I årevis har de ældre generationer tjent kassen på boligmarkedet. Men med skyhøje boligpriser er nutidens unges muligheder for at investere i mursten blevet mærkbart forringet. Ifølge tal fra Danmarks Statistik boede næsten 60 procent af unge i 1981 i ejerbolig, mens tallet i 2023 var faldet til 27 procent.
Men hvis boligmarkedet ikke er en mulighed, hvad kan de unge så gøre for at få økonomisk succes?
Topøkonom Andreas Steno hævder at have løsningen. I samarbejde med journalist Jesper Ravnborg har han skrevet bogen ‘MONEY (that’s what boys want)’, der vil lære unge mænd at bruge generationsskellet til deres fordel gennem aktier og kryptovaluta. To arenaer, som unge ifølge forfatterne intuitivt forstår bedre end tidligere generationer.
Og inden vi kommer videre, må vi hellere få det af vejen: Bogens titel er en reference til bogen ‘Girls Just Wanna Have Funds’ fra 2022, hvis primære målgruppe var kvinder.
Ud over at være en guide til finansmarkedet er Stenos bog også proppet med konkrete råd om, hvor man skal starte. Forfatterne deler også ud af deres egne oplevelser med alt fra fyringer til det uigennemtrængelige boligmarked.
– I bogen tager jeg udgangspunkt i, hvordan det er at være ung mand og træde ind i den her kæmpe verden af arbejdsmarked, investeringer og samfundsøkonomi, siger Andreas Steno, da vi møder ham på hans nye kontor i Indre By.
Ifølge ham har unge en gylden mulighed i disse år, hvor især kryptovaluta er kommet på markedet, og hvor det langt fra er alle, der forstår at udnytte det optimalt.
– Vi står på et sted, man kunne næsten sammenligne med tiden, før internet rigtig var blevet rullet ud. Vi ved ikke præcis, hvem der kommer til at vinde det her kapløb, eller i hvilket omfang vi alle kommer til at bruge krypto. Men det er ret skelsættende, det der sker, siger han.
Risikovillighed og kreativitet
Andreas Steno er stifter og administrerende direktør i det uafhængige forskningsselskab Steno Research, der forudser forandringer inden for krypto og geopolitiske forhold.
I en alder af 35 år er han finansielt uafhængig og tilskriver det en kombination af held, dygtighed og hårdt arbejde.
På trods af en uddannelse fra Copenhagen Business School og tidligere ansættelser ved blandt andet Nordea ser han sig som autodidakt.
Tiden på CBS har – som han siger – blot lært ham, hvilke metoder hans kolleger i branchen ofte tyr til, så han selv kan skabe nye, originale løsninger.
Derfor er hans første råd til nye studentermedhjælpere, der træder inden for dørene i det store kontor, at de hellere skal ud i marken end at bruge for meget tid med hovedet i bøgerne på det københavnske topuniversitet.

Andreas Steno
35 år. Uddannet fra Copenhagen Business School i 2014. Stifter og CEO i research-selskabet Steno Research. Klummeskribent på Ekstra Bladet og vært i økonomipodcasten ‘Store Penge’. Har tidligere arbejdet for Heimstaden og Nordea.
Hemmeligheden bag økonomisk succes
Ifølge Andreas Steno er hemmeligheden bag økonomisk succes for unge at have modet til at gå af kreative veje og bryde ud af de gængse rammer, man fra barns ben har fået opstillet.
– Når man er ung har man verden foran sig, og man har tid til at rette op på eventuelle skader, så man skal bare fyre den af, forklarer han og understreger, at det er vigtigt at være risikovillig.
Han mener også, at det især er hans egen risikovillighed, der i hans øjne gør ham til en god økonom og adskiller hans bog fra andre bøger, der har en mere standardiseret tilgang til unges økonomiske muligheder.
Ifølge Steno har ældre generationers tilgange til økonomi gjort det svært for nutidens unge at fortsætte af samme spor.
– Vores forældres generation har bygget gæld op på en måde, som er totalt uholdbar på den lange bane. Hver gang der har været et problem i boligmarkedet eller samfundsøkonomien, så har man altid sørget for, at dem, som havde boliger, i hvert fald ikke skulle komme til at miste noget. Det har været hjørnestenen i al politik, der er blevet gennemført de sidste tre årtier, mener Andreas Steno.
Han indskyder dog, at selvom man skal være risikovillig, er det vigtigt at have sin sunde fornuft med sig, når man bevæger sig ud i at optimere sit økonomiske udbytte.
– Vi bruger et helt kapitel i bogen på at tale om influencers og scammers, der i virkeligheden sælger varm luft til unge, siger Andreas Steno og fortsætter:
– Hvis noget lyder for godt til at være sandt, så er det typisk for godt til at være sandt.
Hvis der nu er nogen, der sidder og tænker, det du siger også lyder for godt til at være sandt, hvad vil du så sige til dem?
– Jeg vil sige til dem, at man skal bruge sine øjne.
Topøkonomens tre bedste råd
Spørger man Andreas Steno, hvad unge konkret kan gøre for at optimere deres økonomiske muligheder nemt og sikkert, har han tre gode råd.
For det første er det vigtigt, at man begynder at investere sine penge.
Ifølge Andreas Steno er de syv store teknologivirksomheder – Alphabet, Amazon, Apple, Meta Platforms, Microsoft, NVIDIA, and Tesla – altid smarte at starte med.
– Det er smart at sprede sine penge ud, og så skal der nok ske et eller andet positivt. Det behøver ikke være mere end 5.000 kroner til at starte med, siger han og fortsætter:
– Hvis man vil vove sig ud i kryptovaluta er Ethereum, Sui og Solana er gode at starte med.
Kryptovaluta er betegnelsen for et digitalt pengesystem, der i stedet for banker bruger såkaldte blockchains til at holde styr på mængden af transaktioner, mens selve handlen er anonym.
Det er smart at investere i kryptovaluta, mener Steno, da værdien kan stige meget hurtigt – det betyder dog også, at den kan falde hurtigt igen. Derudover gør blockchain-teknologien det svært at snyde, og man kan derfor stole på, at ens transaktioner er sikre.
Andreas Stenos næste råd er at overveje, om man egentligt tror mere på at skabe en fremtid for sig selv ved at investere frem for at købe bolig.
– Det er et spørgsmål, som man skal stille sig selv allerede tidligt. Der er virkelig mange, der kæmper og kæmper og bruger utrolig lang tid på at komme ind på boligmarkedet. Hvis man indser, at man ikke vil sætte sin lid til boligmarkedet, så er det bedre at investere sine penge, forklarer han og fortæller, at han selv har prioriteret at bo til leje.
Det sidste og vigtigste råd tøver topøkonomen ikke et sekund med at få over læberne.
– Lad være med at lytte til folk, der er gamle, griner han.
Om resten af den unge generation får mulighed for at grine hele vejen til banken kan ikke garanteres. Men ifølge Andreas Steno skubber hans nye bog dem i den helt rigtige retning.
‘MONEY (that’s what boys want)’ udkommer den 18. februar.
LÆS OGSÅ