Heartbeats » Musik » Artister » ”Jeg kan ikke se, hvordan det hjælper mig at dømme andre”

Joan As Police Woman: ”Jeg kan ikke se, hvordan det hjælper mig at dømme andre”

27. juli 2018 | Martin Finnedal

”Jeg kan ikke se, hvordan det hjælper mig at dømme andre”

Foto: PR

Hun er imødekommende på grænsen til det ydmyge, da Heartbeats møder Joan Wasser alias Joan As Police Woman. Hun tilbyder endda at slukke for køleskabet i Vegas bandrum, så støjen ikke forstyrrer diktafonen.

Joan As Police Woman er aktuel med pladen ‘Damned Devotion’, som hun turnerer med. Også i Danmark. I første omgang i Vega, hvor Heartbeats møder hende, og i anden omgang på Hotel Cecil. Det er en plade, der som det altid er tilfældet med Joan Wassers udgivelser rummer de helt store fortællinger om de helt store sorger. Men også glæde. Få mennesker kan som hende vende forældres død til noget positivt.

Kan du fortælle, hvorfor dit nye album har fået titlen ’Damned Devotion’?

“En stor del af teksten og musikken handler om at befinde sig i en tilstand, hvor man virkelig er optaget af noget. At være i den tilstand betyder, at der vil være en masse information, som du går glip af, fordi det at være så optaget af noget, kan være så altopslugende. Så pladen handler i høj grad om bagefter at skulle håndtere alt det, du gik glip af i den tilstand.”

Men der er vel ikke noget galt ved at være fokuseret?

“Nej det er fantastisk at være fokuseret. Det kan være meget inspirerende. Men det kan også komme til at betyde alt. For eksempel når jeg skriver en sang, er jeg oppe hele natten og opdager dårligt nok, at det er blevet morgen. Og det er selvfølgelig rigtigt fint, når det nu er det, jeg gør; at skrive sange, men det ødelægger selvfølgelig hele den næste dag. Det er det værd, men det fjerner også alt andet, der foregår omkring mig. Og på et tidspunkt er du nødt til at håndtere de ting, som skete, og som du ikke engang var klar over skete. For eksempel hvis jeg er forelsket, kan jeg fuldstændig misse det, den anden person siger eller viser. Noget jeg ville have opdaget hvis jeg ikke havde alle disse følelser, der gjorde mig fuldstændig irrationel. Det er sådan noget, man altid ser i bakspejlet.”

Der er en sang på pladen, der hedder ‘What Was It Like’. Fortæl lidt om den.

“Siden jeg udgav min forrige plade, har jeg mistet begge mine fædre. Denne sang handler om ham, jeg voksede op med. Titlen refererer til, at man aldrig rigtigt ved, hvem nogen er. Ligegyldigt hvor meget tid, man har tilbragt sammen med dem eller hvor mange spørgsmål, man har stillet dem. Min far var døende af kræft, så det lykkedes mig at stille ham en masse spørgsmål, før han gik bort. Jeg fik også mulighed for at fortælle ham en masse. Men den dag i dag har jeg stadig en masse spørgsmål, som jeg ikke tænkte på eller fik mulighed for at stille ham. Så på mange måder ved jeg stadig ikke helt, hvordan han var. Så er der omkvædet: “You said, I could never see what passing judgment on anybody else would ever do for me”. Han var en virkelig ikke-dømmende person, og det er meget unikt. Det er en virkelig svær ting at være. Han var videnskabsmand, så jeg tænker, han har set andre mennesker først og fremmest som en samling af atomer. Han sagde aldrig særlig meget. Men da han sagde det om ikke at dømme andre, brød jeg nærmest sammen af gråd. For det var sådan en fantastisk måde at sige noget, der er fuldstændig logisk. Det er kærligt og opmærksomt. Jeg glemmer det aldrig, så jeg ønskede at få det med på en sang.”

