Twerk queen valg

Twerk Queen: Hvor skal man sætte sit kryds som feminist ved folketingsvalget 2019?

Louise ‘Twerk Queen’ Kjølsen vil gerne stemme feministisk ved folketingsvalget og har derfor undersøgt, hvorfor det er så svært.

Dette er en guide til, hvor man som feminist sætter sit kryds klogest til folketingsvalget. Valget 2019 er det første valg siden #MeToo, #TimesUp og samtykke/voldtægtsdebatten, og jeg var nysgerrig efter at se, om den øgede opmærksomhed på feministiske* mærkesager vil afspejle sig i valgkampen – og ikke mindst finde ud af, hvor jeg selv som feminist bedst kan bruge min stemme til at skabe et mere ligestillet Danmark.

Min nysgerrighed var også præget af bekymring, da statsministerposten traditionelt set går til enten Socialdemokraterne eller Venstre – hvoraf ingen af kandidaterne, i mine øjne, er særligt feministisk orienteret.

F.eks. stemte Lars Løkke Rasmussen og Venstre nej til samtykkelovgivningen (sammen med resten af regeringen og DF), hvilket er et nej til en klassisk feministisk hjertesag, nemlig retten til egen krop og egen seksualitet.

Socialdemokraterne, der historisk set satte kvinders stemmeret på den politiske dagsorden tilbage i 1876 , stemte ja til en samtykkelov, men de stemte også ja til burkaloven/tildækningsforbuddet i 2018 sammen med regeringen og DF. Selvom denne lovgivning blev fremført som et feministisk, eller i hvert fald kvindepolitisk, foretagende, hvor man ville passe på de stakkels, undertrykte minoritetskvinder, så er det aldrig feminisme at bruge magt til at bestemme, hvad kvinder må tage af eller på.

Burkalovgivningen er i sig selv lige så undertrykkende som en norm, der tvinger kvinder til at dække sig til andre steder i verden. Feminisme handler om friheden til selv at vælge, og hvis den frihed ikke også gælder vores brune borgere (eller dem der træffer andre livsvalg end flertallet), så er det ikke feminisme.

Med to nedslag og lidt let hjernegymnastik er jeg derfor kommet frem til, at Danmarks fremtidige leder ikke bliver en feminist, hvilket mildest talt er nedslående.

Så hvor står vi politisk set i forhold til ligestillingskampen, når hverken statsministerkandidaterne fra S og V eller partierne til højre for midten (der også stemte nej til samtykke og ja til burkalov) synes at være feminister? Er feminisme simpelthen kun noget, der findes til venstre for midten og hos de radikale?

Det sidste spørgsmål prøvede jeg at finde svar på ved at mødes med min ven Rasmus Brygger, der både er feminist og liberal. Vi mødtes over en kop varm kakao (min var vegansk og hans med komælk), så jeg kunne plukke hans hjerne om det feministiske verdenssyn hos de borgerlige.

Han fortalte mig, at liberalisme og feminisme godt kan gå hånd i hånd, både historisk set – f.eks. blev Dansk Kvindesamfund grundlagt i 1871 af Mathilde og Fredrik Bajer, og han sad i folketinget for Venstre. Kombinationen af liberalisme og feminisme er stadig mulig i vores naboland Sverige, hvor alle partierne (lige undtagen Sverigesdemokraterne) er erklærede feminister, selvom de er uenige om alt muligt andet.

Når nu det er teknisk muligt at kombinere liberalisme og feminisme, hvorfor ses det ikke i dansk politik? Rasmus Brygger gik den pædagogiske vej på ægte tegn-og-gæt-manér ved at skitsere det politiske landskab i et koordinatsystem:

X-aksen (de horisontale) er mere og mindre omfordeling i samfundet – altså partiernes forhold til økonomi og f.eks. skat.

Y-aksen (den vertikale) er i bunden konservativ (de gode, gamle dage) og i toppen progressiv (feminisme må betegnes som en progressiv idealisme, da den netop ønsker at gøre op med konservative ideer om køn, magt og struktur i samfundet).

Han plottede så de nuværende partier ind, og det viste sig hurtigt, at samtlige partier, der tror på mindre omfordeling (og Socialdemokraterne) befandt sig i den konservative ende af skalaen.**

Der findes altså ikke et eneste sted, man kan sætte sit feministiske kryds, hvis man tror på mindre økonomisk omfordeling i samfundet. Radikale Venstre, der ligger på midten af fordelingsskalaen, er det bedste bud.

Men hvorfor der ikke findes nogle mindre omfordeling–progressive partier i Danmark, kunne den liberale feminist Rasmus Brygger ikke forklare mig.

Anette Borchorst, der er professor ved Institut for Statskundskab på Aalborg Universitet, gav dog et bud på det til Videnskab.dk for nogle år siden. Her forklarede hun, at feminismen i Danmark var tæt knyttet til venstrefløjspolitik i rødstrømpetiden efter 68’er-ungdomsoprøret.

Feminismen tog derfor form som en græsrodsbevægelse med kvindegrupper og aktivisme, der kritiserede og tog afstand fra den etablerede magt og det politiske system – altså en bottom up-bevægelse i Danmark.

På den anden side af sundet gik feministerne anderledes til værks og arbejdede i højere grad politisk ved f.eks. at oprette partipolitiske kvindeforbund, som sørgede for, at partierne gav masser af plads til den feministiske dagsorden i deres partiprogrammer. Altså en top-down-strategi.

