Da Alex Høgh Andersen var barn, behøvede han ingen tv-skræm med amerikanske tegneserie-actionhelte for at få tiden til at gå. Man kunne bare stikke ham en kasse Lego Starwars og trygt regne med, at han passede sig selv, indtil den der x-wing var færdigbygget. Når hans mor bankede på ved spisetid, kiggede han forvirret op fra sit foretagende; der kunne da umuligt være gået tre timer allerede?
I virkeligheden gjorde han bare det, han var bedst til. At nørde. Da han gik fra dreng til teenager, byttede han de komplicerede Lego-værker ud med lange gåture i Lystskoven i Skælskør, og udstyret med sin lillesøsters nye, smarte spejlreflekskamera knipsede han billeder af mennesker, træer, himlen og jorden, alt og intet. Fotografiet kom til ham naturligt, og hurtigt blev det til mere end bare tidsfordriv. Med nørdens præcision tilgår han sin passion.
“Det var følelsen af at have fundet en hobby, som jeg – før jeg overhovedet havde prøvet det – var fuldstændig overbevist om, at jeg syntes, var interessant,” siger Alex Høgh Andersen, som i dag er 26 år.
Du kender ham måske bedst som den forkrøblede, men berygtede vikinge-kongesøn Ivar Benløs fra tv-serien ‘Vikings’, som er notorisk kendt for sin følelsesmæssige afstumpethed, der ofte resulterer i bestialske mord fordret af en ustoppelig tørst efter uindskrænket magt.
Fra tid til anden forfalder seriens fans og andre internet-trolls til at blande Ivar og Alex sammen, men i virkeligheden er skuespilleren den diametrale modsætning af karakteren. Ivar Benløs kobler af med at myrde familie, venner og fjender og anser sig selv for at være en Gud. Alex Høgh Andersen har pt. fødderne solidt plantet i et par mudrede hikingstøvler, der holder januarkulden ude på vores corona-venlige gåtur, og når han ikke er på optagelse, finder du ham sikkert med et kamera i hånden på udkig efter ‘candid moments’, følelsesladede øjeblikke, der fortjener at blive foreviget.
”Jeg har altid været drønvisuel, og selvom mine første fotos langt hen ad vejen var forfærdelige, kunne jeg ikke lade være med at tage billeder. Det kriblede i fingrene for at komme afsted.”
Mere end en antihelt
Siden de tidlige barndomsår har Alex Høgh Andersen set verden anderledes detaljeret og lagt mærke til, hvordan mennesker i toget trak vejret i forskellige tempi eller slikkede på fingrene, inden de bladrede i avisen. Som barn og teenager gik han til teater på Eventyrteatrets Dramaskole, og alle observationerne, som han gjorde sig, gemte han i sin bevidsthed. Så kunne han lægge dem i sit skuespil, når lejligheden bød sig. Da han opdagede kameraets forunderlige spejling af verden, fandt han endnu et formål for sine mange sanseindtryk. Med søsterens spejlrefleks kunne han fange og fryse flygtige øjeblikke.
Til sidst pungede han ud og købte sit eget kamera.
“Hvis ikke jeg var blevet skuespiller, var jeg blevet fotograf. Eller brandmand ligesom min far. Men nu har jeg fundet ud af, at jeg sagtens kan være skuespiller og fotograf samtidig,” siger han.
De første mange år var hans kunnen begrænset til fritids- og feriebilleder på amatørplan, men nu mestrer han håndværket så godt, at både fans og andre fotografer har fået øjnene op for hans arbejde.
“Det tager noget tid at bygge en anciennitet op, så folk ikke tænker: Det er da ham skuespilleren, hvad fanden laver han med et kamera i hånden,” siger han og varmer hænderne på sin apple lemon-te, som han nøje har udvalgt på den nærliggende café.
“Der kan godt gå 2-3 måneder mellem skuespiljobs, så hvorfor ikke bruge tiden på noget, der giver mening, når man er i midten af 20’erne og godt kan rende rundt og være lidt småforvirret? Jeg kæmper jo med mange af de samme ting, som alle mulige andre unge gør.”
Alex Høgh Andersen
Født 1994. Har tidligere medvirket i film- og teaterproduktioner og kunne i 2013 ses i TV2-julekalenderen ‘Tvillingerne og Julemanden’. Han fik sit store gennembrud med i rollen som Ivar Benløs i den internationale succes-serie ‘Vikings’. I december 2020 fik seriens sidste sæson premiere på HBO, Viaplay og Netflix.
