efterskolen dr
Foto: DR

Lækkerier fra lorteåret: Redaktionen har samlet alt det bedste fra året, der gik

Vi troede, at 2021 skulle være den helt store forløsning efter det ultimative lorteår 2020, men 2021 har med cirka 30 undtagelser også været… lort. Vi har gjort os umage og samlet alt det bedste fra året, der gik.

1. Adele ’30’

Den storstemmede sangerinde trådte for alvor ind i de voksnes rækker og leverede årets mest omtalte album. Ekviperet af et stort glas rødvin og kleenex takker vi for at dulme vores evindelige krisebefængte voksenblues.

2. Verdens bedste Noma

Endnu en gang blev Danmark kulinarisk verdensmester. Selvom det er femte gang, at Noma bliver kåret som verdens bedste restaurant er vi stadig ligeså stolte af at være danske.

Rene Redzepi
Køkkenchef og medejer hos Noma, Rene Redzepi. Foto: WikiCommons

3. Bo Burnham ‘Inside’

En komiker, der synger sine jokes på vers, hvad dælan går det ud på – tænker du nok? Men fra sit skur i Los Angeles udgav amerikanske Bo Burnham den mest akkurate gengivelse af vores alle sammens lock down feeling på Netflix showet ‘Inside’. Så altså noget godt kom da der ud af lockdown.

4. Slut med turbokylling

Endelig. Det hurtigvoksende steroide kyllinger hører nu fortiden til, og det blev slut med turbokylling i køledisken. Så fremover kan vi kokkerere coq au vin med god samvittighed.

Foto: Shutterstock

5. Coco O. ‘It’s a Process’

Et af årets musikalske højdepunkter er Coco O.’s solo-debutalbum, som hun optrådte med til et ellers (ja, undskyld) lidt akavet P3 Guld. Albummet er en kæmpefed fuckfinger til den kapitaliserede musikindustri, men regulært smør for ørerne.

6. The Minds of 99 blev størst

Da der først blev åbnet op for koncerterne igen, kulminerede det med ren The Minds of 99-eufori i et udsolgt Parken til Europas første og største koncert. Wow. Det bliver en koncert, de skriver om i historiebøgerne.

The Minds of 99 i Parken. Foto: Per Lange/Ritzau Scanpix

7. Mars-missionen

Nutidens unge vil næppe se tilbage på Marslandingen i februar på samme måde, som da Armstrong gik på månen i 1969. Men DR2’s livesending med Johan Olsen som vært står alligevel prentet ind på nethinden for altid. Nøj, det var lækkert og fuldstændig kaotisk tv.

Lige nu er et rumfartøj på vej til Mars for at finde spor efter tidligere liv. En mission til 15 milliarder kroner, hvor…

Slået op af DR2Mandag den 15. februar 2021

8. Koreansk triumf

Taylor Swift, Drake og The Weeknd måtte se sig slået af det koreanske boyband BTS til American Music Awards i år. Vi kan lige så godt vænne os til det. K-pop er kommet for at blive.

Bts k-pop
K-pop bandet BTS. Foto: Shutterstock

9. Christian Eriksen

Vi sad alle og holdt vejret midt i den mest nervepirrende fodboldkamp nogensinde. Men Christian Eriksen klarede den <3

10. Britney er free

Året må siges at være Britneys år. Endelig blev hun fri af sin far, der var hendes værge i 13 lange år, og så fyldte hun 40.

britney spears
Foto: Shutterstock

11. Druk vandt en Oscar

Thomas Vinterbergs ‘Druk’ vandt Oscar-guld i år. Og for første gang i 10 år kunne vi kippe med det danske flag til filmenes fest over dem alle.

Foto: PR

12. Heja Sverige

Det er de færreste statsoverhoveder, der formår at blive dobbelt statsminister, men det gjorde Sveriges første kvindelige statsminister Magdalena Andersson i år. Hatten af for det.

Magdalena Andersson. Foto: Shutterstock

13. OL 2020

Længe hang de Olympiske Lege i den tyndeste tråd. Men da legene først var i gang, glemte vi alt om pandemi og fandt klaphatten frem.

Foto: Shutterstock

14. Efterskolen på DR

Denne her tåreperser af en dokumentar om et hold efterskoleelever fra Klejtrup Musikefterskole føltes som at få skudt teenage-nostalgi direkte ind i årerne. Vi kastede os helhjertede ind i den stormfulde kærlighedshistorie om Sanna og Samuel og fik både kuller og hjertesorg undervejs. Av, hvor var det rart.

efterskolen dr
Foto: DR

15. Rwanda vinder over malaria

Slut med de dumme myg. Rwanda knækkede nemlig kurven i år og havde laveste antal døde af malaria nogensinde.

