“Jeg tror, det er vigtigt, at man som pårørende sletter alle de google-søgninger om, hvad den perfekte mor eller super-psykolog ville have sagt. For man skal ikke være terapeut, man skal bare være sig selv.”
I dette afsnit får værterne besøg af Lins lillesøster, Siri. Hun fortæller om, hvordan det er at være pårørende til en spiseforstyrret, og hvilke svære dilemmaer hun har stået i. Det gik hurtigt op for Siri, at hun ikke skulle være en ekstra psykolog for Lin, men at rollen som pårørende handler om at være sig selv, være tålmodig og at kunne se igennem sygdommens grimme udbrud.
Siri var dengang tynget af en stor skyldfølelse over, at hendes søster var ramt af livstruende anoreksi. Som børn havde det nemlig været Lin, som var den stærke og ansvarstyngede, men da søstrene blev henholdsvis 16 og 18 år, blev rollerne byttet rundt.
“Jeg kan ikke høre om det, du er bare nødt til at være det raske barn,” måtte Siri høre, når hun kom til sin mor med sine op- og nedture fra ungdomslivet. For dengang var der ikke plads til andet end Lins spiseforstyrrelse, og da Lin i 3. G endelig kom i bedring, flyttede Siri hjemmefra – og blev ramt af en depression ovenpå det svære forløb.
Podcasten er præsenteret i samarbejde med headspace, der er et gratis, anonymt rådgivningstilbud til børn og unge i alderen 12-25 år. headspace har det særlige initiativ VærDig, hvor man kan få rådgivning om svære tanker inden for temaet krop, kost og motion.