Skinnende sort rock
Da det københavnske postpunk-band Shiny Darkly debuterede tilbage i 2012, gik historien på, at de havde fået en pladekontrakt med det seje pladeselskab Crunchy Frog, ganske uhørt fordi de kun havde udgivet tre sange. Dengang var begrebet ‘hype’ helt nyt, og det der med at udgive musik på internettet, som lynhurtigt spredte sig overalt, havde man ikke rigtig oplevet før i den danske undergrund. Hvilket dengang bogstaveligt talt var en undergrund centreret omkring den nu lukkede natklub Drone på Nørrebro, som havde et scenegulv i en meget mørk og røgfyldt kælder. Det sted var en rugekasse for en hel del rimelig smadret rockmusik, og heriblandt Shiny Darkly, der red forrest på en ny postpunk-bølge i den periode, spillede på Roskilde Festival og generelt blev besunget for at være det nye shit.
Siden da er trioen blevet til en duo, men de er fortsat et aktivt band, som udgiver albums og ep’er med jævne mellemrum. Og selvom hypen på ingen måde er den samme, er bandet på ingen måder blevet et ringere bekendtskab med tiden. Faktisk er de virkelig gode – og helt på niveau med genrens danske bannerførere fra Iceage. Det er deres nye ep ‘II’, der er en ond spiral af slapback vokal, hjemsøgende distortionstøj og punket polyrytmik, et glimrende eksempel på. Er man til den her slags sortrandet rockmusik, vil jeg dog anbefale at dykke ned i hele diskografien.
Brun bibel
Hver en lille flække i kongeriget har et udskænkningssted, der hører til i kategorien et brunt værtshus, og selvom det er et fåtal af os, som kommer der fast, har de fleste af os nok været på en sådan beværtning i en brandert. Vi er jo danskere, og de brune værtshuse er en ærekær del af vores lands lokalhistorie. Derfor er det også på sin plads, at det lille forlag Salvador nu udgiver bogen ‘Kongerigets Stamsteder’, der er en slags bodegabibel med røverhistorier og fotos fra 120 af de vildeste værtshuse i landet. Bogen er en opfølger til den flotte coffee tabel book ‘Stamsteder’ og er i stil med den en ordentlig kleppert på over tre kilo. Den er skrevet af forskellige skribenter med tilknytning til de lokale værtshuse, og det må jo siges at være rimelig inciterende vurderet ud fra den almindelige betragtning, at en hel del gode historier starter med, at en eller anden, som nogen kender, var pissefuld.
Long read
Personligt har jeg egentlig aldrig være den store Lenny Kravitz-fan, men da Tinderbox pludselig annoncerede, at det nu næsten 60-årige rockikon kommer forbi Fyn næste sommer, så blev min interesse af en eller anden grund vakt. Jeg mener bare, se ham lige. Han er vild, nærmest en illusion, som det er svært at begribe rent faktisk eksisterer i kød og blod. Men hvis der er én, der kan gå i læderbukser, have næsering og solbriller på indenfor i 2023, så er det Lenny Kravitz – af den simple grund, at han er ophavsmand til det look. Han er definitionen af rock-coolness, og så har han som den eneste sorte mand i rock n roll en ret vild historie, som Esquire formidler smukt i det her nye og meget læseværdige long read.
