Fryd Frydendahl fortæller om fem portrætter fra sin nye bog: “Der sker noget i det der møde med hans hænder ved hendes mund”

Fryd Frydendahl er en af de mest væsentlige fotografiske billedkunstnere herhjemme. Hun bevæger sig i brændingen mellem det kommercielle og det kunsteriske, og hendes fotografier afsøger – og finder ofte – det poetiske frem i den virkelighed, vi andre tror, vi ser.

Hun har boet og studeret i New York i flere år, og i dag er hun leder på Danmarks Fotografiske Billedkunstskole Fatamorgana i København, hvor hun også selv læste i sin tid.

Hendes nye bog, ‘Salad Days’, skriver sig ind en efterhånden betydelig række af fotobøger, der afdækker hendes produktive virke som fotograf. Bogen indeholder omkring 150 portrætter af kendte og ukendte personer – fra Mø, til forfatteren Anna Juul, model Lykke Mai og tegneren Halfdan Pisket – og en række selvportrætter. Alle taget i perioden 2012-2022.

“Når jeg tager et portræt er det vigtigiste oftest et blik. Men jeg kan også godt lide, når der er en eller anden form for friktion i posituren på den, jeg fotograferer. Hvis jeg kan se en hånd, eller de knytter næven lidt, eller der er en anden intensitet, så opstår der en friktion. Og det er nok noget af det, jeg altid kigger efter,” fortæller Fryd Frydendahl

“Udvælgelsen er måske det i min proces, der er det mest intuitive. Det har altid kommet mig ret let. Jeg sidder ikke og ruger længe over, hvilket billede jeg synes er det gode billede, jeg kan mærke det.”

Som barn var Fryd Frydendahl imidlertid ikke sådan en, der var god til en masse ting. Og det er hun egentlig ret glad for i dag.

“Da jeg begyndte at kunne mærke, hvad jeg var god til, så blev det ret hurtigt indsnævret for mig, at jeg skulle tage billeder. Når jeg fotograferer og ser mine egne ting igennem, så ved jeg bare, hvad jeg synes er godt. Det oplevede jeg allerede som helt ung, og jeg kan huske de første gange, jeg kiggede på et kontaktark, at det var helt naturligt for mig,” siger hun.

Vi har bedt Fryd Frydendahl om at udvælge fem fotos og fra bogen og fortælle historien bag dem. Nederst i artiklen fortæller hun om et af sine selvportrætter – og sin fascination af fotobåse.

“I 2015 lavede jeg tre reportager fra Roskilde Festival for VICE. De første par dage, hvor jeg skulle gå og tage billeder dernede gik det helt galt. Altså der var jeg lige ved at sige til dem, at jeg ikke ville lave det alligevel. Fordi det der med at gå og finde billeder er sværere for mig, end at finde på de. Det her portræt er et af billederne derfra.”

“Det er to unge mennesker, jeg kender, som jeg bad om at møde mig på festivalen. Den ene er Søren, som var forsanger i bandet Liss, og den anden er hans daværende kæreste, Anna. Jeg havde set Anna nogle dage forinden, og jeg var helt tabt i hendes øjne. Hun har sådan nogle lysende øjne. Jeg fandt jeg den der baggrund, som matcher hendes øjenfarve, og sagde, I er nødt til at være i det der. Jeg ville gerne have dem i sammenhørighed og fandt på den der positur, de står i. Der er enormt meget kontrol fra mig i det, men der sker noget i mødet med hans hænder ved hendes mund og det blik, hun sender mig, hvor jeg mister kontrollen, og det er dem, der har kontrollen. Der er sådan noget enormt fint ved hans tommeltot, der lige rammer begge sider af hendes mund. For mig er det næsten en intimsfære, der bliver brudt. Mange har en idé om, at intimitet er noget med, at folk ikke har noget tøj på. Men jeg synes, at det her er lige så intimt.”

“Da vi skulle lave bogen, besluttede jeg, at jeg ville lave cirka 10 nye billeder fra 2022.  Og det er et af dem. Den unge mand på billedet her er Tristan Kold, som jeg har fotograferet,  siden han var 13. Han er 25 nu. Og Tristan går igennem bogen. Det er skudt på sådan et gammel 4×5 tommer kamera. I det her blik mod mig kan man mærke, at han selv er en ung kunstner.Jeg mødte ham gennem hans mor, fordi jeg lavede noget, hvor jeg skulle bruge nogle teenagere og skrev det ud på Facebook. Og så skrev hans mor. Jeg kan godt lide, når jeg først har lavet et møde med nogen,  at bruge dem igen.  Der er mange, der går igennem i bogen.”

