Den smalle danske sti
I det skriftlige udspil ‘Forsvar dansk kultur – et modsvar til identitetspolitikken’ fremlægger Dansk Folkeparti otte initiativer, der har til formål at beskytte den ganske danske kultur. Som titlen indikerer, mener partiet nemlig, at den nutidige identitetspolitiske udvikling, og dennes revolutionære bevægelser, truer Danmark og landets kulturarv. Initiativerne tæller bl.a. en beskyttelse af det danske sprog, den danske mad og den danske kunst, og har alle til formål at bringe os “tilbage” på rette mormorstrikkede sti. Spørger vi DF, er den danske landevej nemlig tydeligt kridtet op, og en du fødes til at kunne og må betræde – og så nytter det altså ikke noget, at vi i dag opfatter nationalitet, identitet, køn og grænser som flydende størrelser. Vi bliver derfor nødt til at vriste os fri fra skøre påfund og organisationer som KVINFO og Black Lives Matters, der medvirker til denne unaturlige og nationalitetstruende identitetspolitik. Ligeledes må vi alle tage aktivt del i opgøret med køns- og kropspolitisering af de videregående uddannelser. Højrepartiet vil nemlig have “pseudovidenskabelige studier” – såsom kønsstudier – ud af de danske uddannelsesinstitutioner, og de mere faktuelle fag – som kristendommen, what else? – ind. For hvad er Judith Butlers mange magt- og kønsteoretiske udlæg da også for noget værre usagligt stads, ved siden af Biblens sandfærdige og veldokumenterede fakta? Nu har jeg alle dage opfattet mig selv som yderst solidarisk og bidragende, når det kommer til det danske samfund og den danske kultur. Jeg betaler glædeligt mine skattekroner, handler lokalt og hepper årligt på Eurovisions danske deltager. Men efter at have læst DF’s kulturbevarende udspil begynder jeg at frygte, at jeg aldrig bliver slyngveninder med Morten Messerschmidt. Som kvindelig RUC’er, der har specialiseret sig i feministisk skønlitteratur, må jeg være Dansk Folkepartis (næst)værste mareridt. En vaskeægte kultur-sabotør. Og med en kost bestående af flere auberginer end frikadeller, bliver jeg bange for, om jeg ligefrem kan beskyldes for landsforræderi. Men hvem ved – måske kan mit blonde hår, mine blå øjne, min grisefarvede hud og min barnedrøm om at blive bakken-sangerinde redde mig?
En karriere som hjemmegående
Helt i takt med tidens tone og hjemsendelsen af store dele af arbejdsstyrken det seneste år, har karriere-netværket LinkedIn netop tilføjet arbejdstitlen “stay-at-home-mom”, altså det vi på moderne dansk kalder “hjemmepasser” til deres portefølje. Det handler om, at det estimeres, at 2,3 millioner amerikanske kvinder har forladt arbejdsmarkedet under pandemien til fordel for at gå hjemme med børn og husholdning. Det sker primært, fordi mange amerikanske omsorgs- og servicefag er blevet hårdt ramt, og disse jobs var besat af kvinder, og at en del børneinstitutioner har været lukket. LinkedIn prøver nu at gøre disse mere eller mindre frivillige pauser fra lønnet arbejde synlige for kommende arbejdsgivere, så der ikke bare er et blankt hul i CV’et på 2-3 år, men at det er tydeligt, at personen har hjemmepasset. Det skriver sig jo ind i en kvindepolitisk tradition med at synliggøre det ulønnede, usynlige arbejde i hjemmet. Vi afskaffede husmoderen herhjemme i 70’erne og 80’erne, men omsorgsarbejdet skal jo stadig laves. Ifølge Rockwool Fondens tidsanvendelsesundersøgelse fra et par år siden så er det i Danmark stadig kvinderne, der laver mest hjemligt arbejde, faktisk en hel time mere om dagen end mænd. Og også herhjemme har der været massevis af historier i medierne om kvinder, der benyttede pandemien til at blive hjemmegående. Det kan godt forurolige mig, at vi stadig ser på kvinders arbejdskraft som en form for supplement, der kan hives hjem eller sendes ud alt efter konjunkturerne. Men på mange måder har Coronatiden jo været en slags kollektiv barselsorlov med lige dele fleksibilitet og irritation i work-life-balancen. Så måske er det en fin nok idé, at LinkedIn omstiller til den virkelighed, som familierne står i. Dog vil jeg opfordre hjemmepasserne, frivilligt eller ej, til at forhandle med deres partner, sådan at der bliver indbetalt til deres pension på lige fod med familiens skaffedyr.
Klub 27 synger igen
Skal vi være bange for kunstig intelligens? Det er en aktuel diskussion i disse år, hvor robotterne kan lave backflips, og vores telefoner kan tale. Men når det kommer til kunst, har vi nok ikke så meget at frygte. Ovre i USA har man for nylig brugt såkaldt AI til at skabe musik som Nirvana, Jimi Hendrix, Amy Winehouse og The Doors. Man har simpelthen fodret en computer med legendernes sange og lyrik, og det har den så fordøjet og brugt til at skrive ny musik. Resultatet er ærligt talt ret imponerende. Hvis ikke man vidste bedre, kunne man godt tro, at der faktisk var tale om originalerne. Men når man lytter efter, kan man godt høre, at noget ikke helt er, som det burde være. Det lyder amatøragtigt og karikeret. I sin essens er det jo også sjælløst, og jeg tænker, at vi netop lytter til musik på grund af sjælen og de personlige historier, der omgærder den. Hvis en computer skal konkurrere med det, kræver det nok, at den får et misbrug og dør som 27-årig. Og vi ved jo godt, at moderne teknologi slet, slet ikke holder så længe. Så vær ikke bange for robotmusik, men prøv da lige at høre her:
Du har netop læst en artikel fra Heartbeats.dk ❤️
