dolomite is my name
Eddie Murphy i 'Dolomite is my name'. Foto: Netflix

Comeback: Undskyld, hvad sker der lige med Eddie Murphy og Adam Sandler?

To af de komikere, der på mest spektakulær vis har pisset deres karrierer væk, gør nu begge to gigantisk comeback på Netflix. Velkommen tilbage til Eddie Murphy og Adam Sandler.

Man kan lige nu opleve noget meget udsædvanligt på Netflix: To helt nye film med henholdsvis Eddie Murphy og Adam Sandler, som … udmærker sig ved at være fremragende. Og hvor Murphy og Sandler spiller skidegodt. Det er ved den søde grød ikke hverdagskost.

I 80’erne var Eddie Murphy kongen af comedy i film som ’48 timer’, ‘Bossen og Bumsen’, ’Frækkere end politiet tillader’ og ‘Coming to America’. Med sit karakteristiske kæmpegrin, stensikkert leverede one-liners og deadpan-blikket, der nogle gange brød den fjerde væg, kunne Eddie Murphy løfte selv gennemsnitlige manuskripter op til noget sublimt, men efter en række succeser – både kunstnerisk og kommercielt – kom Eddie Murphys karriere ud på et skråplan. Et skråplan, der til tider var næsten lodret. Den første skævert var ‘Harlem Nights’, hvor Eddie Murphy selv skrev manuskript, producerede, instruerede og spillede hovedrollen, og det var måske lige lidt mere, end han kunne overskue. Han havde i hvert fald glemt at skrive nogle jokes.

Op gennem 90’erne blev det, der var skægt i ‘Coming to America’ – at Eddie Murphy spillede flere roller – lettere ulideligt i ‘The Nutty Professor’ og ‘Vampire in Brooklyn’. Og siden årtusindskiftet er det vel kun, fordi han har lagt stemme til Æsel i ‘Shrek’-filmene, at han ikke er helt glemt. Det kan i hvert fald kun være Eddie Murphys nærmeste familie, der uden at lyve kan påstå, at de har set og nydt film som ‘Norbit’, ‘Meet Dave’ og ‘A Thousand Words’.

Men – for der er et men – nu er Eddie Murphy simpelthen tilbage i storform. Nærmere bestemt i den i Danmark ikke specielt omtalte Netflix-film ‘Dolemite Is My Name’ , der fik premiere for nylig.

Filmen fortæller den virkelige historie om komikeren Rudy Ray Moore, der havde en ikke specielt bemærkelsesværdig karriere, indtil han antog den hæmningsløse pimp-persona Dolemite, der efter succes med en række comedy-albums blev et stort navn i Blaxplotation-genren med film, der bød på et kulørt mix af biljagter, sex og umotiveret kung fu. Altsammen under det farverige motto: “Dolemite is my name and fucking up motherfuckers is my game!”

Det er en rolle som skabt til Eddie Murphy, og han kvitterer sandelig også for heldet ved at spille røven ud af bukserne, også selvom rollen er mere alvorlig end dem, der gjorde ham populær i første omgang. Filmen har en imponerende ‘Rotten Tomatoes’-score på 97 procent – det højeste for en Eddie Murphy-film nogensinde, og Eddie Murphy imponerede også, da han for første gang siden 1984 var vært på det legendariske comedyshow ‘Saturday Night Live’ kort før jul.

Han har desuden proklameret, at der er en stand up-special på vej, og pludselig virker ‘Coming To America 2’, der får premiere senere på året, faktisk som noget at glæde sig til.

Da Sandler ramte bunden

Da Eddie Murphys karriere gik ned ad bakke i 90’erne, fik Adam Sandler til gengæld vind i sejlene. Film som ‘The Wedding Singer’ og ‘Happy Gilmore’ gjorde Sandler til et varmt navn og var indenfor deres genre ganske glimrende, uden at Sandler nogensinde har været lige så sjov som Eddie Murphy i hans velmagtsdage. Til gengæld kunne Sandler have sagt til Eddie Murphy: “Kalder du det bunden? Hold lige min øl, mens jeg finder en skovl og graver endnu dybere.”

Med få undtagelser (som eksempelvis en sjældent alvorlig rolle i Paul Thomas Andersons ‘Punch-Drunk Love’) har Adam Sandler siden 2000 været en art omvendt Midas: Alt, hvad han har rørt ved, er blevet til noget lort. Man kan diskutere, om elendigheden peakede med ‘Grown Ups 2’, hvor alle implicerede skulle tage at skamme sig eller ‘Jack and Jill’, hvor Sandler helt ude på klichéernes fjernlager fik idéen om at klæde sig ud som… wait for it… kvinde! Og spille både hovedrollen og dennes tvillingesøster. Det er endnu mere tåkrummende, end det lyder.

Men Adam Sandler har sandelig også rejst sig fra fadæsernes murbrokker. Det sker i thrilleren ‘Uncut Gems’, der rammer Netflix i dag.

Sandler spiller Newyorker-juveleren Howard Ratner, der ikke så meget lever livet i overhalingsbanen, som han overhaler folk i overhalingsbanen indenom med hornet i bund. Han har konstant kreditorer på nakken – og ikke af den type, der sender en skarpt formuleret skrivelse via E-boks, hvis man glemmer at betale, hvad man skylder – og forsøger at løse sine problemer med schemes som at pantsætte noget, der ikke tilhører ham og så spille pengene på basketball-kampe for at vinde nok penge til at betale de allermest voldsparate kreditorer…

Handlingen foregår over ganske få dage, og Ratners dagligdag får i tiltagende grad Frank fra ‘Pusher’s problemer til at ligne Netflix og chill. Det er intenst og spændende, og selvom Howard Ratner er en skiderik på 27 forskellige planer, ender man alligevel med at holde af ham og håbe, at han klarer skærene.

Uncut Gems
Adam Sandler, der plejer at spille børnevoksen, ligner en mand på sin egen alder i ‘Uncut Gems’. Foto: Netflix

Og måske mest bemærkelsesværdigt: Adam Sandler er fremragende i hovedrollen. For en gang skyld ligner og opfører 53-årige Sandler sig som en fuldvoksen mand med topmave og begyndende grå hår, og det latente vanvid og den hysteriske stemmeføring, der har været Adam Sandlers kendetegn siden karrierestarten, bliver i ‘Uncut Gems’ doceret, så det giver mening og tilfører rollen noget interessant. Man kan uden at overdrive faktisk godt kalde ‘Uncut Gems’ for Adam Sandlers bedste præstation nogensinde.

Comeback-Cage?

Både ‘Dolemite Is My Name’ og ‘Uncut Gems’ er meget seværdige, og når man er færdig med at se dem, kan man give sig til at spekulere på, hvilken falmet stjerne der næste gang gør kunstnerisk comeback?

Det kunne være Nicolas Cage, der de seneste 20 år tilsyneladende har sagt ja til alle manuskripter, der landede i hans dueslag, uanset hvor håbløse de var. Men nu er Cage på vej med en højst interessant film, nemlig ‘The Unbearable Weight of Massive Talent’, hvori Nicolas Cage skal spille … Nicolas Cage.

Filmversionen af Nicolas Cage forsøger at lande en rolle i den nye Quentin Tarantino-film, mens han forsøger at forbedre sit forhold til sin teenagedatter OG bliver hjemsøgt af en 90’er-version af sig selv, der håner ham for at lave dårlige film, OG samtidig skal han tackle et mexicansk narkokartel. Det kan både blive helt forfærdeligt eller aldeles mageløst!

Find mere om
Footer graphics