Et af de første store øjeblikke i Rene Fredensborgs karriere var, da han besluttede at blive nybygger på Christiania. Her nåede han med tv-holdet ’Den halve sandhed’ på DR 2 kun at banke på nogle få brædder, før han fik at vide at et hold meget store og bestemmende typer, at godt nok er Christiania en fristad, men det betyder ikke nødvendigvis, at det er særlig frit.
Siden har den slags større eller mindre provokationer været hans varemærke gennem en temmelig broget journalistisk karriere. En karriere (og et liv), der nok kunne have været mere strømlinet, hvis han var gået tidligere hjem og ikke havde trådt over egne, andre og arbejdsgiveres røde linje. Det kommer der nogle gange store og sjove øjeblikke ud af, andre gange kommer der bortvisninger og bøder.
På den måde har det måske været et typisk år i hans liv. For der er altid fart på. På et almindeligt år sker der syv gange mere end i de fleste andres. På godt og ondt.
I år fik hans podcast ’Gonzo’ sit gennembrud, men han blev også på dramatisk vis fyret fra Ekstra Bladet, hvor han med sine skriverier og ikke mindst korte videoer har været en markant profil. Men hvordan føler han selv året har været? Er der noget, han fortryder, og hvor er han og landet på vej hen i det nye år.
Hvordan har dit år været?
Uh, ups and downs. Rent arbejdsmæssigt har jeg haft pænt travlt, især med at få radioserien ‘En Gonzo skifter spor’ til rent faktisk at skifte spor. Kort fortalt handler den om mig og mit forsøg på at få orden i kaos og skattegæld og skilsmisser og brudte relationer til både min mor, min far og et par af mine syv børn. Rent radiofonisk er det en reflektionsrejse, som sådan lidt Anders And-agtigt kører ret meget i ring. Første sæson startede i 2020 og havde titlen ‘En Gonzo siger goodbye’, fordi jeg var arbejdsløs og dermed forlod branchen i protest. Showet følger så opsætningen af mit store afskedsshow på Bremen, lidt a’la Michael Jacksons ‘This Is It’.
Et par år efter kommer så anden sæson betitlet ‘En Gonzo siger goddaw’, hvor jeg vender tilbage til mediebranchen – også fordi, jeg er blevet ansat på Ekstra Bladet. Her følger vi så tilblivelsen af mit comeback-show på Hjallerup Marked, men for at sige det lige ud, så falder mange store planer fra hinanden. I sæson tre giver min hjælperytter, Anders Christiansen, op og sætter sig i stedet for at opklare det dumme, gamle mord på Olof Palme.
Herefter overtager den rigtige Rasmus Bruun så rollen som manager og omsorgsperson, og ‘Gonzo’ har siden hørt til r8dio. Og nu kører det fandme. Men hov, nu kom jeg til at redegøre for fem års forløb. Det er bare for at sige, at Gonzo-serien endelig har fået et gennembrud, og at det gør mig glad. Derudover har jeg fået gjort for lidt ved alt mit kaos.
Er det et år, du vil huske?
Mest for at tilbringe en stegende hed sommer i hillbillybyen Coolville, Ohio, hvor det er legalt at ryge marihuana. Så skunk, dåseøl og fri skydning med automatgeværer. Det var et visit i Trump-land, jeg sent skal glemme.
Hvad har det bedste været?
Jeg har vitterligt fået en ægte ven i den rigtige Rasmus Bruun. Vi kommunikerer dagligt. Og så har jeg efter syv års ægteskab endelig fået lukket mit MasterCard – som min filippinske kone håndterede. Det har rettet betydeligt op på økonomien. Og så er min far, Don Bjarno, flyttet ind i kælderen. Han er jo både far til mig og min kone, det kræver en længere forklaring, som man kan læse i min roman ‘Sjuft’. Nå ja, jeg sælger sjovt nok stadig flere sorte eksemplarer ud af bagagerummet end Gyldendal gør over boghandlerdisken. Alene i den her uge har jeg flere leveringer.
Og hvad har været det værste?
At jeg har to voksne døtre, som det ikke er lykkes mig at se fysisk i år. Vi har kommunikeret, men den ene læser på designskolen i Kolding, og den anden går på et kunstakademi i Holland. Jeg vil gerne dem, men det er som om, de stadig ikke rigtig vil mig. Og det begræder jeg.
Hvad har været den største overraskelse?
At jeg fik chancen for at flytte fra et skimmelsvampstruet rækkehus i noget moderne kedeligt nybyggeri og til et gigantisk 70’er-hus med indendørs pool og sauna og forskudte etager. Her er sjæl og plads til at feste. Og så er det utroligt nok billigere i husleje.
Du blev fyret for nylig. Hvordan var det?