Fotografi bliver terapi
Alex Høgh Andersen elsker at snakke, og han snakker meget. Gerne, eller faktisk allerhelst, om alt muligt andet end ham selv. Måske er det derfor, at han ofte, ubevidst, erstatter ’jeg’ med ’man’, når han omtaler sig selv. Han gør det særligt, når han snakker om sine udfordringer med den angst og stress, som opstod under optagelserne til sidste sæson af ‘Vikings’.
I de sidste måneder som Ivar Benløs gik det nemlig galt. Gennem flere år havde Høgh klaret sig fint igennem præstationspres og lange arbejdsdage, som begge er naturlige elementer i en serieproduktion af den kaliber, men pludselig blev han syg. Virkelig syg. Hen over en weekend lå han med både madforgiftning og så høj feber, at han fik lagt drop. Men på ‘Vikings’-settet kan man ikke være syg, og hvis man bliver syg, popper man et par smertestillende og hiver sig gennem arbejdsdagen som urørlig viking alligevel. Problemet ved dén logik er, at man risikerer at blive endnu mere syg, når man ikke tillader kroppen at blive rask. Det blev Alex Høgh Andersen. Han endte med at få angst for at møde på arbejde.
“Der var fotografi min terapi. Det reddede stort set mit liv, da jeg havde det allerværst på arbejdet. Når man render rundt i ventetiden og har et hoved, som helst vil tænke grimme tanker, så skal det beskæftiges, det hoved. Det gjorde jeg med mit kamera. Jeg tog det med på set hver eneste dag for at distrahere mig selv,” siger han, “så kunne man jo lige så godt skyde sine kære kolleger. En statist, der står og sover på sit skjold, eller et crew member som hænger i toppen af et tårn.”
På den måde blev de lange optagedage til en slags fotoprojekt for seriens aspirerende reportagefotograf. Om aftenen, når han sad og lærte replikker, redigerede han samtidig dagens bedste billeder. Næste morgen begav han sig igen på arbejde med sit Canon-kamera under armen, velvidende at han kunne flygte fra de værste tanker, skubbe dem væk og udfylde tomrummet med refleksioner om kontraster og kompositioner. De mange dage med lange pauser har gjort, at Alex Høgh Andersen besidder et kæmpe bagkatalog af behind-the-scenes-billeder fra ‘Vikings’-settet, som han fra tid til anden giver sine to millioner følgere på Instagram et smugkig på.
“Et af mine fotos af en statist, som hedder Chily, fik jeg printet ud og solgte i forbindelse med en velgørenhedsauktion hos Ungdommens Røde Kors, hvor jeg er ambassadør. Det gik for omkring 20.000 kroner,” fortæller han, mens han hiver sin telefon op af lommen og begynder at bladre igennem dens tilsyneladende uendelige billedgalleri. Han leder efter et specifikt foto, et af hans yndlings, som er taget i en frokostpause midt i en krigsscene. Det er lidt som at lede efter en nål i en høstak.
Offentligt eje
Som skuespiller er Alex Høgh Andersen vant til, at summen af hans arbejdsindsats er til offentligt skue. Hans karriere er som én stor eksamen, og hans succes afhænger af den præstation, han formår at vise publikum. Med fotografiet er det anderledes afslappet. Dels kan han håndplukke og vise sine bedste fotografpræstationer, dels er der ikke samme bedømmelse af hans kunnen.
“Det er sjældent, at du lægger et billede op på Instagram, hvortil folk siger: ‘Hey, grimt billede’. Omvendt er det supernemt at skrive: ‘I hate you and I hope you die next season’. Det er standard,” siger han.
“Man kan ikke lade være med at tage det til sig i starten, men så finder man ud af, at det er, hvad det er. Hvis nogen har brug for at sætte sig ned i mors kælder og skrive noget fornærmende til et andet menneske online, så kan man heller ikke tage det så alvorligt. Men i starten var det voldsomt. Jeg var 21 år og i forvejen lidt små-ensom i udlandet, og så skulle jeg håndtere det had. Sociale medier er fandeme ikke for sjov.”
Nogle gange har han overvejet at ‘slette det lort’, hvis han har været sur på Instagram. Men så har han alligevel fået kolde fødder, fordi han har en stor platform, som han kan udnytte til at gøre godt. Og som platform for sit fotografi. Eksempelvis har han lige været på reportagerejse i Kenya med en velgørenhedsorganisation, Gate To Nature, for at dokumentere arbejdet for at bevare naturreservatet Masai Mara.
Mens han stadig bladrer i sit billedgalleri for at finde pausefotoet fra ‘Vikings-settet’, som han vil vise mig, støder han på et andet foto, som han tog i Kenya; et portræt af en tilsyneladende rank kenyansk mand, som arbejder med at rydde skoven i det fredede Masai Mara-område. Skovrydningsarbejderen ved godt, at hans arbejde er ulovligt, men han skal forsørge sin familie.
