Det er ærligt talt ikke til at sige, hvem der vinder. Alle deltagerne har det helt kanon, og det virker som om, der skal ulykker til, før nogen begynder at vakle.
Stormen, der aldrig kom i forrige afsnit, bryder omsider tavsheden, så nu regner det hele tiden. Det betyder lockdown. Frygteligt tv egentlig.
Til gengæld er det skønt endelig at have lidt mere tid med de enkelte deltagere, nu, hvor de kun er tre tilbage. Klipningen i denne sæson har været uhørt amerikansk og hektisk. Ro på næste gang, tak.
Folk taler om, at programmet jo slet ikke er et overlevelsesprogram, men bare en fiskekonkurrence, og det er der noget om.
Men sagde DR det, ville ingen se det.
Selvom denne sæson af ‘Alene i vildmarken’ har været præget af, at deltagerne har været mere rolige, grænsende til det kedelige, så har de seneste måneder været fantastiske. Sent vil vi glemme Victors vildmarksodyssé, Anna-Carolines lommefilosofiske depri-deroute, Jespers fabelagtige freakshow og Birks og Camillas skidning.
Det er virkelig guld værd, at folk stiller op i tv i bar røv og begynder at fiske.
Men altså, prognoserne giver ikke rigtig mening her i sidste afsnit, så lad os i stedet lave et recap af begivenhederne, deltager for deltager.
Camilla
Camilla meddeler, at hun vil lave en musefælde, fordi hun vil nakke mus, “så de dør”. Imponerende, at det lykkes hende, men samtidig en moderat karakterbrist, at hun bare slår mus ihjel for sjov.
Det var det der med, at hun valgte at mose den med stenen bagefter, der virkede forkert.
Rationalet er: “Man holder sig fra mine ting. Hvis man ikke gør det, så smajer jeg dem.”
Hun er muligvis i fatalt underskud af rosakvarts på nuværende tidspunkt. Det lugter pludselig af en potentiel mindfull-mose-mus-massakre i Salsvatnet.
Men det er virkelig heller ikke okay, at musen skider i hendes pande og på cykeldrengenes ærespenis. Den mus har simpelthen et regulært afføringskompas på niveau med et krydsermissil. Det er utroligt.
Camilla bryder konstant ud i melodisk ufremkommelig frisang og hugger sig selv i skinnebenet med en økse. Man er efterhånden ikke spor overrasket.
Omsider finder hun frem til, at hun skal stoppe med at drikke pis. Hun formåede desværre på ingen måde at stoppe med det, mens legen var god.
Da hun brænder sine underbukser, ved man godt, hvad klokken har slået. Hun vil hjem, fordi hun er bange for, at hun er blevet for glad for at være alene. Det er en vild årsag, men hun får så velfortjent bronze i denne sæson. Tak for alt, Camilla.
Rasmus
Rasmus er bange for, at stormen har smadret hans net, og han synes, det ville være “træls” at ryge ud ved at blive ramt af et lyn, mens han fisker.
Opflammet af et udefinerbart klarsyn fremsætter han så en skøn monolog: “Jeg er vildmand, ikk? Jeg er en vild mand! Det sån en vildmand er, ikk? Gør bare noget vildt. Lige nu er livet bare godt.”
Han tager det fortsat ekstremt personligt, når det regner. Det er et problem for ham. Men det er altså ikke noget at blive så sur over.
På dag nummer 32 slår han en prut, fordi han ikke er “tynget af pres mere”.
Så går han uprovokeret i gang med at læse op fra sit CV, der er en slags digt i jeg-form:
“Jeg kan klare mig i mit eget selskab. Jeg kan klare mig alene. Jeg kan lave ild. Jeg kan tænke fremad. Jeg er løsningsorienteret. Jeg er omstillingsparat. JEG ER EN VILDMAND!”
Hans krop er under højt pres, han bliver svimmel, og har pludselig fået fireogfirs rynker i panden. Dramaet truer, og ærgrelsen er kollossal, da han vælger at tage hjem.
Han ser nu frem til at ordne sin græsslåmaskine og købe “fem rundstykker og en varm løwpostej”, fordi der tit er tilbud på det hos bageren. Hans exit giver en stor øv-følelse, men hvor var det godt at se ham tage afsted med et smil. En sand legende takker af: JA TAK!
Christian
Christian er bange for at få tandpine og sidder inde i sin forbandet velisolerede hytte og siger, at han “leger med køllen”.
Hans humor svarer til ingredienslisten på et kilo grahamsmel.
Som den eneste virker han til at kunne blive i vildmarken i meget længere tid endnu. Det siger ligesom alt om hans disciplin og forberedelse, at han venter med at kigge på billedet af sin familie til dag 30.
Man ved bare, han er typen, der har Nutella derhjemme, som han IKKE spiser. Rygtet siger dog, at han engang for mange år siden har impulskøbt en pose studentermix og efterfølgende opsøgte terapeutisk hjælp.
Så tager han på gåtur og finder noget, der hedder Chaga, og går i ekstase. Han fanger også en stor fisk, hvilket får hans puls til at stige til 42 slag i minuttet.
Christian er den retmæssige vinder af ‘Alene i vildmarken’. Måske har man vidst det hele tiden, at han var overlegen i feltet, og det må man simpelthen tage hatten af for. Alle andre var knækket på hans sultekost, og sådan er det.
Det der øjeblik, hvor familien kommer og henter, får altid følelserne frem i en. Det var stort og smukt. Samtidig er det sande tegn på kærlighed, at man fører læberne ind i fuldskæg med tretusind daggamle rester af ørred. Respekt, og god tur hjem.