De danske feminister bekæmpede styret, imens de svenske feminister selv tog magten. Oveni denne historiske forklaring kommer en kulturel forskel imellem os og svensken.

At være ’politisk korrekt’ er i Danmark et skældsord, hvorimod det er en dyd hos vores nabo. Vi danskere går i krig med høtyv og ytringsfrihedskortet højt hævet, hvis nogen forsøger at problematisere, om vi må råbe ”store patter” eller sige ”neger” på trods af, at det gør andre kede af det.

Med så anarkistisk en du-skal-ikke-bestemme-over-mig-nationalfølelse og en historisk græsrodstradition i dansk feminisme giver det mening, at feminismen ikke er mere organiseret eller et selvfølgeligt element i dansk politik.

Til de feministisk partiløse

Men det besvarer jo ikke mit oprindelige spørgsmål: Hvor skal man sætte sit kryds som feminist ved folketingsvalget 2019? Jeg har indtil videre kun fundet ud af, hvor man ikke skal sætte sit kryds – enten fordi partiet ikke er feministisk, eller fordi positionen ikke findes. Men jeg har tre bud til de feministisk partiløse:

  1. Stem langt mod venstre, hvis du tror på mere omfordeling i samfundet.
  2. Stem på R, hvis du tror på mindre omfordeling i samfundet, men mere feminisme.
  3. Start et nyt progressivt liberalt parti, men lad være med at lukke Naser Khader ind (så plejer det nemlig at gå galt – plus han har en historie med hævnporno-trusler, hvilket ikke er særlig feministisk…)

Det er dog ikke en konklusion, der har gjort mig meget klogere, siden jeg startede denne lille, politiske feminismeundersøgelse. Der findes dog en fjerde løsning! Hvis du vil have et mere ligestillet Danmark, må du (ja dig!) selv blive aktiv feminist. Samtykkeloven er her et fantastisk eksempel:

I Sverige var det en naturlig konsekvens af den globale #MeToo-bevægelse, at man vedtog en samtykkelovgivning for at undgå voldtægter og seksuelle overgreb. Men her i Danmark synes #MeToo ikke at trænge igennem til de øvre politiske lag, så da en samtykkebaseret voldtægtslovgivning blev foreslået af Enhedslisten i slutningen af 2018, blev forslaget nedstemt i folketinget.

I dag, et halvt år efter, er både justitsminister Søren Pape (K) og ligestillingsminister Eva Kjer Hansen (V), der tidligere var modstandere, dog fortalere for en ny lov, der er mere eller mindre samtykkebaseret (Kjer Hansen holder fast i formuleringen ”frivillig” i stedet for ”samtykke”) – og loven står til at blive stemt igennem i den nærmeste fremtid. Hurra!

Men er det så, fordi politikerne pludseligt er blevet feminister? Det tvivler jeg stærkt på. Er det mon i stedet, fordi en stor mængde mennesker (som har stemmeret) og NGO’ere har brugt tid og energi på at gøre magthaverne opmærksomme på, at samtykke er vigtig? Det virker mere sandsynligt.

Politik er (desværre) sjældent særlig idealistisk, men oftest mest kompromisser, populisme og magtspil. Og magt korrumperer. Så længe vi ved, at politikerne er de største like-hunters i samfundet, giver det os borgere magten til en mere direkte indflydelse på vores demokrati. Vi får nok aldrig ’svenske tilstande’ (øv/ juhuu?), til gengæld kan vi ved at organisere os og stå sammen om en sag, ændre vores samfundsrammer og på den måde kæmpe for et mere ligestillet samfund.

Så mit endelige svar til spørgsmålet om, hvor vi feminister skal sætte vores kryds, er:

Sæt det ved nogen, der har en ambitiøs plan for klimaet – for hvis ikke vi redder kloden NU, så har vi slet ikke noget samfund, som skal ligestilles fremover. Klimaforandringerne rammer kvinder hårdest, fordi kvinder varetager størstedelen af det globale arbejde med fødevareproduktion (dyrkning, forarbejdning og vandforsyning), samt omsorg i hjemmet og hygiejne. Alle forhold der er under pres i store dele af verden med tørke, oversvømmelser, ekstremt vejr, udpining af jorden og spredning af sygdomme. Derfor er kampen for bæredygtighed også en feministisk kamp for frigørelse på tværs af klasseskel, køn og landegrænser.

Så i virkeligheden er det mest feministisk korrekte, du kan foretage dig ved dette valg at stemme for klimaet (Å, Ø, SF, R) og så bruge din fritid på feministisk aktivisme sammen med mig og alle de andre ildsjæle. Plus at vi holder de bedste fester.


*For en god ordens skyld, så lad mig definere ’feminisme’, så vi slipper for kommentarer om, at det er kvinder, der hader mænd. Feminisme er kampen for social, politisk og økonomisk ligestilling – ikke bare i forhold til køn, men også seksualitet, social klasse, etnicitet, religion, om man har et handicap osv. Altså bredt forstået ligestilling.

**Jeg forestiller mig, at både Stram Kurs og Nye Borgerlige befinder sig langt nede imod ’det konservative’ på Y-aksen. Hertil kommer også, at racisme i sig selv naturligvis er antifeministisk.

Footer graphics