“‘Job is job,’ sagde han. Det handler om at skabe et nuanceret billede af verden. Det er ikke, fordi de er onde, men fordi de ikke kan gøre andet,” siger Alex Høgh Andersen:
“Jeg vil ikke ændre verden, men jeg stimulerer mig selv maksimalt ved at udføre arbejde, som jeg kan mærke. Hvor jeg føler, at det er en stærk fortælling, der kan gøre noget til det bedre.”
Fotografen i felten
I mere end et årti har Alex Høgh Andersen taget billeder, og gennem årene har han forfinet sit håndværk. I dag er han en anerkendt fotograf, som skyder egentlige kampagner. Han står blandt andet bag musikerne Mads Langer og Malte Eberts PR-kampagner, ligesom han for nylig har skudt en Toyota-reklame. Den slags projekter kommer der flere og flere af. Man skal ikke lægge så meget i, at han omtaler fotografi som ‘sin hobby’; det gør han også med skuespillet, uagtet at han har levet af det i en årrække og snart har premiere på sin nyeste film, en Ole Bornedal-produktion, som kommer på Netflix i løbet af året.
Høgh er god til at skyde portrætter, men hans yndlingsgenre er reportagefotografiet. Han beundrer fotojournalist Steve McCurry for hans særligt øje for farver og farvekombinationer, Jan Grarup, fordi han har raffineret krigsfotografiet, og Lee Jeffries, som har viet sin karriere til at forevige hjemløse menneskers skæbner. Sidstnævnte var Alex Høgh Andersen inspireret af, da han tog billedet af Chily, som blev bortauktioneret.
Alex Høgh Andersens råd til begynderfotografen:
Skaf dig et kamera. Det er fuldstændigt lige meget, hvilket kamera det er. Det, der betyder noget, er, at du kommer ud og tager nogle billeder. Hvad tænder dig at skyde?
Gå på YouTube. Jeg har lært alle mulige ting af at se YouTube-videoer. Det er godt, fordi du kan lære en hel masse fede ting om, hvordan lyset fungerer, post-produktion og den slags.
Køb fotobøger. Photos are meant to be printed, og det glemmer vi lidt i denne digitaliserede verden. Forleden printede jeg et foto, som jeg tog i Kenya, og det er altså for sindssygt at se sit arbejde i A2-format.
Kig. Meget fotografi handler om dit øje, så træn dig i at observere. I stedet for at gå og kigge på din telefon, når du er ude, så kig på de ting, der sker. Hvordan bladene bevæger sig eller løberen, der sveder. Fang det med linsen.
Arbejd med kontraster. Jeg leder altid efter kontrasterne. Lys og mørke, kontrast. Død og liv, kontrast. Så snart noget clincher, er det interessant.
“Fotografen Lee Jeffries sendte mig et fantastisk flot print af en kvinde, som hedder Pookie, lige da jeg havde afsluttet optagelserne af ‘Vikings’. Billedet er specielt for mig, fordi det kom på et tidspunkt i mit liv, hvor jeg havde brug for at blive mindet om, at der var en kvinde derude, som havde oplevet meget mere lort end jeg – og som stadig formår at have et lille smil i sine øjne,” siger han.
“Det er, som om at hun kigger på mig og siger: ‘Hey, det skal nok gå.'”
Endelig har Alex Høgh Andersen fundet billedet frem på telefonen, som han har ledt efter. På den irske pløremark, hvor ‘Vikings’ er optaget, tårner en kæmpemæssig kulisse sig op, som har dannet baggrund for en blodig kampscene. Fire gennemblødte lig ligger strøet ud over den mudrede jord med pile boret gennem ryggen. Midt i scenen står Connor Flannery, assistant director på ‘Vikings’, iklædt beanie, jeans og windbreaker, som om han er dumpet ned i 800-tallets Kattegat fra fremtiden. Han læner sig afslappet op ad en håndlavet stige af look-alike birketræsrafter og reb. Helt uforstyrret af de tabte menneskeliv omkring sig, står han med en takeawayboks og holder sin velfortjente frokostpause.
Fotoet er ikke godt, fordi kontrasterne står skarpt, eller fordi dets hovedperson befinder sig præcis i det gyldne snit. Det er heller ikke, fordi absurditeten i motivet får beskueren til at grine. Det er godt, fordi det er sådan et øjeblik, som størstedelen af os ikke engang ville have lagt mærke til udspillede sig. Det er indkapslingen af ‘just another day at the office,’ som Alex Høgh Andersen siger. Menuen den dag stod på gullasch.
Du har netop læst en artikel fra Heartbeats.dk ❤️
