Brugerne på Wikipedia har formentligt haft travlt med at opdatere Kanye Wests wiki-side på det sidste. Bare i oktober 2022 har stjernen skabt overskrifter flere gange ugentligt, desværre oftest ikke for positive ting.
Ye, som Kanye West lovmæssigt skiftede navn til i 2021, begyndte sin oktober med at stjæle meget af opmærksomheden til Balenciagas sommer 23-show under Paris Fashion Week, hvor han åbnede den mudrede catwalk.
‘The Mud Show’ var på alles læber, men allerede dagen efter skabte Kanye ballade til showet for hans eget brand, YZY. Her var han iklædt T-shirts med det højrenationalistiske statement ‘White Lives Matter’.
I sidste uge blev Ye både fjernet fra Instagram og Twitter på grund af flere antisemitiske kommentarer, blandt andet i podcasten ‘Drink Champs’. Og Youtube-talkshowet ‘The Shop’ meldte ud, at et optaget afsnit med Kanye ikke ville nå æteren på grund af hadtale fra rapperen.
“Jeg tror helt ærligt, at hvis Kanye ikke havde haft den sygdom, så var der ikke kommet nogen af de historier, vi har hørt så mange af de sidste par år,” siger Pelle Peter Jencel, der som DJ og radiovært på P3 har fulgt West i mange år.
Han refererer til, at West tidligere har udtalt, at han har været diagnosticeret med bipolar lidelse siden 2016, hvilket blandt andet fremgår af albumcoveret til ‘Ye’ (2018). Her pryder ordene “I hate being Bi-Polar it’s awesome” forsiden.
“Det er trist, at hele verden inviterer en mand ind til mikrofonerne, selvom det er fuldstændigt evident, at han er bipolar, og der derfor kommer fuldstændige vanvittige ting ud af hans mund, når han virker til at være manisk. Det er, som om folk bevidst glemmer det, fordi det er sjovere at sige, at Kanye West har sagt noget sindssygt, end at sige at Kanye West er psykisk syg,” siger Pelle Peter Jencel.
Virksomheder tager afstand
Efter han blev smidt på porten af Twitter og Instagram, blev det i denne uge kendt, at Ye opkøber det højrefløjsvenlige sociale medie Parler. Og flere af hans samarbejdspartnere har på det sidste genovervejet partnerskabet med rapperen: Banken JP Morgan Chase har helt afbrudt samarbejdet, mens Adidas og pladeselskabet Def Jam Records har taget afstand fra Ye.
Ifølge Pelle Peter Jencel bør virksomheder, der samarbejder med Ye, kigge mere på hans mentale tilstand, inden de skriver kontrakt under:
“Hvis man evner at anerkende hans kreative talent, uanset om det handler om hans evner som instruktør, designer, producer, rapper eller prædikant, så må man også kigge på, hvordan han egentlig har det, og hvad det kan betyde for samarbejdet med ham,” siger radioværten.
Balenciaga har endnu ikke brudt officielt med den kontroversielle rapper, der er tæt privat ven af modehusets kreative direktør Demna. Men Kanyes optræden i Balenciagas seneste modeshow er i stilhed blevet klippet ud af modehusets live stream-video, og han figurerer heller ikke længere på catwalk-billederne på virksomhedens hjemmeside.
Medierne har et ansvar
Ifølge Pelle Peter Jencel er mediernes opførsel omkring rapperen uforståelig set ud fra et menneskeligt synspunkt. Han sammenligner det med håndteringen af Brtiney Spears’ deroute i slutningen af 00’erne:
“Jeg forstår det godt ud fra et publicistisk clickbait-synspunkt, men ligesom med Britney kan man godt synes, at Kanye West er et kæmpe offer,” siger han og fortsætter:
“Der er ingen klokker, der ringer, og ingen, der siger, ‘hov, har vi ikke været ude for det her før?’ Der sidder et menneske, der helt tydeligt har haft stress, depression eller været manisk, og i stedet for at sige at man ikke vil videreformidle en syg mand eller kvindes nedtur, så sætter man ham foran en mikrofon, så han kan sige noget helt vanvittigt,” siger radioværten.
Et udpluk af Kanyes oktober
2. oktober: Kanye åbner Balenciagas show under Paris Fashion Week.
3. oktober: Kanye fremviser T-shirts påtrykt ‘White Lives Matter’ til sit YZY-show i Paris.
8. oktober: Instagram låser rapperens konto på det sociale medie.
9. oktober: Twitter låser Kanyes profil pga. antisemitiske tweets.
11. oktober: Det meldes ud, at en episode af talkshowet ‘The Shop’ med Kanye som gæst aldrig vil nå æteren pga. hadtale fra rapperen.
15. oktober: Kanye medvirker i podcasten ‘Drink Champs’, hvor han blandt delte antisemitiske holdninger og misinformation om mordet på George Floyd.
17. oktober: Kanye melder ud, at han vil købe det sociale medie Parler, efter at være blevet smidt af Twitter og Instagram.
18. oktober: ‘Drink Champs’ trækker episoden med Kanye tilbage. Samme dag sagsøger George Floyds familie rapperen for 250 millioner dollar for at have sagt, at Floyd døde af en fentanyloverdosis.
Han mener, at medierne burde vælge en anden tilgang end den sensationelle, nyhedshungrende:
“Historien i det er ikke, hvad han siger, men hvorfor han siger det – på grund af hans sygdom. Det er i hvert fald temmelig ukritisk og temmelig dårlig journalistik kun at skrive om hans antisemitiske udtalelser. Måske skulle man hellere skrive, at Kanye nu er manisk, og hvornår er der nogen der hjælper ham?”
Men kan man så se frem imod, at Kanye-showet i medierne ender i den nærmeste fremtid?
“Så længe han bliver ved med at lave rigtig vild kunst og designe helt sygt, som han er en af de mest fremsynede til inden for alle de felter, han agerer i, så tror jeg det bliver svært at ignorere ham,” er Pelle Peter Jencels gæt.
“Han kan selvfølgelig gå ned i kadence, så han ikke headliner Coachella, Grammy Awards eller Super Bowl, men så længe han holder det kreative niveau, han har gjort gennem tiden, så vil man aldrig kunne sige, at nu slutter Kanye. For kvaliteten af det, han producerer, er jo større end de rabiate ting, han en gang imellem siger på grund af hans sygdom – efter min mening.”