Det har været otte intense uger, lad os bare sige det sådan. ‘Gift ved første blik’ er nok det største drama, DR nogensinde kommer til at vise. Derfor skylder vi lidt en tak, og særligt til de fem par, som har sat sig helt derude, hvor de har risikeret deres liv i det gode fjernsyns tjeneste.
Merci, Anders & Luna, Michael & Christina, Dennis & Anja, Henriette & Claus, Maja & Frederik, fordi I er til.
Kun tre ud af disse fem par nåede denne gang helt frem til målstregen, og midtvejs måtte Maja og Frederik samt Anders og Luna altså udgå, før de fik muligheden for at afbryde deres ægteskab hos nestoren i Frederiksberg Have.
Her midt i vores melankolske fjernsyns-after glow formaster vi os alligevel op på de høje nagler for at nedfælde de 10 vigtigste ting, vi har lært om kærligheden, parforholdet og eksperimentet i denne sæson.
1. Hold på formerne
Det blev slået fast med nogle meget umoderne søm, at vejen til et succesfuldt ægteskab er brolagt med traditionelle kønsroller. Claus og Henriette og Michael og Christina havde alle fire fundet og læst de allerældste eksempler af ‘How to be husband and wife’ på bibliotekshylden – og det gav pote.
Claus’ farhumor viste det blandt andet meget godt, da han benyttede sin anden ægteskabsceremoni til at komme med en lille vits: “Den her ring, den vil bare ikke af, såeh”. Tresserne har ringet, træmand.
LÆS MERE:
2. Jyder elsker ikke på tv
Anja og Dennis, for sevan da! De kørte gennem hele eksperimentet med håndbremsen trukket, men alligevel gik det for stærkt for jyderne. Nu har de brug for at “nulstille” og “mærke efter”. Kæmpe overraskelse. Måske kan viborgensere bare ikke elske på tv.
3. Bagatellisér alt, hvad du kan
Michael kunne bagatellisere så godt som alting, alle disputter fejede han bare af vejen og “ville bare se fremad, skat”. Det er en ægteskabsegenskab, man bare må honorere hos en mand, hvis kone kunne blive professionel indenfor erhvervet ‘at vende på tallerkner’.
Råd: Find din indre pytknap, og vær så led ved den, som du vil være ved sparkeknappen i ‘Tekken 3’ – så går det nok, det hele.
4. At være moden er døden
Anders og Luna beviste atter engang, at modne mennesker er fucked. Simpelthen. I hvert fald i det her eksperiment. Er du over 45, kan du altså ikke være med i det her program uden at få nogle læsterlige prygl af Amor. Beklager.
5. Kneppe-neppe-nej
I øvrigt tror det modne par altid, at de er så voksne, at de da godt kan bolle igennem på bryllupsnatten. DR bør overveje at indføre kyskhedsbælter snart. For alle fremtidige seniorer i programmet må der lyde en alvorlig advarsel. At bolle er at faile, oldies.
6. Kig i krystalkuglen
Det er nemt at kalde bullshit på spirituelle sandseersker, der kommer bralrende med kommunalsektor-frisure og tasken fuld af religiøst tingeltangel. Men noget tyder på, at det kan være en god idé at få besøg af en håndlæser, hvis man gerne vil blive sammen med sin partner.
7. Skab dig
Claus er ikke den eneste, der har bygget et walk in closet til sin hustru i ‘Gift ved første blik’. Vi har set det før, men det er også en sikker vinder. Uagtet at du har ti tommelfingre, kommer du hurtigst og nemmest ind til en kvindes hjerte gennem gipsplader og bøjlestænger.
8. Øjenåbner
Braskartofler er rent faktisk tapas. Det må vi aldrig glemme.
Og nogle gange ville man bare ønske, at man var en elefant, “fordi de ikke har så mange fjender”.
9. En verden af viden
At være ekspert i ‘Gift ved første blik’ er dybest set at sige ting som: ”Det at være i en relation til et andet menneske, det er også nogle gange hårdt arbejde.” Vi siger tak til Gert.
10. Køb jer til kærlighed
Adspredelse er det rene magi, det ved vi nu. Gør derfor som de par, der blev sammen: Tøm den produktionskasse for knaster nu (man må gå ud fra, at de betaler gildet). Tag til Lalandia, stå på skøjter, kør i slæde, skyd med bue og pil, tag til Berlin, spring i faldskærm, you fucking name it – kærlighed kan altså godt købes for penge.