Det har været en rigtig god sommer. Men det er slut nu. Der er nemlig ‘Gift ved første blik’, og det er omsider blevet tid til at sidde indenfor om aftenen og se fjernsyn igen. Nedtur for fortovscaféerne, men fedt for alle os andre. Endelig kan vi få lov til at ignorere det gode vejr og glo noget flimmer i fred.
Hvert år når man lige akkurat at glemme, hvor fedt det faktisk er at se på folk, der bliver gift uden at kende hinanden på forhånd – og så smækker DR verdens bedste datingprogrammet på flow. Tak.
Vi er kommet til sæson otte, og alt ligner sig selv. Lige bortset fra, at der for første gang er to mænd, der bliver gift, og at der er kommet en ny ekspert indover. Hun hedder Nina Reventlow, er parterapeut og flink. Vi kender Gert Martin Hald, psykologen, og Julia Lahme, livsstilseksperten. Alle tre er tosseglade over, at de har fundet fem matches igen, igen. Flot arbejde.
Nu er spørgsmålet så bare, hvor sadistiske de har været. Vil de lave gode ægteskaber eller godt tv? For selvom det er rørende at se folk blive gift, er der vel næppe noget, der slår et break up hen over tre-fire afsnit.
Men nu tager vi ingenting på forskud her, og første afsnit gjorde alt det, det skulle. Man skiftevis græder lidt og overvejer, om man egentlig skulle stryge sine strømper, fordi akavetheden er så intens.
Som en brudepige spurgte Olivia om her i første afsnit: “Er der mange følelser?”. Tja, går statsministeren til spinning og spiser makrelmadder? ‘Gift ved første blik’ er følelsernes F16, ingen tvivl om det.
Og så er der vist ikke grund til at trække den længere. Vi skal til det: Kærlighedsprognoserne for, hvor meget vi tror på hvert enkelt pars chancer for at blive sammen, kommer her.
Patrick og Olivia: 25%
Årets første par er i sig selv en kuriositet. Ikke tit finder indretningskonsulenter og gartnere sammen. Men her gør de, og de er vilde med det. Patrick på 26 bor p.t. i et bofællesskab og synes, roomies er “fine nok”, men søger en partner, fordi det giver en anden connection, som han siger. Man håber inderligt for ham, at han får ret.
Han er en selverklæret nørd, der elsker at male små orker med små pensler og at rejse cykler op, hvis de er væltet. Folk som ham er der for få af i verden.
Desuden: Find en mand, der rører ved dig, som Patrick rører ved sine bregner. Det var en erotisk oplevelse.
Umiddelbart er intimitet dog noget, der lige tager lidt tid for hans nye kone, Olivia på 25. Hun bor i Brønshøj, elsker at spille Uno og foretrækker, at ting er lilla og rene omkring hende. Datingmarkedet har gjort hende træt af mænd, der vil knalde, men ikke giftes, så nu tager hun affære med kamera på.
De er begge to positive over at blive gift med hinanden, selvom Patrick ikke normalt er Olivias type. Til gengæld er Olivia Patricks type. Hans begejstring er allerede gået fuldstændig gennem loftet.
Han er simpelthen så nervøs, at han bare siger “tak” til sine nye svigerfar, netop som han har fortalt ham, at han hedder Jens. Ikke nogen drømmestart for gartneren, som derfor sørger for ikke at slippe grebet om sin nye kones talje resten af dagen.
Da gæsterne klirrer på bestikket, går han all in. Han snaver sgu bare Olivia i gulvet. Tunge og det hele. Er det noget med, at gartnere bruger ‘Roundup’ i drinks? Der er ingen tvivl om, at han vil det her. Om det holder? Det virker tvivlsomt – der er del red flags på linjen allerede (hvem går med SKJORTEHOLDERE PÅ BENENE?!), men Olivia og Patrick er umiddelbart nogle meget åbne mennesker. Vi håber, men starter med en relativ forsigtig prognose.
Anders og Sebastian: 60 %
De her to herrer er det første homoseksuelle par i ‘Gift ved første blik’ nogensinde, og det gør jo det hele lidt ekstra spændende. Selvom det i sig selv selvfølgelig ikke er noget specielt, men måske – hvem ved? – kan det føre noget nyt til programmet.
Anders på 35 er journalist, bor på Frederiksberg og er “en helt almindelig fyr”, som tilsyneladende altid holder hovedet på skrå. Han går ture med en indavlet hund, elsker sin familie og drikker ekstremt sort kaffe. Ikke noget, der indtil videre har påvirket hans energiniveau. Han er cirka lige så hyper som et norsk fjeld.
Ting, Anders får os til at konstatere: Kun mænd, der hviler i sig selv, går i tanga-trusser. Og: Der findes typer, der farvekoordinerer deres tøj alt efter, hvilken underkategori af koksgrå vi er ude i.
Hans mand, Sebastian, er 29 og har været single i 29 år, som han siger. En genert ingeniør fra Købehavn, som elsker kontrol og at cykle på arbejde. Hans hjem er måske et hotel. Hvem prøver han at snyde med at bo så pænt?
Han har en dialog med en ven, der er tankevækkende: Ekstreme situationer skaber slet ikke ekstreme samtaler.
“Det er spændende,“ siger vennen.
“Det er det. Også når jeg ikke ved, hvad der skal ske, så er det ekstra spændende.”
“Du ved præcis, hvad der skal ske, du ved bare ikke med hvem.”
“Det er rigtigt nok.”
Det er dén slags visdom, vi får igen for vores licens. Husk det, folkens.
Også hos Anders og Sebastian er det godt at blive gift. De er ikke ekstatiske, men det virker lovende. I hvert fald har de den samme sans for humor og får en ud-af-kroppen oplevelse ved at blive båret henover et dørtrin. De skal nok få det humoristisk den næste tid.