Jeg er ikke helt sikker på, hvornår det startede, for det har stået på et stykke tid, men nu er det kommet til punkt, hvor jeg barberer mine striktrøjer. Eller det vil sige, det har jeg i sinde at gøre, efter at jeg forleden prøvede det for første gang, og i den forbindelse følte en enormt stor tilfredsstillelse i et sikkert understimuleret belønningscenter oppe i hjernen. Uldtrøjen, en koksgrå en, var begyndt at fnulre, som det hedder, og havde så mange små kugler af uld siddende i overfladen, at det antog en aura af sjusk. Men det fik jeg så fortalt, at man faktisk kan gøre noget ved ved simpelthen at barbere den med en trimmer. Det var som at klippe et får, og, må du forstå, en meget tilfredsstillende manøvre, fordi trøjen blev så god som ny bagefter.
At lære den slags er vidunderligt for en småfascistoid husfar som mig. For jeg er ved at blive besat af at rydde op.
Det skriver jeg vel vidende, at det måske er noget af det mest irriterende, du kan forestille dig. Ingen mennesker kan lide andre mennesker, som har for meget orden i sagerne. Den dag, det kom frem, at oprydningsguruen Marie Kondo selv måtte kapitulere og give op på egne principper efter at have fået barn nummer tre, var fryden stor. Så stor, at jeg selv skrev en artikel om det under overskriften ‘Welcome to the dark side’. Der er jo intet som at se folk falde fra en høj hest, og da Kondo faldt, var det som om, oprydningsbølgen blev lagt i graven, og at almindeligt rod atter blev almindeligt accepteret igen.
Problemet er, at jeg selv er ved at blive en kondosk helligfrans, og hvad værre er, så har jeg tænkt mig, at du skal læse om det. Jeg er en crossfitter, der ikke kan lade være med at snakke om crossfit, men mit traktordæk er en bunke af sirligt foldede t-shirts, som jeg banker på med en pertentlig, flad hånd for at gøre mindre i højden. Det giver ikke specielt store muskler, men tilfører til gengæld noget så arrogant som ro i sindet.
Jeg stryger skjorter, organiserer rod i forskellige kasser, og jeg sætter dymo’er op, så man kan se, hvilket lagen, der skal ligge hvor. Det nyeste er så, at jeg barberer nullermænd af min striktrøje, hvilket selvfølgelig blot er en afart af den mere overordnede oprydning, som jeg er begyndt at praktisere med stor glæde. Ting skal have en plads, siger jeg til min kæreste, som accepterer, men ikke rigtig er på samme niveau af begejstring som mig over det nye styresystem i vores 80 kvadratmeter af et andelsrige, og i morges satte hun derfor sine Birkenstock-tøfler i døråbningen mellem stuen og køkkenet, ganske som hun plejer.
Det kunne jeg selvfølgelig godt have valgt at fare i flint over, men jeg er heller ikke selv perfekt, og sådan er det jo lidt give and take i et parforhold. Mit bud er også, at de færreste rent faktisk ville tro på, at der bor en nyfunden jubelidiot af en oprydder i vores hjem. Du kan finde millioner af danske hjem, der får mit til at ligne et bombet lokum. Det meste af tiden ligger der tre-fire kubikmeter sandkassesand løst fordelt over gangarealet, og der er formentlig et atomiseret puslespil på vores spisebord og indtørrede klatter af havegryn, som det kræver et stemmejern at fjerne. Måske lugter der tilmed lidt af lort af den simple årsag, at der faktisk ligger en lort et sted i en skraldespand, som ikke er blevet tømt, og inden det bliver for absurd at forestille sig, må jeg hellere få sagt, at det selvfølgelig skyldes mine to små børn. De er – for nu at blive i styresystemsmetaforen – terrorister og forstyrrer den huslige orden en del.
Når jeg tænker over det, er det sikkert deres skyld, at jeg er blevet så optaget af at rydde op hele tiden, for en stor del af min tilværelse består af at rydde op efter dem. Hvordan det skete, at jeg gik fra at hade det inderligt, til pludselig at gøre det på tidspunkter af dagen, hvor jeg dybest set ikke behøver, og hvor det tilmed giver mig glæde, forbliver et mysterium. Men jeg kan konstatere, at det er tilfældet. Det føles endda temmelig meningsfuldt. Når mine børn sover, går jeg i gang; jeg ordner ting, går ud med skraldet, lægger tøj på plads i kasser og prøver at udtænke nye systemer, som kan optimere oprydningen endnu mere den næste dag.
Der var engang en, der skrev på Twitter: “En ting, jeg aldrig havde forstået om at blive voksen er, at du altid gør køkkenet rent. Uanset, om du får take away, uanset, om du er væk hele dagen, du gør altid. køkkenet. rent.” Hvilket er så sandt, som det er skrevet og ret præcist sætter fingeren på noget helt banalt ved det at blive en voksent menneske. Man får styr på tingene og rydder op. Som en anden også meddelte på Twitter, er der som voksen uendelige ting at lave hele tiden, uendelige kriser, uendelige bunker af tøj, som skal vaskes, og uendelige regninger, som skal betales, og det var hun i øvrigt pænt utilfreds med.
I min verden er den uendelige oprydning i mit liv blevet en form for mental fitness (irriterende, ikke?). Præcis som fitness, føles det så godt, når det er slut. Jeg er flere gange i den forgangne uge gået ind på mit soveværelse alene for at betragte en hylde, jeg har sat op, og det tager så et par sekunder, hvor dopaminen pumper rundt i min krop og slutter med, at jeg hvisker (eller råber ud til resten af familien), at det satanedme er en fed hylde, der sidder der. På mange måder den eksakte ækvivalent til Kondos berømte udtryk “it sparks joy”.
Og dermed er vi ved at være fremme ved den relativt undervældende, men alligevel livsvigtige pointe, at det kan gøre dig glad at have et mindre rodet hjem. Det er desuden beskrevet vidt og bredt, at rod skaber stress, fordi det distraherer og bombarderer vores hjerner med stimuli, og flere steder på internettet kan man læse, at det såkaldte mess stress bidrager til en nagende skyldfølelse i folk og endda sommetider kan udløse angst. Så helt for sjov er det jo ikke.
Omvendt kan man jo også hurtigt ende som neurotisk oprydder, der aldrig slapper af, og jeg kan næsten ikke forestille mig noget værre end at bo i sådan et hjem, der er klinisk strippet for sjæl. Det harmonerer slet ikke med min barnlige forventning om at leve et voksenliv som en henført boheme, asketisk med æstetisk rod og uredte lagner på sengen, fordi jeg selvfølgelig havde langt vigtigere ting at tage mig af.
I dag kan jeg imidlertid finde på at rydde op alene af den grund, at jeg keder mig lidt derhjemme. Når børnene sover, er der – og nu bliver det nok lidt provokerende – alligevel ikke rigtig noget at lave i en lejlighed, bortset fra det åbenlyse, nemlig ikke at lave noget. Det er selvfølgelig også meget rart. Men altså, har du prøvet at barbere en sweater?