LÆS ARTIKEL AT TILGIVE MIN FAR ER DEN STØRSTE GAVE, JEG HAR GIVET MIG SELV

Der er rigtigt mange, der dømmer andre mennesker på sociale medier i dag. Er denne sang din måde at minde os om at stille spørgsmål snarere end at dømme?

”Det er ikke min intention at missionere. Folk opfører sig, som de gør på grund af deres følelser, og hvordan de er opdraget. Jeg er selv nødt til at være påpasselig med, hvordan jeg reagerer. Jeg kan godt skamme mig over mig selv nogle gange, og jeg forsøger altid at tænke over mine egne handlinger, så jeg har det mindre dårligt med mig selv og derfor behandler andre bedre. Det er sådan, det fungerer. Jeg er ikke i en position, hvor jeg skal fortælle andre, hvordan de lever deres liv. Sociale medier er meget ”se mig”, så folk har lært at chokere for at få opmærksomhed. Det kan hurtigt blive en lang snak, men ja det kan selvfølgelig være farligt.”

Der er mange tanker og meget sorg i din musik. Det gør dig vel sårbar? Kan du fortælle om det?

”Jeg har brugt en stor del af mit liv på ikke at virke sårbar, og efterhånden fik jeg skabt en slags skudsikker vest. Når jeg har turneret, har det været vigtigt for mig at vise, at selvfølgelig kan jeg da bære selv de tungeste forstærkere. Som barn var jeg frygtløs i en grad, at min mor blev bekymret for, at jeg skulle komme til skade. Jeg syntes, at frygt var noget, der skulle holdes nede og knuses. Jeg syntes, at det at være sårbar var at vise svaghed. I dag synes jeg det modsatte. Da jeg var 26 mistede jeg min kæreste (Jeff Buckley døde i en drukneulykkke red.), og min verden faldt sammen. Jeg havde ingen steder at anbringe den smerte, intet sprog der kunne hjælpe mig med at udtrykke den. Og så var det, jeg begyndte at synge. Hvilket jeg aldrig havde gjort før, fordi jeg var omgivet af mennesker, der sang så meget bedre end mig. På scenen kunne jeg kun skrige eller råbe. Men da han døde, kunne jeg ikke kontrollere det mere. Jeg havde spillet violin i årevis, men det var ikke længere nok. Det føltes som om, jeg måtte synge eller dø. Jeg begyndte at skrive sange og fandt min stemme. Og jo mere jeg lærte at udtrykke mine følelser, desto bedre fik jeg det. Jeg fik også meget positiv feedback fra folk, jeg virkelig respekterede, og det hjalp selvfølgelig også. Men det tog lang tid. Først otte år efter (hans død, red.) udgav jeg min første ep.”

Hvis du skal fortælle om en sang, du ved, du spiller under dine koncerter, hvilken vil du så vælge?

“Så må det blive ‘The Silence’. Det begyndte som en sang om personlige relationer. Den handler om at sige noget, som du ikke har lyst til at sige, men som er nødvendigt at få ud. Da jeg begyndte at skrive, kom den til at handle om noget andet og større, nemlig om menneskerettigheder. Jeg samler på lydstumper, og jeg havde optaget lyden fra den store kvindemarch i januar 2017 efter Trumps indsættelse. Og det kom til mig, at jeg var nødt til at bruge lyden fra marchen i denne sang. Alle jeg kender, var virkelig skræmt over, hvad der var sket. Der var ingen, der forventede den fuldstændig skammelige politiske situation, vi har i dag.”

Hvordan er det at oversætte en sådan vrede til musik?

“Det er faktisk meget nemt. Jeg har det helt klart bedst med at udtrykke mig gennem min musik. Jeg er ikke så god til at udtrykke mig gennem ord alene. Jeg tvinger mig selv til at gøre det, men det går ofte galt, haha. Det virker bedst for mig, når det er gennem min musik.”

Joan as Police Woman spiller mandag aften i Hotel Cecil. Billetter kan købes her.