Jeg har med mine 27 somre nået en alder, hvor min omgangskreds enten begynder at få – eller snakker om at få børn. Da den første veninde meddelte sin graviditet, glædede jeg mig ikke på hendes vegne. I stedet begyndte jeg småligt at græde. Ikke fordi jeg var bange for vores venskab ville ændre sig. Det var mere en grundrædsel af ”fuck, nu begynder det”. Børneræset, som jeg på ingen måder er klar til. Jeg har altid set det at få børn, som noget der ligger langt ud i fremtiden. Noget jeg måske gerne vil en dag, men ikke nu, måske slet ikke. Nu føler jeg mig så tvunget til at tage stilling, og uret tikker, som TV2 en gang sang.
Jeg har veninder, som siden de fik deres første Baby Born-dukke, vidste at de en dag ville være mor. Det har jeg aldrig. Jeg har været fuldstændig afklaret omkring, at jeg ikke skal have børn, men nu er jeg begyndt at tvivle.
Først troede jeg, min manglende beslutsomhed handlede om, at jeg var ufrivilligt single. At jeg nok bedre ville kunne se mig selv bruge en uge af sommerferien i Lalandia, mens jeg vagtsomt holder øje med at ungerne ikke har taget deres badevinger af, hvis jeg havde en kæreste. Nu har jeg en kæreste, men jeg kan stadig ikke se lyset klart. Han er i øvrigt lige så ubesluttet som mig, og vi får begge to nervøse tics når vores venner nævner børn.
I bund og grund handler min manglende klarhed om, at jeg er glad for mit liv, som det er. I går spiste jeg en pose carbonara. Den, man bare skal hælde vand på. Jeg gad ikke vaske en tallerken op, så jeg spiste af gryden. Jeg elsker at gå sent i seng og sove længe. Jeg elsker at rejse, måske bo i et andet land. Jeg hader trivialitet, jeg bliver skør af ensformighed, og så kan jeg i øvrigt ikke fordrage lugten af makrel i tomat. Det virker ikke som et liv, hvor der er plads til børn.
Så kunne man jo tænke: ”Jamen, hvis du er glad for dit liv, er det vel bare sådan det er?”. Men jeg er bange for at sidde alene i min lejlighed, mens alle andre er i Legoland. For nedrullede gardiner, mens jeg spiser min pose carbonara direkte fra gryden. Det er ikke fomo. Jeg vil ved gud ikke i Legoland eller Lalandia for den sags skyld. Men jeg er bange for at blive alene. Jeg er bange for, at der ikke længere er nogen at tage i biffen med, gå på bar med eller drikke vin med på en mandag. Det er ikke noget, man kan tage sig af, når Gurli Gris kører på max decibel, og madpakkerne skal smøres. Tror jeg. Frygter jeg.
Men måske endnu værre er jeg bange for at fortryde, når det for sent, og resten af mine dage skal leves i bitterhed over min manglende ubeslutsomhed. Jeg har overvejet at få frosset min æg ned, men det er dyrt, hvis ikke der er en medicinsk grund. Så jeg er igen overladt til at skulle tage stilling.
Indtil da er jeg blevet bedre til at glæde mig over mine venners babylykke. Jeg gjorde op for min smålige reaktion på min venindes graviditet ved at købe en nusseklud. En nusseklud af økologisk bomuld med et hoved af majsfiber, der må vaskes på en almindelig maskinvask. Småbørnsforældre vasker ikke ting i hånden, var min konklusion. Det tog mig to timer at trawle internettet igennem efter en sådan klud, og den stod mig i 300 kroner plus fragt. Baby var selvfølgelig ikke det mindste interesseret i min økologiske Københavner-nusseklud. I det mindste følte jeg mig mere overbærende og mere klar til, at mine venner i hvert fald har – og får børn.
Måske jeg en dag selv bliver klar.
Jeg har altid tænkt børn som en beslutning, hvor man en dag vågner op og er klar. Men jeg er ikke klar, ikke nu, ikke i morgen, og måske bliver jeg det aldrig. Men hvad hvis jeg en dag vågner op, og det så er for sent? Eller jeg ender med at sidde alene, mens alle mine venner holder børnefødselsdag.
