Noget af det værste var den gennemgribende følelse af ensomhed, fortæller hun. Følelsen af, at ingen andre havde det så forfærdeligt. At ingen andre var så mislykkede som hun.
Mens vi taler, klikker den 19-årige unge kvinde konstant på en lille slags klikker med tommelfingeren. “Klik, klik, klik”. Det holder angsten stangen. Den bliver trigget, når hun fortæller om den depression, hun fik for fire år siden. Og som farvede alt så sort, at hun blev indlagt på en afdeling, hvor pærerne er lavet af plastik. At begå selvmord skal være virkelig svært sådan et sted, konstaterer hun tørt.
Det er barske fortællinger, jeg har haft med hjem fra mine interviews til min nye bog til unge og deres pårørende om depression. Den hedder ‘Bogen om depression’, og her fortæller fem modige unge om deres vej gennem depressionen og tilbage til livet og hverdagen igen. Ud over de fem har jeg interviewet mange, mange andre unge om at få livet krøllet sammen af sygdommen.
Ofte har jeg forladt et endt interview med knuget hjerte og en historie, som er blevet siddende under huden længe. For de går under huden, historierne. De efterlader mig forfærdet og frustreret. Forfærdet over, at et så ungt menneske skal opleve, at livet føles så svært at leve. Frustreret fordi, følelsen af at være alene om at have det så skidt, har været gennemgående for de fleste af de unge, jeg har talt med.
Men. Hvordan kan de dog tro det? Når nu depression ifølge WHO er en af de almindeligste psykiske sygdomme på verdensplan, og man siger, at der på en almindelig dag går cirka 200.000 mennesker rundt med en depression herhjemme. Og når fire procent af de unge 15-25 årige bliver ramt af depression, inden de rigtigt kommer i gang med at leve deres ungdomsliv. Så må de fleste af os jo kende eller kende til nogen, som har eller har haft en depression. Ung såvel som gammel. Så, igen, hvordan kan man så tro, at man er den eneste?
Det skal jeg sige dig. Fordi vi ikke taler om det. Eller som en unge kvinde, jeg interviewede, formulerede det:
“Jeg ville gerne have vidst, at jeg ikke var alene. At der var andre, der havde det på samme måde som mig. Det havde måske mindsket min ensomhedsfølelse. Men det er der ikke nogen, der kommer og fortæller dig, at de har haft det sådan. Du skal selv være meget opsøgende, og det var rigtig hårdt.”
At have en depression er til min store overraskelse stadig et kæmpe stort tabu.
Hvor det i dag er almindeligt accepteret at være sygemeldt med stress, så oplever mange unge, at deres depression er noget, mange har en holdning til, men sjældent ved ret meget om. Den kombination fører til kommentarer som: Det er nok bare skoletræthed, det går snart over. Eller: Du skal bare tage dig sammen, se nu at komme ud af den seng. Hvorfor løber du ikke nogle ture? Motion er rigtig godt imod sådan noget…
Uvidenhed og derfor fuldstændig uduelige lorte-gode råd – selv om de er nok så velmente – er ikke den eneste konsekvens af det tabu. Ofte betyder det også, at de unges depression ikke bliver opdaget. Det er et kæmpe problem, for så får de ikke den hjælp, de har brug for, og dermed risikerer sygdommen at blive værre og i værste fald kronisk.
Det er hårdt nok at have en depression. At skulle håndtere uvidenhed og rode med mørket selv oveni er for meget forlangt. For i en depressiv verden bliver tankerne sorte og kører i ring, livet kan føles meningsløst og lukker i øvrigt ned lige på det tidspunkt, hvor det skulle sprudle og folde sig ud. Som en anden ung kvinde siger: “Så er det jo ikke et liv. Sådan kan man ikke leve.” Og den følelse må ikke bide sig fast.
Jeg har som journalist skrevet flere artikler om depression, og alligevel var meget af den viden, som er med i bogen ukendt for mig. Jeg anede for eksempel ikke, hvor meget en begyndende ungdomsdepression kan ligne et helt almindeligt teenageliv, når det gør knuder. Når jeg taler med andre forældre, så kan jeg høre, at de heller ikke ved det, og det er vi nødt til at ændre.
Derfor skal vi blive bedre til at opdage, hvis et ungt menneske omkring os ikke har det godt. Det gælder dig som forælder, dig som er søskende eller dig, der er ven, kæreste, studieven eller underviser. Det kan ramme alle, uanset hvilket hjem man kommer fra, og tegnene på, at de unge har det dårligt, er der. Vi skal bare blive bedre til at se dem og til at vide, hvornår vi skal gribe ind. Hvornår det er en kærestesorg eller en teenager, der filer på navlestrengen, og som skal have lov at være i fred.
