Jeg ved det godt. Man må ikke slå på DR i øjeblikket. I hvert fald ikke hvis man er kulturradikal og tilhænger af public service, for de onde blå skærer helt ind i benet hos den stakkels statsradiofoni, og nu ryger både P8 Jazz, radiodrama og ’Guld i Købstæderne’ og hvad ved jeg. Det er noget møg alt sammen.
Man siger, at flow-tv er dødt, og de unge ser YouTube i stedet. Men et sted, hvor DR virkelig har noget unikt, er altså årets tv-julekalender. Ja, jeg ved godt, at vi nu er ude i noget med 7-8 årlige julekalendere, til voksne og børn og tweens, men eftersom de færreste efterhånden har TV2, og endnu færre TV2 Play, så er JULEKALENDEREN altså stadig den, som man kan købe en ulands-papir-kalender til og se på moderkanalen DR1 hver dag kl. 19.30 frem til juleaften.
Det er vi en del, der synes er mega retro-hyggeligt og en fin juletradition og på alle måder alt hvad der er dejligt i december. Sådan at sidde med vores børn under et tæppe og se den daglige julekalender, sammen, men jeg er altså lige nødt til at bringe en efterlysning: Hvor er nisserne? Hvor er julen? Hvor er julemagien?
Et klassisk julekalender-twist er noget med en forvikling, der gør, at julen er i fare. Der er en hemmelig nisseverden og en normal menneskeverden, og de to verdener mødes så og sød julekalender-magi opstår, når nisser/julemand og mennesker/børn hjælpes ad med at få sig en dejlig hvid jul. Hurra!
Men de senere år har DR’s julekalendere fortrinsvis handlet om armod, død og ulykke. I år handler DR1’s julekalender, ’Theo og Den Magiske Talisman’, om en ensom dreng uden venner udover hans morfar, som desværre er ved at dø. Nej, hvor festligt!
Drengen tager med en jævnaldrende (forældreløs) pige, der også er i sorg, til den magiske verden Thannanaya (intet sammenfald med Brødrene Løvehjertes Nangijala, intet!) for at hente døde familiemedlemmer tilbage til livet. Det hele sker i et fantasy-univers, der i traileren ligner ’Game of Thrones’, dog uden liderlige dværge, blodskam og drageporno, som ville sprænge DR-budgettet. Jeg har naturligvis kun set traileren, men der er ikke en eneste nisse, intet jul, ikke et eneste lille rødt hjerte at se.
En ensom svale gør ingen trist jul, så her kommer et recap af de senere års DR-julekalendere:
2017: Den norske ’Snefald’ handlede om det forældreløse, plejebarn Selma, der bor i gråt betonbyggeri og efter noget rejseri finder sin ukendte farfar i den møghyggelige juleby, Snefald, hvor alle spiser lune boller hele tiden og har det rart. Men farfar er også julemand, så selvom han er smaddersød, så er det vigtigere for ham at arbejde end at være der for Selma. Klassisk work-life møder Oliver Twist-twist.
2016: ’Den Anden Verden’ var en tween-serie om forelskelse og kærestesorg. Sara falder (eller hopper hun mon, suicidal som hun er af al den kærestesorg?) ned i noget iskoldt vand og ryger over i en anden verden med en ny prins, hun forelsker sig i. Sara lærer nu at bruge sit åndedræt (til at slå sig selv ihjel på en særlig eventyrlig måde) til at forlade den kedelige hverdag. Super opbyggeligt tema! Blottet for jul og alle børn under 12 år (som er dem, der ser julekalender) fattede hat.
2015: ’Absalons Hemmelighed’ handlede om Cecilie, der bor ovenpå et stormagasin og har en lillesøster, som er dødsyg med dårligt hjerte og ikke kan reddes. Hyggeligt. Så er der noget med nogle arkæologiske udgravninger til den københavnske metro, og hun møder nogle hjemløse, der bor i huler under jorden. Ja, der er heller ikke rigtig så meget nisseri, da det hele handler om at prøve at redde den døende lillesøster, metrorod (som om vi ikke har nok af det i hverdagen!) og folk der mangler et sted at bo.
2014: I ’Tidsrejsen’ er Sofie møgtræt af at være skilsmissebarn og via en tidsmaskine vil hun rejse i tiden for at ændre sine forældres fortid og få dem til at være sammen igen. Ja, det er jo på en eller anden måde mange skilsmissebørns store drøm – at far og mor finder sammen igen. Jeg er ikke sikker på, at det ligefrem er en public service-opgave sådan at fodre en følelsesmæssig parterapeutisk utopi hos landets mindste. Det julede er også til at overse med en dystopisk, uhyggelig fremtid fuld af undertrykkelse og fattigdom.
Jeg kan faktisk allerede forudsige 2020-julekalenderen på DR1 (Tv2 og DR skiftes til at skabe en nyproduceret):
I ’Ørkenvandringen’ møder vi genderqueer Salomon, der bevæbnet med Greenpeace-abonnement og veganer-challenge går til kamp mod klimaforandringerne. Salomon og hens tre fædre er stået af forbrugsræset og couchsurfer henover juledagene, og den helt store forløsning kommer, da det lykkes dem at skralde en næsten ikkerådden aubergine og lave en festlig gang baba ganoush.
Der er med andre ord plads til jule-forbedring, DR! Landets børn har fortjent magi og en pause fra døende bedsteforældre, 7/7-deleordninger og sure storesøstre med kærestesorger. Lad dem da få nogle nisser, sne, julemænd og -koner, juletræer, rensdyr, risengrød, nissehuer, gamle dage, juleglæde og en verden uden spelt.
Jeg er med på, at bashing af årets julekalender er en sport ældre end Poul og Nulle i Hullet. Og før nogen beskylder mig for at være ville blande mig i den mytiske kunstneriske proces eller som kulturministeren bede Lars von Trier om at skrive en glad film, så skal jeg her lige minde om at jeg:
- Ikke er politiker.
- Ikke har adgang til licensmidler.
- Er kæmpe DR-fan.
- Generelt godt kan lide dark kunst og fantasy. Bare ikke lige i børnenes årlige julekalender.
Ja, det kan være, at vi, juleelskerne, må skifte til TV2, der ikke har helt så høje kunstneriske ambitioner, men bare gerne vil gøre børnene glade med ‘Tinkas juleeventyr’ (2017) (billedet), ‘Ludvig og Julemanden’ (2016) og i år genudsendelsen af ‘Tvillingerne og Julemanden’ (fra 2013).
