Foto: Kim Kyung-Hoon/Reuters/Ritzau Scanpix

Heartbeats anbefaler: Lyttesession med Nas, nyt fra Taylor Swift og støttekoncert for Jonny Hefty

Musikken er i højsædet i ugens anbefalinger. Og der er noget for enhver smag.

Ork satme

Store Bededag samler rappere og ordekvilibrister fra de 9 kilo ind til Aalborgs helt egen selvudnævnte undergrundsborgmester, Jonny Hefty. I december blev det legendariske Aalborg-koryfæ, der har gjort frasen ‘ork satme’ landskendt, og som sammen med Jøden har hittet med ‘Gamle dreng’, ramt af kræft. Og siden da har han kæmpet med kemo, stråler og operation.  

Nu har alle ordjonglørerne i Nordens Paris så slået sig sammen for at sende en kærlig hilsen og samle en pose penge ind til deres kollega Jonny Hefty. Den lokale rapper, Zjakalen, er konferencier på aftenen, hvor man på scenen kan opleve repræsentanter fra hiphopmiljøet, DJ’s, poetry-slammere og lydkunstnere. Alle sammen giver de deres ORD FOR HEFTY, hvilket også er arrangementets navn.  

Arrangementet bliver holdt på bogcafeen Ordgeist, Skipper Clements Gade 1, 9000 Aalborg. Entreen er gratis, men overskuddet fra aftenen går til, at Jonny Hefty og hans datter Luna kan komme ud og opleve noget sammen.   

/Louise Elly Meyer

Nye Taylor tunes

31 sange. Taylor, slap lige af. Ved Grammy Awards tilbage i februar teasede hun for albummet ‘The Tortured Poets Department’, og siden har millioner af swifties ventet i spænding. Nu kan de ånde lettet op. For Taylor Swift skuffer bestemt ikke på sit 11. album, der er fyldt med to timer og to minutters ekstremt velproduceret og ambitiøs musik. Samme intimitet som på ’Folklore’ og ’Evermore’ suppleret med lidt synth-pop.

Taylor Swift er en historiefortæller, og sangene tager næsten altid udgangspunkt i hendes egne oplevelser, og typisk er det noget med et knust hjerte. Det fornemmer man også på albummets første singleudspil, radiosatsningen ’Fortnight’. Hun synger om en tidligere romance, der ikke helt kan forlades. Post Malone gæster på nummeret og lyder fantastisk, og den skal nok få mange milioner streams på Spotify. 

Der er dog ikke kun hjertesorg at finde på ’The Tortured Poets Department’, for som man ved – medmindre man har levet under en sten det sidste år – har Taylor Swift fundet kærligheden i NFL-spilleren Travis Kelce. Dette skildrer hun tydeligt i nummeret ‘The Alchemy’, hvor hun synger: “He was trying to be the greatest in the league / Where’s the trophy? He just comes running over to me.” Sangen er en hyldest til deres kærlighed og skiller sig ud på et album fuld af hjertesorg og komplekse forhold. 

Taylor Swift er den ubestridte dronning af popmusikken i øjeblikket. Når hun holder koncerter kan det måles på richterskalaen, hendes udtagelser påvirker det amerikanske præsidentvalg, og hun var verdens mest lyttede kunster på Spotify og Apple Music i 2023. Med andre ord er det ikke overraskende, at Taylor Swift igen leverer. Men som Rolf Sørensen og Dennis Ritter siger, så er der også noget smukt og vidunderligt ved, at favoritten lever op til folkets forventninger. 

/Asger Lorenzen

Pitchblack Playback

Sæt dig til rette i biografsædet og gør dig klar til at lukke øjnene. Der kommer nemlig ikke til at glide nogen film over lærredet, til gengæld kommer et bælgravende mørke og de vidunderlige beats fra Nas’ album ‘Illmatic’ til at skylle ind over dig. Anledningen er, at det er 30 år siden, at newyorker-rapperens ikoniske debutalbum udkom.

Rap-albummet fra 1994 er et af de mest anmelderroste nogensinde, og tirsdag 7. maj sætter Empire Bio på Nørrebro altså Nas på højtaleren og fylder biografsalen med noget af det allerbedste hiphop, der nogensinde er lavet. Billetten til den 39 minutter lange lyttesession inkluderer en øjenmaske, hvis man gerne vil skærpe hørelsen yderligere og gå endnu dybere ind i det mørke univers. Empire lover nul forstyrrelser, bare dig og musikken. Men skynd dig, hvis du synes, det lyder lækkert. Salen er allerede halvt fyldt op.

/Louise Elly Meyer

LÆS OGSÅ

Find mere om
Footer graphics