Foto: Kristina Pedersen

Har vi glemt en af Danmarkshistoriens største kunstnere?

Billedhugger Bertel Thorvaldsen var en nationalhelt og verdensstjerne i sin samtid, men i dag er han næsten mere kendt i udlandet end herhjemme. Det vil Thorvaldsens Museum ændre på med en række nye udstillingsformater, der skal åbne hans værker for et moderne publikum.

Bag Christiansborg slotskirke ligger Thorvaldsens museum som en okkergul firkant og lyser op blandt byens brune mursten. Ved siden af det massive bygningsværk Christiansborg ser museet næsten lille ud. Men når man står foran de meterhøje indgangsporte i mørkt træ, er dimensionerne alligevel overvældende.

Har man besøgt Thorvaldsens før, vil man nok huske det for de monumentale nyklassicistiske marmorstatuer, det kongeblå loft og de lange gange med buste efter buste af kendte skikkelser og relieffer af mytologiske guder og helte.

Men trods en imponerende samling og billedskønne rammer har museet en udfordring – for hvordan skaber man opmærksomhed om et museum, der har stået stort set uforandret i 173 år, og hvis værker beskæftiger sig med mytologiske historier, som de færreste kan på rygraden i dag?

”I Danmark har vi ikke samme skulpturtradition som i Tyskland for eksempel, og derfor kan det være svært at trække folk ind,” siger museumsinspektør Kira Kofoed.

“Det er jo én type kunst, der er udstillet her, og museet er fredet, så der har ikke været samme mulighed for at have skiftende udstillinger som på andre museer,” tilføjer kurator Siri Buric.

De to kvinder har kurateret den nye udstilling ’Kærligheden – Thorvaldsens tegninger’. Udstillingen er den første ud af ti temaudstillinger, der skal formidle Thorvaldsens værker og samlinger for et moderne publikum. Her kan man komme helt tæt på billedhuggerens arbejdsproces gennem et udvalg af hans tegninger og skitser, der på forskellig vis knytter sig til hovedtemaet kærlighed.

I løbet af vinteren afholder museet en række events, der byder på alt fra kærlighedstalks med Lone Frank til romantiske strygerkvartetter og meditative kærlighedslydbade. Alt sammen for at skabe forbindelse mellem fortiden og nutiden.

Kurator Siri Buric.

En glemt verdensstjerne?

Den dansk-islandske billedhugger Bertel Thorvaldsen blev født i 1770, og allerede som 11-årig blev han optaget på kunstakademiet. Som 26-årig rejste han til Rom, hvor han tilbragte 40 år af sit liv og blev verdensberømt for sine nyklassicistiske skulpturer og relieffer.

Da Thorvaldsens Museum åbnede i 1848, var det Danmarks første offentlige museumsbygning, og tilslutningen var enorm. Københavnerne stod i kø for at se den store verdensstjernes værker, som var det en stadionkoncert.

I dag er Thorvaldsen en institution og et internationalt navn på linje med Søren Kierkegaard og H.C. Andersen. Herhjemme bryster vi os af at have fostret en verdensstjerne, men alligevel har hans skulpturer langt fra samme folkekære status som ‘Den grimme ælling’.

”Thorvaldsens kunst er jo i høj grad bygget over en verden af græsk-romersk mytologi, som færre og færre kender til i dag. Men faktisk bruger han bare myterne til at spejle menneskelivet i – det er stadig grundlæggende de samme dilemmaer, følelser og handlinger, vi skal tage stilling til i vores liv i dag,” siger Kira Kofoed og tilføjer:

”Det kan være meget rart at vide, hvis man kommer ind på et museum, som man måske ikke føler sig specielt hjemme i, fordi motivverdenen er så anderledes end den, man ofte støder på i hverdagen.”

Vi sidder på hendes kontor, der er som taget ud af en Hogwarts-kulisse. Overalt på reolerne står endeløse rækker af bøger bag glasruder, og man er ikke i tvivl om, at Kira Kofoed har læst de fleste af dem.

Hun har arbejdet på museet i 15 år og forsker til daglig blandt andet i Thorvaldsens private breve og tegninger. Sammen med Siri Buric har hun været med til at kuratere den nye udstilling.

”Når man har siddet så mange år med hans breve, er det sjovt at få lov til at folde historierne ud gennem en udstilling. Thorvaldsen var i høj grad rundet af frihedsidealerne bag den Franske Revolution, og når man sidder med de her breve tænker man, at det er da utroligt, så relevante hans tanker om lighed og demokrati er i dag,” siger hun.

Kurator og museumsinspektør Kira Kofoed.

Coronakrisen kan mærkes

Normalt er en god portion af museets besøgende turister, fortæller Kira Kofoed, mens vi bevæger os op ad den monumentale trappe mod udstillingen. Men coronakrisen har sat sit spor på besøgstallet.

Det gør det kun mere presserende at udvikle nye udstillingsformater, der kan skærpe opmærksomheden om museet, tilføjer Siri Buric.

”Vi er jo et offentligt museum, og derfor har vi et ansvar for at invitere en masse forskellige folk herind og tale til samtiden omkring os,” siger hun og fortsætter:

“Det handler om at prøve at nedbryde nogle barrierer og åbne værkerne via et kendt tema. Og der er kærlighed jo et fantastisk sted at starte.”

Vi træder ind i det første af seks mørkerøde rum, der er bygget op om hver sit undertema. Det er temaer som ’Begær’, ’Medmenneskelighed’ og ’Smerte’.

