Jeanett Albeck: Især linjen “kan man tillade sig at danse og synge, mens verden går under?” ramte mig. For mig er det nærmest blevet en frihedssang”

Det hele ændrer sig så hurtig i disse uger. Hvornår er denne ide opstået?

“Jeg har hele tiden haft en aftale med teatret om, at jeg på et tidspunkt også skulle lave et bidrag til ’Coronamonologerne’, og de gav mig helt frie hænder til at skabe noget, jeg selv havde lyst til. Så det hele er faktisk sket indenfor to uger, hvor vi har skrevet og indspillet sangen. Suzanne Brøgger havde skrevet en tekst, som tager udgangspunkt i et gækkebrev hun i påsken lavede til et P1-program, og den har hun så arbejdet videre med. Og så gav hun mig ellers frie hænder til at bruge den, som jeg ville, for hendes samlede tekst er længere, og jeg har derfor skåret den ind til benet af det, som ramte mig personligt. Især linjen, “kan man tillade sig at danse og synge, mens verden går under?” ramte mig, og for mig er det nærmest blevet en frihedssang. At verden brænder, og civilisationer falder fra hinanden, men at naturen nok skal overleve, er en kæmpe hyldest til livet og naturen. Det er Suzanne Brøgger en mester i. Hun har efter min mening en særlig evne til at vende tingene på hovedet og se verden fra et andet perspektiv. Sangen har også et element af genfødsel i sig, eller det er i hvert fald min tolkning, for der er også bare potentielt smukke muligheder ved alt det, der foregår lige nu, hvis vi stopper op og hver især kigger på vores egne liv og den verden, vi gerne vil skabe. Jeg synes altid, at der vil være noget smukt i at stoppe op og hylde mulighederne for at gøre det hele en gang til på en ny måde. Så det er en meget opbyggelig sang i al det tragiske, synes jeg.”

Hvad er dit forhold til hende?

”Sidste år lavede jeg soloforestillingen ’Brøgger’, som også bliver genopsat til august og igen i 2021, nu hvor jeg klippede i hendes samlede forfatterskab og satte det sammen på nye måder. Hendes tekster kræver, at man investerer sig selv, og jeg kom lige fra et kæmpestort angst- og stresskollaps sidste forår, så for mig var det en total genfødsel at lave den forestilling, for hun har så meget af den tematik i sig. På det personlige plan oplever jeg en kæmpe genkendelse i det, hun skriver. Hun var meget glad for forestillingen, og siden har vi holdt kontakten og fået et perifært slægtskabsbånd.” 

Hun synger jo også jazz, men på din sang nøjes hun med at tale? 

“Ja. Rigtig meget ved Suzanne Brøgger handler om at finde sin egen stemme, både i konkret og abstrakt forstand, og gøre tingene helhjertede og ærlige. For mig er hun både eksistentiel filosof og evigt undersøgende nysgerrig. Hun har lange tekstpassager, hvor hun beskriver, hvordan hun er nødt til at finde sin egen stemme, og ligesom med alt andet ved hende handler det om meget mere end den fysiske stemme. Det er en undersøgelse af identitet og at finde sig selv. At synge er for hende en måde at undersøge verden og livet på. Hun er meget dygtig til at stille alle de spørgsmål, som får os andre til at reflektere over livet. Men ellers har hun ikke været inde over sangen. Faktisk har hun slet ikke hørt den endnu. Jeg er bare gået med, hvad jeg selv synes fungerede og har sat hendes stemme sammen, som hun har indtalt på sin iPhone og sendt lydfilen til mig.”

Sad du helt isoleret, mens du lavede det? 

“Ja, jeg skrev nummeret selv derhjemme, men derefter blev det så også et projekt, jeg kunne lave sammen med min kæreste (Noah Rosanes, red.) som er en af Danmarks absolut dygtigste musikproducere, og jeg spillede bare det, jeg havde lavet for ham, da vi sad i vores isolation, og så endte det med, at vi producerede det færdigt sammen. Han kan noget andet, end jeg selv kan, så nu har sangen fået en anden sound, end hvis jeg havde lavet det helt selv, og det er fedt, synes jeg. Måske endda noget radiopotentiale.”

Hvordan kom du, på ideen til videoen?

“Hvis man ser de forskellige takes på ’Coronamonologerne’, kan man også se udviklingen i, hvor samfundet var for to måneder siden. De første foregik hjemme i lejligheder og på børneværelser og var optaget med smartphones, mens min er kommet som den sidste, hvor alting er åbnet mere. Jeg havde nok ikke danset helt så meget rundt, hvis det havde været for nogle uger siden. tematisk har jeg stemplet ind i hele Brøggers tematik om dyr, for der er en masse humor og fede billeder i sabelkatte og uddøde fuglearter, der indtager byen. Det var en hel fabel, og jeg tænkte, at det skulle være et dyr og ikke mig, der fortalte det her. Da vi skulle lave det hele selv, og jeg godt kunne lide det håndholdte element, fandt jeg tilfældigvis en gammel fuglemaske, som jeg havde glemt, og som jeg altid har haft lyst til at bruge. Og så allierede jeg mig med Freya Sif Hestnes, som var scenograf på ’Brøgger’, og hun har filmet det hele. Så det var bare os to ude i byen en tidlig morgen.”

 Hvordan har du selv været påvirket af krisen?

“Der har været en masse jobmæssige konsekvenser, hvor et års arbejde er lagt ned. Jeg har skrevet musik til ’Hobitten’, som skulle have været opført i Dyrehaven af Det Kongelige Teater, og en uge inden, jeg skulle ind og indspille musikken med Det Kongelige Kapel – hvilket har været en livslang drøm – så lukkede Danmark ned. Nu er forestillingen så udskudt sammen med en masse andre projekter. Derudover blev jeg i starten af nedlukningen temmelig hårdt ramt mentalt, da jeg fik kendskab til symptomerne på Corona. Jeg lider nemlig af angst, som helt konkret sætter sig på vejrtrækningen som åndenød, og da jeg hørte, at det også er symptomerne på corona, triggede det direkte min angst, så jeg var helt forkrampet i starten og ikke en gang ville se min egen kæreste. Men det er heldigvis stille og roligt aftaget nu, og jeg er både kunstnerisk og menneskeligt mest optaget af, hvad vi kan få ud af denne krise, vi står i. Og jeg kan få øje på en masse positive ting, vi kan tage med os fremover.”