Q&A med Claes Bang: “Selv om jeg forsøger at sætte mig ned og lave et eller andet helt moderne, så går der fem minutter, og så lyder det som noget fra 1981”

Hvorfor har du valgt at udgive musik under et kunstnernavn?

”Mit projekt hedder This is not America, fordi jeg i sin tid gerne ville have musikken på P3. Men da den daværende musikredaktør udtalte, at ”der kraftedeme aldrig ville være nogen skuespillere, der ville få spilletid på hans radiostation”, var jeg nødt til at opfinde et alias, så jeg kunne svindle dem. Jeg stjal titlen fra det gamle Bowie-nummer, og det lykkedes at få tre numre spillet på P3. Heldigvis blev de ikke sure over mit trick.” 

Er du så ved at skifte karriere?

”Jeg bryder mig ikke så meget om ordet hobbyprojekt, men det er jo nok det, det er, fordi jeg går og roder med det ved siden af arbejdet. Musikken giver mig et frirum, for når jeg normalt arbejder, står der en instruktør og fortæller mig, hvad jeg skal gøre, og der er folk, som beslutter, hvordan jeg skal se ud. Men her kan jeg bestemme det hele selv. Som skuespiller er man jo ikke skabende, men udøvende kunstner, men i denne proces er jeg den skabende. Jeg spillede i masser af gymnasiebands som ung, jeg kan spille rimelig habilt klaver, og engang lavede jeg en forestilling, hvor jeg skulle spille lidt guitar. De fire akkorder, jeg lærte, blev til mere og jeg købte selv en guitar. Men jeg er ikke nogen ekvilibrist, der lige kan lire en guitarsolo af.” 

Men du slår mig ikke som en mand, der har helt vildt meget fritid?

”Nej, men det gode ved at lave musik er, at man kan have den liggende i sin computer og tage den med rundt alle mulige steder. Så er det bare om at åbne den, når man har tid og lyst til at lave lidt. Sådan en computer er jo et fuldt mobilt studie, så jeg arbejder lidt med det hele tiden. Når jeg sidder i min trailer på settet til eksempelvis ’Dracula’, er der meget ventetid, så kan jeg finde på at tage computeren frem og lave lidt, mens de går og sætter lys eller filmer scener, jeg ikke er med i. Så har jeg også en lille mikrofon, et lydkort og et keyboard med, og så jeg kan lave en skitse, som jeg kan arbejde videre med senere. Hvis jeg ikke talte med dig lige nu, ville jeg sandsynligvis gå og arbejde med teksten til et nummer eller tænke over en basgang til et andet. På et tidspunkt i processen kommer jeg altid dertil, hvor jeg skal have noget professionel hjælp til at få det mixet og produceret. Jeg kan godt lave nogle o.k. demoer, men hele arbejdet med at få det til at lyde rigtigt skal jeg have andre til. Jeg bruger en mand oppe i Nordjylland, som hedder Jesper Sidelmann. Så tager jeg op til Jesper i nogle dage, indsynger vokal og gør musikken færdig.” 

Hvad er du inspireret af?

”Der er ingen tvivl om, at jeg har hørt meget Pet Shop Boys og Gangway, og selv om jeg forsøger at sætte mig ned og lave et eller andet helt moderne beat, så går der fem minutter, og så lyder det som noget fra 1981. Men sådan er det. Og jeg skal nok ikke forsøge at gøre noget ved det, men bare gøre, hvad der falder mig ind. Ikke at jeg ikke også hører moderne musik. Beach House og The XX kan jeg også rigtig godt lide, Hatchie hører jeg også rigtig meget for tiden, og Tame Impala synes jeg også er fedt. Jeg har også lavet et par numre med en svensk kvinde, der hedder Marina Schiptjenko (fra den elektroniske gruppe Bodies Without Organs, red.), som er en synth-pop-legende i Sverige. Jeg mødte hende på optagelserne til ’The Square’ og fandt ud af, at vi kunne lide meget af den samme musik, og hende skal jeg indspille yderligere et par numre med.” 

Skal du så ud og spille live? 

”Når det kommer til at spille ude, er mit niveau simpelthen ikke højt nok, er jeg bange for. Og jeg er heller ikke en stabil nok sanger. Jeg har brug for den teknologi, man har i et studie, hvor man lige kan pitche og gøre ved. Så det har faktisk aldrig været en ambition. Jeg befinder mig godt på scenen, de gange jeg har spillet teater, men det er bare sindssygt nøgent at stå der som sanger. Der er jeg ikke på hjemmebane, så det vil være en stor mundfuld. Men faktisk var der lige netop i går en, der kom op til mig og tilbød, at hun måske kunne hjælpe mig med noget. Jeg kan mærke, at det kunne være rigtig sjovt, men der er lang vej derhen, og jeg ville have brug for en slags kapelmester, der kunne tage musikken og transformere den til et live-udtryk, for lige nu er det bare en fandens masse filer inde i en computer. Det er nok næste skridt, og jeg vil ikke udelukke, at det kan ske, men det er nok ikke noget, der sker lige nu. Tiden er også dårlig lige nu. Først skal jeg ud og lave promotion på en film, og derefter på optagelser til en anden i Nordirland.”