Heartbeats anbefaler: Duejazz, den perfekte dræber og app-kærlighed

Vi går fra masser af mord til masser af kærlighed i denne uges anbefalinger – og lidt jazz.

Duejazz

Det er egentlig lidt ironisk, at den danske jazzmusiker og komponist Jakob Bro er blevet et verdensnavn på den internationale jazzscene, fordi han gør virkelig ikke særlig meget væsen af sig. Hverken som person eller som guitarist. Hans musik er underspillet, nærmest vægtløs og så langsom, at man som lytter ikke kan undgå at få ro i sindet, når den spiller. Filmmændene Jørgen Leth og Andreas Koefoed har fulgt Jakob Bro i 14 år, og sidste år udkom de med dokumentaren ‘Music for black pigeons’, hvor flere af jazzverdenens store big shots også medvirker, blandt andet Bill Frisell, Lee Konitz, danske Palle Mikkelborg og japanske Midori Takada. Filmen handler vel nok egentlig om, hvorfor de her musikere har dedikeret deres liv til at spille musik, og det har de nogle fantastiske, spirituelle svar på, som grundlæggende handler om selve livet. Filmen er netop blevet nomineret til tre Robert-priser, og det er jo en oplagt mulighed for at se eller gense den. Den ligger på dr.dk.

/Thomas Balslev

Biblioteks-love

Det lugter måske lige lovligt af støv. Men hold nu fast et øjeblik alligevel. Her kommer det: Biblioteks-app’en er vidunderlig. Jeg har altid elsket at læse, og jeg drømmer altid om at læse mere, men jeg har aldrig læst så meget og været så opdateret på både de nyeste udgivelser og de store litterære klassikere, som jeg er blevet, efter jeg fandt min vej tilbage til biblioteket. App’en ‘Biblioteket’ har kun skubbet på min titel som ‘stor-låner’. Hver eneste måned låner jeg nyt, og det er helt klart, fordi app’en efterhånden har lavet en ret god algoritme til mig. Den kommer med forslag til bøger af både nyere og ældre dato, som den tror, jeg godt kan lide. Hvis jeg synes, det ser spændende ud, er det bare at klikke ‘reserver’, og så bliver bogen hurtigst muligt sendt til mit foretrukne bibliotek. Sommetider ender man selvfølgelig i en kø til de populære bøger. For eksempel ventede jeg flere måneder på at få fingre i Alex Schulmans nyeste roman ‘Malma Station’. Men som man siger, er forventningens glæde jo oftest den største. Engang ønskede jeg mig altid bøger i julegave. Når de var læst, røg de ind i bogreolen, og ja, så stod de jo bare der. Af og til skete det, at en bog fra ønskelisten slet ikke fangede. Og så lå den der, parkeret i hospice-zonen på natbordet med halspastiller og ørepropper ovenpå sig. Ulæst og alene. Hvis du kan genkende det billede, er hjælpen heldigvis nær. ‘Biblioteket’ overskueliggør de uanede hyldemeter af litteratur, der folder sig ud på de fysiske biblioteker. Det er tilmed gratis, godt for klimaet og ikke mindst for krop og sjæl. Som Glenn Bech for nyligt skrev: “Skru ned for Netflix og reels og tikTok. Bøger er det vildeste! Alle burde tale om dem. Bøger, bøger, bøger. Jeg ville ikke være, hvor jeg var i dag, uden bøgerne!” Amen. Find ‘Biblioteket’ i din App Store.

/Louise Elly Meyer

Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Æstetisk dræber

David Fincher er en af de væsentligste og mest interessante filmskabere gennem de seneste årtier med fantastiske film som ’Seven’ og ’Fight Club’ og en af mine yndlingsserier, ’Mindhunter’. Denne lejemorder-film, han lavede til Netflix sidste år, kommer ikke helt op i den kaliber, men den har hans umiskendelige aftryk i form af et helt suverænt formsprog og æstetisk vold, som kun han kan gøre det.

Hvis du leder efter dybere morale og replikker, er dette formentlig ikke filmen for dig. Men hvis du kan nyde ultra-professionelle mennesker udøve deres hverv (også selv om det er at dræbe), vil det her være fantastisk underholdning.

Den er grundlæggende spændende i sit grundige tempo, vilde soundtrack og Michael Fassbinder som den perfekte, lydløse dræber.

/Emil Norsker

Footer graphics