Prideflaget hænger stolt i det kommune-agtige rum, og regnbuefarverne giver genskin på alle billederne i skarp kontrast til de ellers kolde hvide vægge. På det ene billede står der “Welcome to Sabaah: Help us create a safe space with no transphobia, no homophobia, no racism” og gør bevidst om rummets eksistensgrundlag: Et sikkert sted for minoritetsetniske LGBT+ personer.
Normalt er her mange mennesker, der mødes på kryds og tværs med dét tilfælles, at de alle træder en smule udenfor normen. I dag er der tomt. Lige med undtagelse af Marko Pogacar.
Med bosniske forældre var det ikke en mulighed for Marko Pogacar at være homoseksuel. Alligevel var han netop det. En realitet som han engang troede betød, at han var nødt til at sige farvel til sine forældre. I dag ved han, at det ikke er så sort-hvidt, som det fremstod dengang.
“Forestil dig at være en 15-årig LGBT+-person med anden etnisk baggrund, og det eneste du støder på, er historier om muslimske Ali, der blev udsat for vold, udstødt af sin familie og nu bor på krisecenter. Kun fordi han er homoseksuel. Hvordan skal man nogensinde kunne så et håb om en fremtid hos minoritetsetniske LGBT+-personer, hvis medierne fortæller os, at vi ikke kan være begge ting?”
Nu er Marko Pogacar rådgiver i foreningen, hvor han hjælper unge minoritetsetniske LGBT+-personer med at finde deres vej. Han håber, at han kan hjælpe med at så det håb om en fremtid, som han selv manglede, da han som teenager sprang ud.
En ny begyndelse
Sabaah betyder ‘ny begyndelse’ og opstod for over et årti siden som en forening, der ville forbedre vilkårene for minoritetsetniske LGBT+-personer. Siden har foreningen vokset sig større og større og skabt en banebrydende synlighed til miljøet.
“Vi arbejder både på et politisk, kulturelt og socialt niveau. Vi skaber et rum, hvor man kan møde ligesindede og spejle sig i hinandens fortællinger og levede liv. Og så rådgiver vi folk, som har svært ved at navigere i deres livssituation på grund af deres etnicitet og LGBT+-status,” siger den 26-årige rådgiver.
Marko Pogacar er uddannet i pædagogisk psykologi og har været rådgiver ved Sabaah i lidt over et år. En af hans primære roller er at være en, medlemmerne kan spejle sig i, og som de kan relatere til i de udfordringer, de møder i deres hverdag.
“Det er jo forskelligt, hvor folk er i deres liv. Men at lade sig inspirere af hinandens fortællinger og blive bekræftet i, at man ikke står alene, er ekstremt vigtigt for dem, der kommer her,” fortæller han og uddyber:
“Jeg tror selv, at jeg kunne have brugt det til at navigere bedre i mine familieforhold. Jeg sprang ud overfor mine forældre, da jeg var 15 år, og de første par år var ekstremt kaotiske. Der kunne jeg godt have brugt noget rådgivning fra nogle, som sagde, at jeg altså stadig kunne få et godt liv og måske endda stadig have en god relation til mine forældre.”
Kort om Sabaah
Sabaah er en frivillig forening, der blev stiftet i 2006 for at forbedre vilkårene for LGBT+-personer med minoritetsetnisk baggrund.
Foreningen arbejder på forskellige sociale planer, da den både engagerer sig i politisk aktivisme og tilbyder rådgivning til minoritetsetniske LGBT+-personer.
Ligeledes afholder Sabaah caféer og sociale arrangementer, hvor målgruppen kan mødes og skabe netværk. Sabaah holder til i København og Aarhus.
En urokkelig insisteren på accept
Da Marko Pogacar gik i gymnasiet, fortalte han en veninde, at han var homoseksuel. Hurtigt efter havde nyheden spredt sig til resten af skolen.