“For mig er det jo et af de mest straight billeder fra bogen.  Men der er noget i det – det her med at der ikke er nogen tøven.  Jeg synes, han ser enormt stærk ud. Han kigger på mig, han smiler ikke. Han satte sig bare ned og kiggede direkte på mig. Og så var den der.”  

“Jeg var på tur i San Diego i 2012, hvor jeg besøgte min ven Aske, og gik en tur på en strand, og så sad den der pelikan der pludselig. Jeg havde sådan en underlig, gammel film i mit kamera, det er derfor, det er helt lyserødt og lilla, men jeg har også givet den lidt ekstra gas i redigeringen. Jeg tog billedet helt intuitivt, og jeg elsker det. Billedet er med bogen, fordi det var vigtigt, at der var noget, der kunne bryde med portrættet, og at der på en eller anden måde opstod nogle sidekarakterer.”

“Det her er et billede af min nevø Andreas. Billedet var oprindeligt taget til en litteraturfestival i København som en illustration, og det er bare et billede, jeg enormt godt kan lide. Der er noget i, hvordan den der bold balancerer på det yderste af hans kindben, og han på en eller anden måde svæver i vandet. Det er taget lige der, hvor den er ved at knække, og det er der, hvor det bliver spændende,  synes jeg, i fotografi. Det er det, jeg kalder friktion. Jeg har fotograferet Andreas, siden han var to år gammel, og når jeg beder ham om at gøre et eller andet, så spørger han ikke om hvorfor. Det giver en total frihed som fotograf, når du bare kan få lov.  Det her billede er Andreas meget stolt af, at vi har lavet, fordi der var en maler fra Vancouver, der spurgte om han måtte lave et maleri af det.  Og det synes han bare var det vildeste. Så det har en signifikans på den måde.” 

“Men som fotograf er jeg jo også bare æstetiker. Nogle billeder handler også bare om form og farve, og følelse selvfølgelig. Og der er da noget med komplementære farver her, ikke? Så det er helt sikkert ikke et tilfælde, at jeg har valgt en lyserød bold, som skulle ligge på ansigtet. Jeg er ikke imod at plante ting i mit arbejde.”

“Billedet er en serie til et magasin, der hedder Recens Paper. Et norsk magasin, hvor der var en ung norsk fotoeditor, der spurgte, om jeg ville lave en serie til dem. Jeg tog op til min veninde, Eleanor Swordy, som er maler og på det tidspunkt bosiddende i Vermont. Jeg lavede en serie med hende i hendes atelier, og her sidder hun og ryger med en ring, hun har designet til at holde en cigaret. Vi satte den så på hendes fod, og så ryger hun via den. Bagved hende er der et af hendes malerier. Det her billede betyder enormt meget for mig, fordi det virkelig forener det at være i rummet med nogen, og samtidig at være intuitivt tilstede med et billede. For mig er der en slags sensibilitet overfor øjeblikket, som er meget sigende for, hvordan jeg arbejder: At jeg planlægger og tænker over ting, men ting sker også, når jeg er i det.”

“Jeg tror, alle fotografer kan godt lide fotobåse. Alle fotografer. Der er noget indbygget nostalgi i en fotobås. Selv de nye, der tager sådan nogle underlige digitale billeder,  som alle de her, der er med i bogen, faktisk har skudt på.”  

“Jeg begyndte at bruge det, fordi jeg blev skilt, og det var en rigtig grim skilsmisse. Jeg blev forladt og havde ikke noget valg, og det tabte mig bare helt vildt. Måske for første gang i mit liv stod jeg udefra og kiggede på mig selv på sådan en måde: Hvad sker der? Og så begyndte jeg at lave nogle af de her billeder. Jeg kan godt lide, at jeg på en eller anden måde fandt det overskud midt i noget, der bare var fucking forfærdeligt.”

“Jeg har lavet masser af selvportræt i mit arbejde tidligere. Og i starten vidste jeg ikke præcis, hvad de skulle bruges til. Men det blev bare sådan en mærkelig måde at tjekke ind med mig selv på. Når jeg kigger på dem nu, er der nogle af dem, hvor jeg bare får det helt dårligt, og der er nogle af dem, hvor jeg bliver glad. Der er noget helt vildt rart og endeligt ved at have puttet dem ind i den her bog – og lade dem være tidslinjen.  For så er det bare det.  Nu skal de ikke mere.  Nu skal de bare bo i den her bog.”  

“Men der er også noget demokratisk i at putte sig selv ind i en bog, hvor du har fotograferet en masse andre mennesker og taget noget fra dem.  På en eller anden måde, så synes jeg, at jeg giver et eller andet tilbage.”