ADVARSEL: Indeholder spoilers for afsnit 1
‘Gift ved første blik’ kommer som altid, som sendt fra licenshimlen. Sommeren er forbi, og vi ved ikke rigtig, hvad vi skal lave. Og så skal folk, der ikke kender hinanden, pludselig giftes på tv. Fantastisk.
Sidste års sæson var et kamikazeprojekt fordelt over otte uger, hvor parrene fuckede op og stak halen mellem benene. Vi græd og tænkte, at konceptet var blevet løst i hængslerne. Det var nok det, sagde vi til hinanden.
Men nu har skaberne givet programmet en tiltrængt overhaling. Nye eksperter, nye metoder og – vigtigst – man er bevidst gået efter lækrere mænd.
Historisk har mændene i det her program været pænt meget oppe at køre, ligemeget hvilken kvinde de er blevet gift med.
Og for kvinderne har det ligesom bare været mere kompliceret. Især hvis de er veganere, husker vi, så dem har man af professionelle årsager disket i år.
Her i første afsnit møder vi sæsonens to første par, og stemningen er sindssyg. Vi snakker nervøsitet, akavethed og angst i en skøn mos.
Eksperterne siger også hej, og her er det Eivind, en psykolog med et problematisk forhold til dansk trykfordeling, der har overtaget legenden Gert Martin Halds stol (han var efter sigende på ferie, da de skulle optage i år). Den anden, Trine, har styr på tingene og sit pandehår, og den tredje, Sarah, ved noget om indretning og “smag”.
Godt. Som altid kommer vi her på Heartbeats til at dække sæsonen minutiøst. Folk skal kommenteres heftigt, og der skal deles procenter ud alt efter, hvor meget vi tror på parrene. Hundrede procent er således rigtig godt, og nul er ikke.
Rasmus og Sara: 80 %
Årets første par består af to unge smukke mennesker. Snedronningen og smørtenoren, Sara og Rasmus. De er et midtfynsk kongematch, som rimelig hurtigt finder rytmen og kemien.
Sara på 29 år bor i Odense sammen med en hund af dubaisk afstamning, fordi hun elsker “hunde så meget”. Derudover arbejder hun med rådgivning i energistyrelsen og rådgiver så også andre mennesker om hunde, når hun har fri.
Hun har også et forhold til en levende te derhjemme, men er nu klar til at tage den skridtet videre og meddeler, at hun savner “et menneske”. Egentlig godt set.
Rasmus på 31 er lige trådt ud af en l’Oreal reklame. Der har vist ikke været så sundt hår på tv, siden Jesper Nødebo var på landsholdet.
Han har hele ‘Klovn’ på dvd og går meget op “i alt mellem himmel og jord”.
Sara falder i svime og “lod mærke til, at han så sød ud” til vielsen. Herefter fniser hun i sammenlagt syv minutter.
Under picnic i skovbund fremlægger han, at han har arbejdet i Energinet, og Sara er vitterligt ved at dø af grin, fordi hun selv er i den SEKTOR.
Vi erfarer også, at Rasmus SYNGER I MANDEKOR og har en stemme som en Werthers flødekaramel, de bløde. Fatter I, hvor vildt det er? Han har sikkert børstet tænder med Zendium hele livet og aldrig slået en brandskid.
Som noget nyt skal parrene ikke sove sammen på bryllupsnatten, og det må Rasmus og Sara nødtvungent acceptere, selvom de sidst på aftenen har fået pikante følelser i kroppen.
Det er som bekendt hårdt at være galant, når man lige er kommet i brunst. Og for det her par er der tale om et romantisk akuttilfælde, som har rigtig gode chancer. Derfor lægger vi også højt ud i prognosen.
Jeanette og Michael: 55 %
Det er fantastisk, at man kan hedde Jeanette og komme fra Køge. Jeanette er en bikertøs på 30 år, som sælger tøj, og hun skal giftes med Michael, som går med Apple-ur og sælger lakrids.
Jeanette er træt af dating på grund af følgende selvoplevede faktum: “PIZZA OG DÅRLIG SEX KAN MAN FÅ ALLE STEDER.”
Hun bor i sit drømmehus, som er et sted, der primært består af parketgulv og dårlig akustik.
Vi konstaterer ellers to ting om Jeanette: Sandheder er noget, der skrives med skråskrift på kroppen, og nervøsitet er noget, man ordner med en Cult Shaker.
Det rygtes, at hun har tømt hele Køge Bugt for similisten for at se sådan ud til vielsen.
Michael er også flot, og han fortæller, at hans hobby er at rejse og prøve at gå til salsa.
Han har det tilfælles med Jeanette, at hans indretningsstil er kraftigt inspireret af farveskalaen i et worddokument.
Humormæssigt sker der det til hans polterabend, at han har et kostume på formet som en banan.
Michael forklarer senere, at hans tale har været gennem mere “end én ITERATION”, hvilket ingen ved, hvad er.
I mellemtiden er Jeanette mest optaget af, at folk, som vender toiletpapiret indad, skal slås ihjel. Og det skaber sjovt nok GOD STEMNING ved middagsbordet.
Hun mener, hun er “godt gift” med Michael, selvom man fornemmer, at hun ikke er himmelfalden over hans lækkerhed. Til gengæld imponerer han med sit tøj og sine talegaver, og der kan sagtens være gode tider på vej for det her par, som også ender med at kysse på munden til sidst. Den store joker er, om der overhovedet er plads til en mand i Jeanettes liv. Vi får se.