16. R. Kelly blev mutet

“I believe I can fly” sang manden engang. Men i septemper blev R. Kelly kendt skyldig i alle anklager i sagen om menneskehandel med seksuelt motiv, som det hed sig, og faldt dybt. Det fik Youtube til at fjerne alt hans musik fra tjenesten, og #muteRKelly florerede på sociale medier.

Foto: Marc Nozell

17. Første lundeunge i Zoo nogensinde

For første gang i Zoo’s historie er en lundeunge kommet til verden. De nuttede lunder (også kaldet søpapegøjer) lægger kun et æg om året. Kæmpe kudos til de danske dyrepassere.

18. Svensk genforening

Fire årtiers tavshed og BAM! så landede ABBA lige i vores liv igen med det nye ‘Voyage’-album, som et rumskib, der har været langt langt borte. Disco never dies!

19. Arlo Parks ‘Collapsed in Sunbeams’

Med sine sjælefulde tunes tryllebandt britiske Arlo Parks på 21 år for alvor alt og alle med albummet ‘Collapsed in Sunbeams’ og høstede prisen for årets bedste album hjemme i Storbritannien. Hele albummet er balsam for sjælen og tak for det.

20. Strik strik strik

Har du endnu ikke hørt om Lærke Bagger, har vi nok ikke betrådt samme planet i år, for der er strik overalt, og det er altså bare blødt og lækkert.

Lærke Bagger Strik Interview
Foto: Rita Kuhlmann

21. Drew Sycamore-effekten

Den danske popdronning Drew Sycamore blev den første kvindelige musiker på Gramex’ top 10 over mest spillede artister i radioen. Så vandt hun P3 Guld-prisen, og om ikke også hun vandt Danish Music Awards. Kæmpe kunstner!

22. Grundvandet

41.286 andre danskere skrev under på, at det var ekstremt tiltrængt at få gjort noget ved forureningen af grundvandet. Det gav pote, og nu er der 170. millioner afsat i Finansloven til beskyttelse af drikkevandet!

Foto: Shutterstock

23. Ikke mere omvendelsesterapi

I Canada blev der i år stemt for en ny lov, der gør det forbudt at “omvende” LGBTQ+ personer med såkaldt omvendelsesterapi. Hurra for det!

Foto: Shutterstock

24. Grønt kommunalvalg

2021 blev året, hvor klimaet for alvor kom på dagsordenen til kommunalvalget som det tredje mest omtalte emne under valgkampen. Vigtigt!

Klima
Foto: Unsplash

25. Erika de Casier

Alt, hvad Erika de Casier rører ved, bliver ligesom bare gennemført cool. Det er også tilfældet for hendes andet studiealbum ‘Sensational’, der udkom i maj og er definitionen på lækkerhed. Senere på året kom albummet så i en remix-udgave i samarbejde med stjerneproducere som Mura Masa og Smerz. Vi bøjer os i støvet.

26. Far og mor

Den nye barselaftale, som blev vedtaget i oktober, sikrede, at kommende fædre og mødre er langt mere ligestillet end hidtil. Øremærket barsel til far, det var da også bare på tide!

barsel far klapvogn
Foto: José Jóvena/Unsplash

27. P6 overlevede igen

Det er til grin, at det gentager sig igen og igen, men P6 endte nu alligevel med at overleve. Sæt dog bare den kanal på Finansloven for bestandigt!

28. BeReal

Årets nye sociale medie må være BeReal. Her er der ikke tid til at sætte håret eller arrangere det perfekte stilleben, for du har blot to minutter til at tage dagens billede – og det er overraskende befriende. Vi spår BeReal en endnu større fremtid i 2022.

be real app
Foto: Jonatan Borring

29. Guldimund

Asger Nordtorp aka Guldimunds sublimt ublufærdige album om parforholdets mest intime kriser har kørt på repeat på redaktionen hele året. Det er raffineret, relaterbart og røvlækkert.

30. EM-eufori

Efter et år med nedlukning og ekko på stadioner overalt, slap fodboldfeberen for alvor løs under denne sommers EM. Den nåede ud på gader og stræder og ramte selv minimalt sportsglade skikkelser. Og Christian Eriksen klarede den, vigtigst af alt! Og så fik vi et skoleeksempel på, hvordan en sådan slutrunde skal faciliteres. På allerede eksisterende stadions *host Qatar host* og med denne åbning på løjerne:

31. Succession

Den fantastiske serie vendte tilbage med en tredje sæson og viste sig om muligt endnu mere oplagt end tidligere. Der er replikker så gode, at man har lyst til at putte dem i glas og rammer. Det er nederdrægtigt og enorm sjovt. Vi kan kun håbe, at vi bliver belønnet med endnu en sæson i det nye år.


Du har netop læst en artikel fra Heartbeats.dk ❤️

Footer graphics