Posen blev rystet i denne uges episode af ‘Den Store Bagedyst’. Ellers overlegne Emil viste for første gang svaghed. ‘Form over indhold’, sagde den smukke, unge mand ind i kameraet og vidste godt, at han havde noget tilbage at lære. I livet.
Men med Peter ude stod Albert tilbage. Albert, åh Albert.
Dine kunstneriske makværk vil blive savnet. Hvem skal nu overtage? For kontraster er vigtige, især i en konkurrence. For at Jons knækbrød kan stå snorlige, må dine mislykkes.
Og Albert har nu i to programmer stået for den komiske forløsning. Jeg har siddet i spænding og ventet på, at korthuset ville falde sammen. Virkeligheden overgik virkelig fantasien, da den svenske dommer blev ved med at trække indbagt plastik ud af munden fra Alberts mislykkede knækbrød.
Albert var ellers udviklingshistorien i bagedysten. Han skulle udvikle sig. Lære at trække vejret, ikke panikke, danne sig et overblik – for så i sidste program at folde sig endeligt ud og bage mesterværket over dem alle. Så kunne alle se, at Albert havde været en svane hele tiden. Men det er slut nu for Albert. Og hvem skal så være den grimme ælling?
Det er utroligt, hvor mange traumer, der i bagedyst-sammenhæng, er blevet forvandlet til kage-mesterværker. I denne uges program var Kristoffer engang faret vild i svensk skov, hvilket der skulle æltes dej over, men han er ikke den eneste, der har bagt traumer ind i kager.
Sæson for sæson ser vi deltagerne bage fortiden ind i smørcreme. Pridekager, spiseforstyrrelseskager og ADHD-kager, der hylder det svære i livet. Intet er for smertefuldt til ikke at blive omsat til en unika-detalje i et kage-mesterværk.
Og måske er bagværk netop en ventil? Det synes meditativt for deltagerne, og seerne bliver indrullet i en form for selvudvikling gennem programmerne. Deltagerne udvikler sig med kagerne. Kager kan åbenbart hele.
Gid man kunne bage.
