruede deres selvbilleder og kropsidealer, hvordan de blev udsat for massivt arbejdspres og kommanderet rundt som præmiekvæg i det år, de var den regerende ‘Miss America’. Udover enorme mængder af offentlige optrædener, indebar sejren også, at de ikke måtte se deres kærester (fordi Miss America officielt ikke har en kæreste, hun er hele USA’s kæreste) og nogle gange heller ikke deres forældre.
De smurte deres ben ind i hæmoridecreme og viklede plastfolie rundt om dem, så det så ud som om, de ingen appelsinhud havde. De smurte lim ud over ballerne, så bikiniunderdelen kunne sidde rigtig fast på numsen og på den måde undgå at få olfert, når de gik hen ad catwalken i stiletter og badetøj. Spraytan var en selvfølge, ligesom makeup til at optegne mavemusklerne også var det. Desuden var en ultra-restriktiv dresscode også en del af hverdagen, men garderoben skulle de altså selv betale for.
Programmet præsenterer, hvordan der i 2018 blev gjort forsøg på at genopfinde Miss America, så konkurrencen passede bedre ind i de mere woke tider. De skilte sig af med den del af konkurrencen, som hele konceptet er udsprunget af, nemlig badetøjs-konkurrencen, hvor kvinderne gik catwalk i meget små bikinier og stillethæle. I den forbindelse skilte Miss America sig også af med firmaets gamle mandlige CEO, som viste sig at stå bag en masse chikane og personforfølgelser.
I hans sted hyrede de for første gang en kvindelig leder, Fox News-personligheden Gretchen Carlson. Ud over selv at være tidligere Miss America var Carson også et oplagt valg i forbindelse med en rebranding af konkurrencen. Hun var nemlig med til at oprette et af de første MeToo-sagsanlæg mod den tidligere chef for Fox News Roger Ailes.
Det kommer bare ikke rigtig bag på mig – en kynisk, feministisk dansk kvinde – at skønhedskonkurrencen Miss America har vist sig at være et forfærdeligt sted, hvor unge kvinder udnyttes og presses helt vildt til at passe ind i absurde skønhedsidealer. Det kommer heller ikke bag på mig, at konkurrencen oprindeligt har været styret af gamle hvide mænd, der ikke så vinderne som hele mennesker, ej heller at konkurrencen har diskrimineret mennesker, som ikke er hvide (eller som har en anden størrelse end Kate Moss i 90’erne).
Dokumentaren viser billeder fra de første versioner af konkurrencen, som dengang kun bestod af badetøjskonkurrencen. Det var en bedømmelse af, hvem af overklassens døtre der så mest sexet ud i en badedragt. I de gamle klip ses mænd, der går rundt med målebånd, som de strækker rundt om kvindernes lår, som om de var køer på en markedsdag. Altså den her tradition er åbenlyst objektiviserende, misogyn og racistisk. Du kan opdatere de forskellige dele nok så meget, men skønhedskonkurrencen handler jo stadigvæk om at kåre den smukkeste. Det hele hviler på ideen om, at det er muligt at bedømme skønhed objektivt, og at der er én rigtig måde at se ud på som kvinde.
Alligevel er dokumentaren bygget op som om, den afslører en hemmelighed. Som om vi seere burde være overraskede over, at alt i organisationen er råddent. Skulle det virkelig være overraskende? Men mens jeg sidder og griner vantro, går det op for mig, at den opstilling nok består i, at programmet er en amerikansk produktion. Og skønhedskonkurrencen er en amerikansk grundinstitution. ‘Miss Americas grimme ansigt’ tilbyder et indblik i en meget anderledes kultur og selvforståelse, og en befolkning, der stemte tidligere præsident Donald Trump til magten med et ‘grab them by the pussy’-klip i bagagen. Det er et lille stykke amerikansk kulturhistorie, et antropologisk studie i absurde skønhedsidealer og kønsfremstillinger og de institutioner, der opretholder dem.
I løbet af dokumentarserien bliver det om muligt endnu mere åbenlyst, at Miss America som institution er fuldstændig uforenelig med en moderne tidsalder, hvor diversitet er blevet et nøgleord. Det er som absurd totalteater at se de mange talspersoner og tidligere vindere af konkurrencen forsøge at forestille sig en mulig fremtid for konkurrencen, som ikke foretager den undertrykkelse, hele konceptet er bygget på. Og det er djævelsk god underholdning at følge med i diskussionen om en så åbenlyst bizar præmis.
‘Miss Americas grimme ansigt’ kan ses på DR TV, og fjerde afsnit vises i aften 8. februar på DR2 og genudsendes lørdag 10. februar.
