“Jeg synes, vores del af verden har rigeligt med bøger skrevet af børn og unge fra velstillede familier. Jeg synes, vi har et repræsentationsproblem, hvad angår klassernes adgang til litteraturen.”
Sådan skrev den 30-årige forfatter Glenn Bech i en officiel udmelding, som havde det primære budskab, at han fremover ikke vil tage undervisningsjobs, hvor deltagerne betaler i omegnen af 10.000 kr. for at være med.
De senere år er der kommet flere skriveskoler rundt i landet, ligesom at flere forlag laver kurser, hvor man kan betale for at blive læst og få diskuteret sine skriverier med professionelle og forfattere. Det er der som sådan ikke noget odiøst i, og Glenn Bech kalder det selv et priviligium at kunne takke nej til denne type job.
Men ifølge ham er skolerne med til at skabe en skidt tendens i dansk litteratur.
“Jeg har undervist de her steder, og når det er så dyrt at deltage, smitter det af på diversiteten. Jeg har en oplevelse af, at skolerne tænker mere på kvantitet end kvalitet, når de optager folk på deres kurser,” siger Glenn Bech.
Det smitter også af på de emner, som de unge skribenter får fra hånden, mener forfatteren. Teksterne handler rigtig meget om sommerhusture og græske myter og knap så meget om arbejdsløshed, vold i hjemmet og generel elendighed.
Deltagerne er nemlig typisk unge humanister, og de ved meget om musik og kunst og storbyliv, men altså ikke nødvendigvis noget om kontanthjælp, foreningsliv – eller slidgigt i form af manuelt rutinearbejde for den sags skyld.
“Jeg har faktisk forsøgt at lave en liste over de ting, de interesserer sig for, og den er selvfølgelig ufuldstændig, fordi de skriver om mange vigtige ting som for eksempel køn og klima, men jeg har også lagt mærke til, at de tit skriver om emner, som de selv interesserer sig for, hvilket boligmarkedet ikke ligefrem gør – eller vold i hjemmet, kommunal sagsbehandling og Arnes pension,” siger Glenn Bech.
“Jeg lægger i øvrigt mærke til, at tekstlæsningen sommetider bærer præg af, at vi skal være meget forsigtige og tilbageholdende for at undgå at støde nogen eller træde de unge over tæerne. Og her savner jeg måske, at der også kunne være plads til de mere direkte, fejlende, kluntede, bøvede, grovere, ublu og skævere stemmer derude.”
I sig selv er det selvfølgelig ikke noget problem. Men slagsiden ved at opdyrke en specifik litteratur på disse såkaldte “privilegie-fabrikker og bernadotteskoler” er, at mange langt vigtigere historier ikke bliver fortalt, simpelthen fordi folkene, der skal skrive dem, ikke har råd.
“Når jeg har siddet på en skole med unge mennesker, som lige har skrevet fem sider om en eller anden sommerhus-tur, hvor teksten fortaber sig i et egern (groft eksempel, I know), og jeg så taler med personen bagefter, og vedkommende blot skal videre på uni, og det her skrivekursus desuden var for sjov, virker det ærligt talt en smule grotesk sammenlignet med det, andre har med i rygsækken. Folk, som ville have givet deres højre arm for en plads på holdet,” siger Glenn Bech.
Djævleuddrivelse
Glenn Bech er født og opvokset i Horsens og mistede som fem-årig sin far til selvmord, hvilket efterlod ham alene med sin mor, lillebror og skiftende voldelige mænd i hjemmet. Hans debutroman ‘Farskibet’ er en autofiktiv erindringsbog om hans traumatiske barndom, og den udkom på Gyldendal i januar 2021 til stor begejstring for en stor del af anmelderstanden.
Selv har Glenn Bech beskrevet det som en djævleuddrivelse at skrive bogen, og at det skete mere på en følelse af tvang end lyst. Han kalder sig selv en “klasserejsende” og har – selvom det ikke rigtig lå i kortene – i dag både studeret psykologi på universitetet og gået på Forfatterskolen i København.
Som underklasse-dreng og som forfatter er han reglen, der bekræfter undtagelsen. Og selvom der findes danske forfattere som Thomas Korsgaard, Jakob Skyggebjerg, Morten Pape og (for ikke så længe siden) Yahya Hassan, er der ifølge Glenn Bech ikke nok bøger fra underklassen i dansk litteratur.
“Jeg synes, det er et stort problem. Og det hænger sammen med, at folk fra underklassen er for pressede af deres følelser og deres elendighed til at skrive. Mange skriver først, når de har overskud, og det er typisk den øvre del af middelklassen forundt,” mener Glenn Bech.
Meget af den nyere danske litteratur skrevet af unge fra velstillede familier kræver desuden, at man er temmelig belæst, hvis man skal have noget frugtbart ud læseoplevelsen, mener han. Samtidig er tendensen, at yngre forfattere kigger indad for at finde ud af, hvor de er mest udsatte, og skriver om netop det.
Efterlyser refleksion
Faren ved det er, at man på den måde dækker over de privilegier, man faktisk har.
“Det er egentlig sympatisk nok som ambition at fokusere på ens egne følelser af andetgjorthed, men vi er også i konkurrence med hinanden som skrivende mennesker, og der mener jeg, at det er mangelfuldt, hvis man ikke reflekterer over, at man faktisk bor på Frederiksberg, når man skriver tekster om, at man ikke kan finde en børnehave til ens barn,” siger Glenn Bech.
Når der udkommer en bog fra underklassen, bliver det som regel godt modtaget. Er det ikke til denne type litteraturs fordel, og forfattere som dig selv, at den er underrepræsenteret og sjælden?
“Jeg kender skrivende folk fra minoritetsmiljøer, som skriver om det, men modsat for eksempel Yahya Hassen kritiserer hvidhed og eliten, og de får slet ikke den samme anerkendelse og de samme muligheder. De kommer ikke i Deadline. Han var også exceptionelt dygtig, det ved jeg, men der er mange fra underklassen, som aldrig bryder igennem. På Forfatterskolen var det også flovt at sige, at man læste Thomas Korsgaard, det var ikke noget, man pralede af.”
Det lyder som om, det ikke kun handler om repræsentation og tilgængelighed, men også om en anerkendelse af underklasse-litteratur i det litterære parnas?
“Ja. Dem, der bliver bredt anerkendt, kunne i virkeligheden være pisse ligeglade med, hvad de fine meningsdannere synes, for de tjener penge, og de får berømmelse, men der er også en anden del af det: Hvem bliver lærer på forfatterskolen? Hvem får treårige arbejdslegater? Hvem får priser? Og hvem kommer ind i det danske akademi?”
Nu melder du dig så ud for at stække det system, der begunstiger de privilegeredes vilkår indenfor litteraturen. Har du også planer om at gøre noget aktivt for at støtte litteratur, der er skrevet af folk fra underklassen?
“Jeg er i dialog med Tuba, som er en statsstøttet, landsdækkende forening for børn af alkoholikere og stofmisbrugere, som har en højskole, hvor de skriver og snakker om tekster. De arbejder på at oprette en skriveskole, og der skal jeg efter planen være underviser. I mit arbejde som psykolog benytter mig af differentieret prisfastsættelse ved at tage hensyn til mine klienters økonomi – det er jo en god idé også for skriveskolerne derude,” siger Glenn Bech.
Du har netop læst en artikel fra Heartbeats.dk ❤️
