Hvordan skal man forklare Frank Oceans ‘Pyramids’? Eller rettere: Hvor bør man begynde? Man kunne selvfølgelig fremhæve, at nummeret er næsten tre gange så langt som en ærketypisk popsang, nemlig 9 minutter og 54 sekunder. Og tilføje, at det består af to selvstændige fortællinger. At de foregår i hvert deres tempo og i hvert deres genremix. At funk-R&B-electro-balladen faktisk rummer et tredje kapitel med dens udmunding i en famleflimrende guitarsolo, som synes blottet for retning eller det hastværk, som vi normalt forbinder moderne beatmusik med. Som regel skal skidtet jo være færdig i en fart.
Eller også kan man slet og ret sige, at ‘Pyramids’ vil grotesk meget og stikker i ditto mange retninger, men alligevel – på fænomenal og magisk vis – formår at fremstå forbundet og helstøbt. At den på én og samme tid er uhørt ambitiøs og vellykket.
At popperlen lige fra sin udgivelse i juni 2012 fik slået fast, at MTV-æraen havde fået kam til sin permanent og måske endda kvidrede på sidste af dens stadig mere kalkulerende og kommercielt dikterende versefødder.
På ‘Pyramids’ lægger Frank Ocean ud nogle årtier før vores tidsregning. I år 30 før Kristi fødsel, hvor Cleopatra troner i Ægypten og tilbedes og bedåres af den mandlige jeg-fortæller, der må være en landsmand af faraodronningens. Men hun fristes af fjenden, af general Marcus Antonius fra den romerske hær, og sammen stikker de af for at dyrke deres uglesete kærlighed.
Historien vil vide, at parret ender med at begå kollektivt selvmord, hvad også er inspirationen til de sidste to linjer i første del af ‘Pyramids’ – besættelsesmagtens slange har gjort det af med hende:
“No more, she lives no more, serpent in her room/No more, he has killed Cleopatra, Cleopatra”.
Fra 3:50 markerer Frank Ocean tabet af “Afrikas juvel” med et futuristisk dommedagsgroove af en anden verden. Det skurer og flår i lytteren. Ud af kroppen og frem i tiden – hele vejen til indeværende årti, hvor der bremses op, og der blidt præpareres til vuggende slowjam-hastighed og et schwung, som K-Ci & JoJo kunne have brugt et helt liv på at performe bare halvt så overbevisende.
Fortælleren i anden dels første vers er ikke længere en forsmået, egyptisk hanrej. Han er hendes alfons og har trukket nutidens “Cleopatra” med sig ned i sølet. Vi forstår hurtigt, at hun arbejder på The Strip i Las Vegas’ dybt dekadente sexindustri – på et etablissement, der kalder sig The Pyramids, selvfølgelig.
I det sidste vers skifter fortælleren igen; til en arbejdsløs ekskæreste – eller måske blot en vilkårlig kunde – og selvom han forguder og befamler Cleopatra, er hun udenfor hans rækkevidde, når taxametret ikke er slået til. Hendes kærlighed koster:
“The way you say my name makes me feel like I’m that nigga/But I’m still unemployed.”
LÆS OGSÅ:
Alt koster. Alle taber, og på den måde bruger den dengang 24-årige popkunstner sin odyssé af en sang til at fortælle om sine afroamerikanske brødre og søstres forlis i det, der skulle forestille at være et land, hvor det flyder med mælk og honning – ligesom i faraodronningens badekar, i øvrigt – og alles drømme kan gå i opfyldelse.
Med ‘Pyramids’ – med ét sølle nummer – formår Frank Ocean, hvad de færreste kolleger formår på en karriere. Med et mastodontnummer – med en pyramide i musikhistorien – baner han vejen for resten af ‘Channel Orange’ og eleverer sit oeuvre til noget langt større. Han sender lytteren til historieundervisning, uden at det tager noget fra musikken. Det er enestående. Enestående storslået.
