Jeg havde reddet mig et interview med Justin Vernon, den kombinerede frontfigur og bagmand i det oprindelige indiefolkrockband Bon Iver. Vi sad på en afskærmet tagterrasse bag Københavns rådhus i foråret 2011, og præmissen var simpel. Det skulle handle om ‘Bon Iver, Bon Iver’ – hans første album som et etableret navn af en kaliber, hvor markedskræfterne sendte ham på promotur verden rundt.
Et enkelt spørgsmål – om linjen “This my excavation/And today is Kumran” fra ‘Re: stacks’, mit yndlingsnummer anno 2008 – afsporede den skemalagte selvpromovering. Det lod til at være længe siden, at Vernon senest havde berørt emnet. Han lettede på sine solbriller, sugede på potjointen og satte snakketøjet i gear. Herfra skiftede sessionen karakter. Han glemte tid og sted og dykkede dybt, bogstaveligt talt, i egne tekstuniverser. Den ellers pænt hemmelighedsfulde gut fortalte ikke bare den gamle traver om sin selvvalgte isolation i en afsides skovhytte. Han afslørede også, hvordan han engang havde indrulleret sig på et geologistudium i hjemstaten Wisconsin. Det var netop derfor, at han kunne namedroppe en gammel israelsk udgravning, Qumran, som billede på sin hjerteknuste genstart for efterhånden mange år siden. Og det var derfor, at han kunne finde på en sangtitel som ‘Holocene’ på sit nye opus.
Otte et halvt år senere står nummeret ikke blot som det stærkeste kort fra ‘Bon Iver, Bon Iver’, det tindrer også fortsat som en af 2010’ernes smukkeste udladninger. En stemningsmættet tour de force, der – ligesom andre af Vernons stærkeste sange – er vinklet stærkt personligt, men alligevel formår at agere soundtrack til den enkelte lytters indre filmfremviser.
LÆS OGSÅ:
Vernon forklarede også om ordet Holocene. At det var navnet på en bar, som han frekventerede i en dunkel og tørstig periode af sit liv. Og at det samtidig er betegnelsen på vores nuværende geologiske epoke. Den, som vi tager udgangspunkt i , når vi skal forstå vores fælles historie, klode og fortid.
I sangen sættes scenen indledningvis til en destruktiv Halloween-aften i Milwaukee. Teenageren Justin er blevet forladt af sin kæreste og går på druk, mens alle andre er ude og tigge slik. Forløsningen rammer, da han år senere – mens ‘Holocene’ bliver til – indlysende indser, at hans weltschmertz er uendelig lille, og at livet derfor også går videre, de tusind hjertestumper til trods. Det sker med broen til omkvædet: “And at once I knew I was not magnificent”.
Bakket op af en flok knirkende, vederkvægende horn og en listig trommehvirvel, som kunne være ‘Bolero’ værdig og klart synes inspireret af de storladne samarbejder med Kanye West året forinden, lyder det, som om vi rammer en slags katharsis for Vernon. Og herefter vokser udsynet. Fra navlen til horisonten.
Han strejfer ud i det, der er større end ham selv og os alle. I naturen, hvor han paradoksalt nok finder sine ben på grund af alle de bristede illusioner.
Når jeg hører ‘Holocene’ i dag, hører jeg især et udsagn fra vores interview i 2011:
“(…) men musikken handler aldrig kun om mig, det er et projekt, du kan give noget af dig selv til, og så får du også noget tilbage. En person er defineret gennem sine omgivelser. Derfor kalder jeg også projektet Bon Iver frem for mit eget navn.”
Det giver mening. For mig gør det. Stor mening, når musikken samtidig spiller.