Formatet her tillader naturligvis ikke, at vi kommer hele vejen rundt, men der er en række tegn, som skal få dig til at have lidt ekstra snor i din teenager:
6 tegn på at en ung ikke har det godt:
- Hvis teenageren/ det unge menneske begynder at trække sig.
- Hvis hun eller han begynder at pjække/ ikke ville i skole, ikke orker sine venner, at tage ud eller at være social, aflyser sine aftaler, ikke gider sine fritidsaktiviteter.
- Hvis sengen bliver et hi. For mange med depression bliver det svært at komme ud af sengen, man er energiforladt og orker i det hele taget ingenting.
- Når der ikke bliver ryddet op, knæene i joggingbukserne bliver monstrøse og interessen i at gøre noget ud af sig selv forsvinder.
- Det manglende overskud munder ofte ud i irritation og opfarenhed, ligesom at nogle teenagat ere også kan blive mere aggressive.
- Hjernen, som bliver meget påvirket af depression, bliver langsom, og det kan derfor virke som om, din teenager reagerer og svarer i forskudt tid.
Nå, ok, tænker du måske, hvis du er forælder, og nu i hovedet gennemgår den sidste uge med din teenager. For her er du måske mere end en gang blevet bedt om at blande dig udenom eller at skride ud fra værelset. Flere af tegnene kan lyde som en pretty ordinary uge med en teenager i huset. De fleste af os har også oplevet, at vi selv kan være vrisne, ikke gider på arbejde, og at alle omkring os er idioter. Men som regel er det er kun i perioder. Det, du skal bide mærke i, ligegyldigt hvem du er omkring et ungt menneske, det er, om det er en gennemgående tilstand, som har stået uforandret på i over 14 dage. En kærestesorg eller et afslag på drømmestudiet kan man glemme for en stund, depression holder ikke pause.
Hvis det er en depression, er det vigtigt, at det unge menneske får professionel hjælp. Selv om det for nogle unge kan være svært at forlige sig med en diagnose, er det på den anden side en kæmpe lettelse for mange, at det kaos, de oplever indeni, har et navn. At det er en sygdom. Og at de ikke selv kan gøre for, at de har fået en depression – det er nemlig ingens skyld. At de så kan have svært ved at tro på, at behandlingen hjælper, og at de kan få det bedre, er nærmest en del af det at have en depression. Håbløsheden kan blive altopslugende.
Her er det jeres opgave, som forælder eller som en helt tæt på et ungt menneske med depression at holde fast i håbet. Insister på, at det bliver bedre, selvom det måske ikke virker sådan lige nu. Det er nemlig en af de udfordringer, mange unge nævner – hvor svært det er selv at tro på bedring. Og hvor vigtigt det er, at nogen orker at blive ved med at støtte dem. Din hjælp er vigtig. Forskning viser, at familiens støtte har stor betydning for, hvordan man kommer igennem psykisk sygdom.
En anden udfordring for unge med depression er at vende tilbage til hverdagen. For hvis depressionsforløbet har strukket sig over tid, har den unge måske nået at isolere sig fuldstændigt. Derfor risikerer mange at miste venner og netværk, for når du aldrig svarer på beskeder, holder folk op med at skrive. I ungdomslivet går det ofte stærkt, nye grupper opstår, gamle venner rykker videre, og i det hele taget handler meget af hverdagslivet om at være på og følge med. Det kan man simpelthen ikke, hvis man har en depression.
Her kan du som forælder hjælpe med at holde forbindelse til det sociale liv, som er så vigtigt for, at et ungdomsliv kan udvikle sig og gro. Hjælp med at aftale, at det er ok, hvis der ikke bliver svaret på alle beskeder. Fortæl vennerne, at de stadig betyder noget, og at deres ven med depression nok skal komme tilbage.
Og så skal I tale om depression. Om hvad den gør ved det unge menneske, som er ramt. Men også om, hvad den gør ved søskende, ved jer og jeres familie. Depression påvirker alle i en familie.
Samtalen om depression skal ikke kun foregå hjemme hos jer, som får den tæt ind på livet. Den skal vi alle sammen tage. Det skylder vi vores børn og unge mennesker, det skylder vi hinanden. For ingen har fortjent at blive dømt ude og føle sig alene, bare fordi man får en sygdom.
Du har netop læst en artikel fra Heartbeats.dk. Hvis du kunne lide, hvad du læste, kan du hoppe hen på forsiden og læse mere HER.
