– Godmorgen.
– Klokken er 11, Asger, det er ikke morgen.
Jeg har nu officielt været dagpengemodtager i en måned, og jeg må sige, at jeg faktisk nyder det.
Folk spørger, mere end de plejer, hvordan jeg har det, og det er jo egentlig et dejligt spørgsmål. Jeg trækker på smilebåndet og svarer “Godt”. Men jeg ved godt, hvorfor spørgsmålet den seneste måned er faldet oftere.
Jeg færdiggjorde min uddannelse i januar og var en af dem, der som det første dagen derpå meldte mig ind i en A-kasse og ikke en fagforening. Det havde jeg ingen skam i. Men det er, som om der er en forventning om, at det de facto er forfærdeligt at være ledig.
Jeg får medlidende blikke og svar som:
– Godt du holder gejsten oppe.
– Du skal nok finde noget snart.
Jeg mener, vi ser på dagpengemodtagere, som om de er midt i en livskrise, mens folk, der frivilligt træder ud af hamsterhjulet og ind i et kloster for at finde sig selv, bliver hyldet som spirituelle helte.
I bund og grund handler det jo om det samme: at tage sig tid til at finde ud af, hvad man vil, og hvordan man kommer derhen.
Regeringen er lige nu i gang med forhandlingerne om den største reform af beskæftigelsessystemet nogensinde. Man vil blandt andet spare 3 milliarder kroner og nedlægge landets jobcentre. Det kan vise sig at være en fordel for mange af os, der befinder os uden for den traditionelle arbejdsmarkedsgang. Målet er nemlig at lave et mere simpelt system, heriblandt at “fjerne mere end 500.000 tvungne samtaler for borgerne”.
Beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen siger til DR, at det nye system skal være et, der efterlader rum til at se det enkelte menneske, der kommer ind ad døren. Det lyder lovende. Mindre bureaukrati, mere fleksibilitet. Ja tak.
Lediggang er roden til alt kunst
For mig er det en gave at have tid til at fordybe mig i mit fag, skrive, pitche historier og undersøge, hvordan jeg kan gøre en karriere som freelancejournalist bæredygtig.
Det er groft sagt det eneste tidspunkt i ens liv, hvor man får penge, uden samtidig at skulle jonglere skoleopgaver eller en vagt i Netto. Bevares, jeg skal stadig sende ansøgninger og holde mit CV opdateret, men jeg har også mulighed for at bruge tiden på at bygge mit arbejdsliv op på en måde, der giver mening for mig, før jeg træder ud i den golde ørken, de kalder mediebranchen.
Kunstneren Asger Jorn udtalte tilbage i 60’erne, at “lediggang er roden til alt kunst”. Han havde en pointe. Det kræver tid at realisere sig selv, og det er netop den tid, som mange ofte overser, når de ser på dagpenge som et negativt fænomen.
I en artikel i Information tilbage i 2002 beskriver Klaus Lynggaard, hvordan man så på arbejdsløsheden i 80’erne:
– Ungdomsarbejdsløsheden blev i god gammeldags forstand betragtet som såvel en ‘katastrofe’ som et ‘problem’ fra officiel side. Men for mange var det den helt store mulighed. Med lidt lommepenge fra staten i form af bistandshjælp kunne den i de bedste tilfælde vise sig at være adgangsbillet til en personligt frigørende proces (…). Og så var der de der gnistrende øjeblikke, hvor leden, lediggangen og livsfølelsen udmøntede sig i maniske, kreative eksplosioner, der skulle vise sig at udgøre det fundament, man siden byggede videre på. Så længe leve bistandshjælp og biblioteker.
Netop dét er essensen af det smukke ved dagpengesystemet. Det giver en mulighed for at skabe, reflektere og udfolde sig selv.
Dagpenge er vigtigere end nogensinde
Jeg ved godt, at der er mange, der kæmper i månedsvis for at få et job, men som stadig har svært ved at komme videre. For dem er det selvfølgelig ikke nødvendigvis fedt at være på dagpenge.
Men jeg taler her ud fra mit eget perspektiv. Og for mig er den tid, jeg har nu, en gave.
Og måske er dette system mere aktuelt end nogensinde. I en tid, hvor vi ser et stigende antal freelancere, især blandt Generation Z, og hvor corona har fået os til at se på arbejde på en helt ny måde, virker det, som om det kommende reformerede beskæftigelsessystem er på vej til at følge med tiden.
En tid, hvor fleksibilitet, selvudfoldelse og tid til at lade kreativiteten blomstre er essentielle for mange, der arbejder på nye måder.
Så ja, jeg nyder denne periode. Jeg er ikke doven, jeg er ikke uambitiøs – jeg gør bare præcis det, vi altid får at vide, vi skal: arbejder på mig selv.
Forskellen er bare, at jeg gør det på dagpenge.