Rundt omkring på væggene hænger de lysfølsomme tegninger bag særligt beskyttende glas og specielt justerede lamper. Normalt ligger de opmagasineret på museets magasiner, så lyset ikke visker de gamle blyant- og blækstreger væk, fortæller Kira Kofoed.

På skitserne kan man se, hvordan Thorvaldsen igen og igen arbejdede med de samme motiver og tilføjede små rettelser; en linje her, en skygge der. En figur, der går igen på mange af dem, er den romerske elskovsgud Amor. Med sine kærlighedspile, der kunne gøre både guder og mennesker syge af forelskelse, repræsenterede Amor en altoverskyggende kraft i den antikke mytologi.

”Udstillingen er kurateret ud fra temaet kærlighed, fordi Amor er den mest gennemgående figur i Thorvaldsens værker. I bred forstand handler det om, at kærlighed er noget, der berører os alle, og fortællingerne fra den græsk-romerske mytologi illustrerer de mange komplekse følelser, der er knyttet til kærlighed. Det kan både være sorg, glæde, erotik, had og jalousi,” siger Siri Buric.

En evig sorg

Selv var Thorvaldsen en mand med skiftende kærester, men ingen kone. Han levede på mange måder op til myten om den store kunstner, der viede sit liv til kunsten.

”Han har haft adskillige kærlighedsforhold, men han giftede sig aldrig. Det har været et bevist valg, at han ville være fri på den måde,” fortæller Kira Kofoed og fortsætter:

”Men derudover levede han meget spartansk. Han gik ikke op i mode og fint tøj, men gik i det samme gamle arbejdstøj og boede enormt beskedent. Det er jo også i tråd med Den Franske Revolutions broderskabsideal, hvor det gælder om, hvordan man er som menneske og ikke om at vise sig frem som fyrster og adelige havde gjort tideligere.”

Men bag historien om den store kunstner, gemmer sig også en dyb sorg.

I 1811 mistede Thorvaldsen på tragisk vis sin femårige søn, Carl. Derfor er et af de seks udstillingsrum dedikeret til den sorg, der kan være forbundet med kærlighed.

”Nogle siger, sønnen døde ved et uheld, men man ved det faktisk ikke. Det er jo en tid før moderne medicin, hvor mange dør af kolera, difteri, skarlagensfeber og lignende sygdomme. Men vi har ikke så mange kilder om ham,” siger Kira Kofoed.

Sønnens fravær i det historiske materiale om Thorvaldsen fik den danske forfatter Johannes V. Jensen til at spekulere på, om de mange Amorportrætter, der ofte har skikkelse som et drengebarn, mon var en måde at bearbejde sorgen på. Det er dog kun en teori, understreger Kira Kofoed:

”Gennem historien har mange skrevet sønnen ud, fordi han var født uden for ægteskab. Men vi har et brev fra en af Thorvaldsens venner, der beskriver, hvordan han var syg af sorg og ikke kunne arbejde efter sønnens død. Brevskriveren frygter, at tabet vil føre til, at Thorvaldsen forlader Rom for evigt.”

Livsværk og mausoleum

Thorvaldsen var en enormt produktiv kunstner, og på trods af sin beskedne livsstil, var han en dygtig forretningsmand. I tråd med hans tanker om demokrati og broderskab brugte han den store formue, han havde opbygget gennem sin levetid, på at skabe museet, så hans kunst kom byen og folket til glæde.

Byggeriet startede i 1839 og blev både Thorvaldsens livsværk og mausoleum. Han nåede nemlig ikke at se det færdige resultat før sin død i 1844, men i dag ligger han begravet i gården i museets midte.

“Det, at han ønskede at blive begravet ude i gården, er også bare et tegn på, hvor ufatteligt meget han holdt af alle de kunstværker, han selv skabte eller samlede på, og som han nu har overladt os alle,” siger Kira Kofoed.

Da jeg spørger de to kuratorer, hvad det egentlig er ved Thorvaldsen og hans kunst, de elsker så meget, skal de tænke sig længe om.

”For mig er det det der med, at værkerne er så åbne,” siger Kira Kofoed så. ”Alt efter hvad jeg lige har i baghovedet, ser jeg noget nyt, hver gang jeg går forbi på gangene. På den måde bliver jeg aldrig færdig med ham.”

”For det første synes jeg, han som person er enormt interessant. Og så huset i sig selv. Den arkitektoniske ramme er helt fantastisk. Det er sådan en uendelighed af fortællinger og farver, hvor lyset falder forskelligt på skulpturerne alt efter tidspunktet på dagen. Det er et meget levende hus,” siger Siri Buric.

På vej ned ad trappen igen stopper vi op foran en gigantisk Herkules-statue i gips med et løveskind slynget over skulderen. Vi bøjer nakkerne bagover og iagttager den i stilhed.

”Også bare det her,” udbryder Siri Buric så. ”Størrelsesforholdet – det er noget af det, jeg elsker allermest ved Thorvaldsen. Det er så vildt, at man har kunnet lave det her med ren håndkraft.”

Tilbage ved indgangen passerer vi forhallen, hvor en cellist afholder lydprøve til en julekoncert senere på dagen. Tonerne breder sig i det højloftede lokale, mens skulpturerne står ubevægelige, som de har gjort i 173 år. Alligevel fornemmer man en summen i luften. Måske er det forbindelsen mellem fortiden og nutiden, der kan mærkes.


Du har netop læst en artikel fra Heartbeats.dk ❤️

Find mere om
Footer graphics