fitness ur
Foto: Alora Griffiths/ Unsplash

Fitness-urenes målehelvede: “Man risikerer lidt at reducere sig selv til en robot”

Fitness-urene er overalt. De motiverer os til at blive sundere og kan potentielt bidrage til behandlingen af kroniske patienter. Men ifølge en psykolog glemmer vi til tider at mærke vores krop i det stressende ræs mod computeren. Og i en modreaktion på målehelvedet vinder ‘nøgenløbet’ frem.

Der er efterhånden mange af os, der render rundt med et ur lidt ud over den sædvanlige analoge urskive. Sådan ét der måler vores puls, nattesøvn, daglige motion og endda vores kalorieindtag.

Udover at være et sjovt stykke legetøj til de gadget-elskende hjælper fitness-uret mange med at omlægge livstilen og blive sundere. Derfor har et nyt studie fra Københavns Universitet undersøgt, hvordan urene potentielt kan blive en integreret del af den videre behandling af blandt andet kroniske hjertepatienter, aflaste personalet på sygehusene og give patienterne et værdifuldt indblik i deres egen sundhed.

Studiet viser dog, at selvom fitness-uret hjælper hjertepatienterne med at vedligeholde en sund livsstil, giver det også en masse unødvendige bekymringer.

For mens urene kan give en unik indsigt i vores krop og helbred, kan det også være svært at bruge på en konstruktiv måde, hvis ikke man helt forstår, hvordan man skal fortolke alle de data, som uret konstant opfanger, konkluderer Tariq Osman Andersen, som er en af forskerne, der har stået i spidsen for studiet.

Men disse unødvendige bekymringer opstår ikke kun hos hjertepatienter, der benytter fitness-ure, forklarer psykologen Mia Beck Lichtenstein, der forsker i træningsafhængighed.

Flere danskere end nogensinde anskaffede sig i foråret en digital træningsmakker, mens fitnesscentrene var lukkede. Næsten halvdelen af alle motionister bruger nu skridttællere, apps og andet trænings-tech, viser en ny undersøgelse fra Danmarks Statistik.

Mia Beck Lichtenstein ejer selv et Garmin-ur som med hendes egne ord “kan 117 forskellige ting.” Hun forklarer derfor også, at det er vigtigt, at man lærer at sortere i den data, man får fra uret.

“Urene kan måle på rigtig mange ting, men det bliver et helvede, hvis man skal måle på alting. Uanset om man er hjertepatient eller ej. Så jeg plejer faktisk at anbefale folk at slå lyde og notifikationer fra,” siger Mia Beck Lichtenstein.

Ifølge hende kan urene give en værdifuld struktur og motivation i hverdagen for nogle, mens det hurtigt kan blive en stressfaktor for andre.

Problemet opstår, når uret giver negativ fremfor positiv motivation, forklarer hun. Når det giver dårlig samvittighed og skyldfølelse over, at man ikke lige nåede ud på ugens tredje løbetur – også selvom knæet egentlig trængte til en pause og ugen i forvejen var hektisk.

“Det bliver problematisk, når uret definerer, hvordan du har det, og du ikke lytter til din egen følelse i kroppen. Et ur er begrænset i, hvad det kan måle, i forhold til hvor kompliceret en menneskekrop er. Det kan ikke tage højde for livets mange facetter. Og dér synes jeg, at det får sine udfordringer. Det rummer simpelthen ikke den kompleksitet, der er i et menneskeliv, og man risikerer lidt at reducere sig selv til en robot.”

En del af udviklingen

Tariq Osman Andersen, der undersøger brugen af fitness-ure i behandlingen af hjertepatienter, mener fortsat, at urene bør tænkes ind i behandlingen på sygehusene. Det kræver blot, at man finder ud af, hvordan man formidler urets uendelige data på en konstruktiv måde.

“Vi mener, det er tid til at tænke i ‘collaborative care’, hvor både
patienter og klinikere får gavn af de nye sundhedsdata og dermed kan blive
bedre til at samarbejde om at håndtere og behandle kroniske
sygdomme,” forklarer han.

Mia Beck Lichtenstein understreger ligeledes, at urene er en del af den teknologiske udvikling og sagtens kan være et nyttigt værktøj, hvis man finder den sunde balance. Det handler bare om at kunne sige fra overfor robotten på håndleddet og lytte til kroppen. Hun er derfor heller ikke afvisende for, at fitness-urene kan blive en integreret del af behandlingen af kroniske patienter.

Naked running

Men som med alle populære tendenser, følger der ofte modreaktion. I dette tilfælde: naked running. Altså løb og træning uden teknologiske devices. Og efterhånden som teknologi får en evigt større rolle i vores liv og hverdag, giver det god mening, at nogle bliver fristet til at vende tilbage til det old-school analoge armbåndsur.

Ligesom udtrykket ‘pictures or it didn’t happen‘ kan diverse tracking-devices hurtigt blive den primære drivkraft for at komme ud på løbeturen. Og selvom det i sig selv kan være en god ting, kan det også fjerne en del af nydelsen ved at træne, siger Mia Beck Lichtenstein.

“Det er jo fedt at komme ud og se, at solen skinner, og at der stadig er grønne blade på træerne. Bare mærke luften. Og det misser man jo, hvis man hele tiden kigger på uret.”

Nøgenløbet – eller målehelvedets modreaktion – var heller ikke noget nyt for den afdøde danske marathonløber Henrik Jørgensen. Det siges nemlig, at han, når han gik ud ad døren derhjemme for at løbe en tur, kastede et blik på køkkenuret – og tjekkede det igen, når han kom hjem. En strategi der gav manden med pandebåndet en følelse af frihed, når løbeskoene kom på.

Derfor tror Mia Beck Lichtenstein også, at det er meget sundt at slukke for robotten på armen fra tid til anden, og lade kroppen tage styringen.

“Jeg tror, det er rigtig sundt for alle at ligge uret fra sig en gang imellem. Det giver fokus udad i stedet for indad, og det tror jeg, vi alle sammen har godt af en gang i mellem.”

Find mere om
Footer graphics