Obama
Foto: Spotify

Podcast-sensation: Michelle Obamas stemme er lyden af 50 års amerikansk historie

Spotifys ‘The Michelle Obama Podcast’ er jazzet og sjov, men først og fremmest vigtig som bare pokker. For selvom Obama-æraen er forbi, er Barack og Michelle levende historieundervisning.

Michelle Obamas selvbiografi ‘Mit liv’ fik lov til at samle en allergifremkaldende mængde støv, inden jeg i foråret fandt den frem fra den altid voksende bunke af bøger, som jeg af den ene eller anden grund mener, man (jeg) bør læse. Måske var det titlen, ’Mit liv’, der skræmte mig. Come on!, det brainstorming-møde på forlaget kan ikke have taget mange minutter. Så er den engelske titel, ’Becoming’trods alt mere poetisk. Eller også var det den dameblads-photoshoppede forside, der synes designet til at matche både gardiner og Libresse-bind…

Anyway, som man siger, jeg fandt den i stedet som lydbog og brugte en uges cykelture til og fra arbejde på at lytte mig igennem den tidligere førstedames erindringer. Og da jeg var færdig, bankede jeg på min teenage-datters værelse og fik hende til at se op fra sin telefon i så mange sekunder, at jeg kunne sige “læs den her!” med et argument om, at Beyoncé nævnes op til flere gange – hvilket fik hende til at hæve et semi-interesseret øjenbryn, Men hvem har også påstået, at det er let at aktivere ungdommen? 

Måske vil den nye Michelle Obama Podcast kunne ændre på det. Foreløbig har Spotify sat tre afsnit på, og hvad der kunne være endt med small talk og petit-stof fra otte år i verdens mest magtfulde hus, og yderligere fire som feteret celebrity, er – ligesom bogen – blevet det modsatte.    

For selvom man har hørt både Michelle LaVaughn Robinson og Barack Hussein Obamas historier fortalt mange gange før, bliver man stadigvæk grund-rørt over Baracks opvækst med en enlig hvid mor og et sæt kærlige bedsteforældre og Michelles tidlige liv i en arbejderklassefamilie. Det er det, Michelle og Barack taler om i det første afsnit. Ja-ja, Barack ved godt, at han er en rockstjerne. ”It’s me!” som han introducerer sig selv, men ægteparret forfalder ikke til bla-bla, men går i gang med at tale om netop Chicago i 60’erne og 70’erne, om systemisk racisme og om kampen for en sort middelklassefamilie for at blive accepteret. 

“Jeg var besat af tanken om at bo i et hus med trapper,” siger Michelle med sin drævende Chicago-dialekt og får sin mand til at grine. 

“Trapper og drømmen om en stationcar.”

Men det får hun ikke. For familien føler sig ikke velkommen i de hvide forstæder. Bilen bliver ridset under et besøg. Og Barack taler om sine bedste venner som alle, ligesom ham, var fra broken homes, og om at det stadigvæk er Mike, Craig og de andre rødder, som er hans venner. Og i sprækkerne i alle hans sætninger hører vi smerten ved at være splittet mellem to racer, to kulturer og to familier.  

Og Michelle opridser det sådan her: “Din politik kan man skære ned til det simple, at vi alle er brødre og søster, som passer på hinanden.”

Banalt. Måske. Men også håbefuldt.

Mellem interne jokes taler de om, hvordan de begge som nyuddannede advokater kunne have taget de fede, velbetalte jobs i store advokatfirmaer, men i stedet valgte arbejde for de små non-profit-organisationer for at gøre noget for de fattige bydele. 

I afsnit to kommer Michelles bror forbi, og man tror på hende, når hun siger, at det, som har formet hende, ikke er de otte år i Det Hvide Hus, men alle de samtaler, hun har haft med sine gamle venner gennem årene. For Fru Obama er også jazz, familiemiddage og en vidunderlig bad ass-attitude. Og hun er ‘when they go low, we go high’, hendes kommentar til Trump & Co i 2016 om aldrig at forfalde til det lave niveau, som USA har været på siden.  

Michelle og Barack er blevet superstjerner, men det giver ikke mening at tage deres coolness og rockstjerne-attitude ud af ligningen. De er bare de mest cool katte på taget, og bare den måde de sidder henslængt tjit-chattende og griner af hinandens jokes (Michelle er klart den sjoveste ) er i sig selv en podcast værd. Det, og så fornemmelsen af at lytte til en af de vigtigste amerikanske livshistorier i de seneste 50 år.

For det er også det, som gav (Hr. og fru) Obama sejren i 2008. Og håbet om forandring. Det er derfor, vi ikke kan blive færdige med Obama. Fordi deres historie er historieskrivning. Og i vores privilegerede, hvide velfærdsboble er det bare en fortælling, det konstant er nødvendigt at forholde sig til igen og igen. Hvor vildt det er, at der 48 år efter, at sorte i 1964 officielt fik stemmeret, flyttede et farvet ægtepar ind i Det Hvide Hus. Og, må vi håbe og bede til, sidder der til januar en farvet vicepræsident i Washington, som igen kan flyve højt, når verden bliver for lav.  


Du har netop læst en klumme fra Heartbeats.dk. Hvis du kunne lide, hvad du læste, så kan du tilmelde dig vores nyhedsbrev HER eller hoppe hen på forsiden og læse mere HER.

Footer graphics