Chokerende! Dén havde jeg ikke set komme. Og så er det da også svært ironisk, at jeg blev hældt ud for at lave, hvad der i øvrigt var skidegod radio. Jeg har ingen gule kort på avisen, skal siges. Og det er heller ikke første gang, at jeg vralter rundt med en mikrofon på 3. sal. Det har ikke før voldt problemer, folk siger normalt fra, når de ser mikrofonen. Damen i elevatoren, Y fra Kommerciel, så den desværre ikke. Skete der noget ud over det sædvanlige på den optagelse? Måske. Hun erklærede sig som ikke-feminist, og det skal man jo passe på med nu om dage. Men altså, min fyring er helt sikkert ud over det sædvanlige. Havde jeg været fastansat, havde jeg fået en advarsel. Fair nok! Nu tilhører jeg så prekariatet, og dér har man ingen rettigheder. Dét sagt, så er konspirationsteorien, at jeg var en tikkende shitstorms-bombe for EB. Og det er jeg vel nok. Og hykleriet er så i min forstand, at man gerne ansætter folk, der går til grænsen og lidt over, men på de interne linjer bedriver man en djøfiseret nulfejlskultur. Der er ikke længere højt til loftet på Ekstra Bladet, og det er et større problem for avisen end det er for mig. I den erkendelse er skilsmissen for det bedre. Altså, for mig.
(Vi har spurgt Ekstra Bladet for en kommentar til ovenstående, men chefredaktør, Knud Brix, ønsker ikke at kommentere en personalesag, red.)
Fortryder du noget i den sammenhæng?
Ja, at jeg ikke lod min manager, den rigtige Rasmus Bruun, skrive en passende undskyldning til damen i elevatoren, hvis ironi hverken koncernens ledere eller jurister ville kunne opfange, thi den er dybere end dem.
Hvilket år har det været for verden?
Forstemmende. Fjendtligt. Angstpræget. Som om vi er på konstant kollisionskurs og ikke har lært en dyt af alverdens krige. Vi er på vej mod afgrunden. Klimaet er, hvad det er – men dannelsestabet, krænkelseskulturen, kønskampen, clickbait, og kampen om sandheden ligner et vanvidsridt. Fakta bliver nu bestemt af følelser, og hele den der åndelige fattigdom er jo den totale globale degenering af en menneskehed, der sidder med hovedet nede i skærmen og sværger til fake news og AI og chatbots og pis mig i øret.
Og Danmark?
Danmark deler sig og er lige ved at knække midt over. Det har aldrig været hurtigere at komme fra øst til vest, men værdimæssigt har provins og hovedstad aldrig været længere fra hinanden. Vi er et A og B-holds-samfund, det er der statistik for, man ser et udsultet boligmarked visse steder ude på bøhlandet. Et helt hus kan købes og ejes for den månedlige husleje af en penthouse-lejlighed i indre København. Men de fleste danskere har det godt, måske lidt for godt – økonomisk – og det gør, at solidaritet eller manglen på samme for alvor er blevet et fattigmandsbegreb. Akademikere og skrankepaver af enhver art styrer løjerne, og hele den brede middelklasses fede røv har efterhånden splattet arbejderklassen – og dens hårdt opsparede frisindskultur- helt ud. Der er flere parkeringsvagter i det her land end autoelektrikere. Der er flere kontrollanter end snydere. Ensartetheden og middelmådigheden skyller ind over os – på rigtige medier og asociale medier og i vores magelige retshaveri. Og det HAR jeg ret i!
Har du noget nytårsforsæt?
At få et job. Og bringe et par brudte relationer sammen igen.
Hvad undrer du dig over, vi ikke har talt mere om i år?
At satiren er ved at flyde fra os. Engang var et helt almindeligt fredags-underholdnings-show fyldt med sarkastiske indslag. Ironien og selvironien blev mediemæssigt gjort til en del af vores frisindede folkesjæl. Fjerner man satirens kraft, dens provokerende latterliggørelse af folk og magtmennesker på overdrev, så fjerner vi evnen til at grine af os selv. For mig er det vigtigt at kunne grine af sig selv og alt og alle hele vejen hen til graven. Tidens hypersensitivitet har gjort folk så alvorlige, at de åbenbart ikke savner alle de forsvundne satireprogrammer.
Hvad har vi talt for meget om?
Parkering og Palæstina. Med hensyn til parkering, skulle vi hellere kaste os ud i kollektiv ulydighed og nægte at betale p-bøder fra private selskaber. Jeg gad godt se dem trække flere millioner danskere i retten. Anarki kan virke, hvis man er mange nok. Og Palæstina tør man jo ikke sige noget om, men jeg er på det hold, der mener, at alverdens jøder ikke skal bøde for Israels brutale krig. Det burde være indlysende. Derfor kan jeg kun flage for palæstinenserne, når de har fået smidt Hamas på porten. Two wrong’s don’t make anything right. Jeg venter i øvrigt stadig på den spillefilm, der skal sætte Hamas-mordene på den jødiske musikfestival – og gidseltagningen i det hele taget – i et heroisk lys.
Hvad tror du, det nye år vil bringe?
Krig og fred. Og et comeback til ironien.
