Apple kalder deres nye opdatering for den største opdatering til den låste skærm nogensinde. Fremover vil det nemlig for første gang være muligt for iPhone-brugere at tilpasse skærmens udseende, når den er låst, og altså gøre den mere personlig.
Konkret kan man med iOS 16 ændre teksttypen og den måde, som tiden vises på, samtidig med at en ny dybdefunktion kan anvendes på ens baggrund, således at man for eksempel kan have et billede i forgrunden og dato og tid i baggrunden.
Det bliver også muligt at sætte et galleri i rotation som baggrund – enten udvalgt af en selv eller Apples pre-kuraterede funktion.
Som noget nyt kan man også indstille baggrunden til at afspejle det aktuelle vejr dér, hvor man befinder sig – eller vælge at zoome helt ud i solsystemet for at få styr på kloden, månen og stjernerne via Apples astronomiske galleri.
Udover de æstetiske muligheder vil det også blive nemmere at tilgå konkrete funktioner såsom alarm, kalender, tidszoner og så videre via nye widgets, ligesom at notifikationer fra nu af vil ligge i bunden af den låste skærm og være organiseret enten i lag eller med tal efter ens egen præferencer.
Nye funktioner i iMessage
Med iOS 16 kommer der desuden en række nye funktioner til iMessage, som giver brugerne flere måder at interagere med hinanden på.
For eksempel kan man synce både film og musik, sådan at man kan samse eller samlytte med venner, familie eller kærester, hvis man ikke har mulighed for at være fysisk sammen.
Og som endnu en – umiddelbart smart – ting kan man endelig redigere og fortryde afsendte beskeder i iMessage – og endda markere samtaler som ulæste, hvis man har brug for at læse den på et senere tidspunkt.