“Det var en proces, jeg ikke rigtig havde kontrol over. På den ene side var det vildt ubehageligt, men på den anden side var det måske lidt nemmere, at det var ude af mine hænder. Jeg var hunderæd, men det var også en lettelse. Jeg havde selvmordstanker, før jeg sprang ud. Så selvom den periode hvor jeg sprang ud var hård, var det endnu hårdere at leve mit liv i skjul,” fortæller han.
“Men lige så stille, jo mere jeg sagde det højt, at jeg identificerede mig som homoseksuel, jo nemmere blev det også for mig selv. Jeg fik en større ro til at stå inde for mig selv, når jeg vidste, at jeg ikke skulle bruge så meget tid og energi på at skjule min seksualitet. Så selvmordstankerne stoppede, da jeg var sprunget ud.”
Selvom han ikke kunne kontrollere, hvordan rygtet blev spredt på gymnasiet, fortalte han det selv til sine forældre. En beslutning han frygtede ville ødelægge forholdet til dem for evigt. Få dem til at slå hånden af ham. Alligevel krævede han stædigt sine forældres accept.
“I en alder af 15 år har jeg direkte sagt til dem: “I er mine forældre, og I skal acceptere det. Der er ikke noget at snakke om. I kan ikke bare fraskrive jer ansvaret på den måde.” Så jeg har på en eller anden måde altid krævet min ret til min seksualitet. Jeg har aldrig bedt om deres accept – jeg har krævet deres accept. På den måde har jeg måske været lidt hård ved mine forældre.”
I dag har Marko Pogacar et godt forhold til sine forældre. Men det har taget tid og krævet ressourcer og tålmodighed, han ikke altid har haft. Så vreden har fyldt meget. Når den kommer snigende, vrider den sig i halsen og snører stemmebåndet sammen. Men nu ved han, at det er et tegn på, at han skal tage en dyb indånding og vende om. Sådan har det ikke altid været.
“Det har også været en læringsproces for dem, og jeg har skulle tage dem lidt i hånden og uddanne dem lige så stille i LGBT+-miljøet og udfordre nogle af deres fordomme. Men det kræver nogle ressourcer, som jeg ikke altid har haft. Og så er det kommet til udtryk gennem vrede.”
At have ressourcerne til at navigere i sådanne situationer er noget af det, Marko Pogacar forsøger at hjælpe de rådsøgende unge med at opnå. Blandt andet ved at spejle sig i deres i historier og dele sine egne erfaringer. Måske kan han ikke genkende deres konkrete situation, for selvom de alle er minoritetsetniske LGBT+-personer, er deres historier vidt forskellige. Alligevel kan han genkende følelserne og tankemønstrene – og han ved, hvordan det føles at blive diskrimineret.
Flere historier at spejle sig i
Selvom han håber, at hans rådgivning og egen fortælling måske kan hjælpe andre med bedre at navigere i deres familieforhold, er han meget bevidst om, at det langt fra er alle, der kan bibeholde deres relationer.
“Det er vigtigt for mig at sige, at det er ikke alle, der kan få et godt forhold til deres forældre. Det er jo vidt forskelligt, hvordan de reagerer. Men det er ikke nødvendigvis så sort/hvidt – og ender ikke altid med udstødelse. Nogle gange er der små sprækker til at gendanne en relation, der ellers syntes tabt,” siger han.
Derfor er det også essentielt for ham, at flere historier om minoritetsetniske LGBT+-personer bliver fortalt i medierne. Både de hårde og de opløftende. Så andre 15-årige, der søger på Google, ikke kun ser historier om udstødelse og triste skæbner. Men også historier som hans egen. Om forståelse og udvikling.
“Selvfølgelig findes den fortælling om Ali. Selvfølgelig gør den det. Men der er også mange andre. Og hvis det kun er dét narrativ, vi bringer i medierne, hvordan skal de unge så nogensinde have et håb om en fremtid? Der skal flere repræsentationer ud i medierne, så der er forskellige historier at spejle sig i. Historier der kan være med til at så et håb om en fremtid.”
Du har netop læst en artikel fra Heartbeats.dk ❤️
