Komikeren Chris Rock sagde engang på scenen: “You’d think women would rule the world. But they don’t. And you know why? Because women hate women”.
En af de bedste ting ved den tid vi lever i, er, efter min mening, det opgør, der synes at være i gang med devisen: ’Kvinde er kvinde værst’. Vi kvinder er nemlig godt i gang med at bevæge os fra at være dem, der catfighter, til — også i professionel og metaforisk forstand — at være dem, der giver hinanden en tampon på restauranttoilettet, selvom vi ikke kender hinanden (#NotAllHeroesWearCapes).
Men den udvikling kommer ikke af sig selv. Det er vores eget ansvar at huske, at vi når længere, hvis vi står sammen, og at det er sjovt, inspirerende og givende at være der for hinanden. Også uden at forvente noget igen.
Jeg har længe været en del af netværk, venindegrupper og andre fællesskaber af Bechdel-test-bestående foretagender. Men da jeg læste Cari Beauchamps biografi ‘Without Lying Down’, var der et eller andet i mig, der blev inspireret til direkte at aktivere det. Biografien handler om Frances Marion, som var manuskriptforfatter og en af de første og største kvindelige skikkelser i det tidlige Hollywood.
Denne klumme skal ikke handle om, at hun var krigskorrespondent under 1. verdenskrig, hvor hun blandt andet dækkede kvinders bidrag i krigen. Den skal heller ikke handle om, hvordan hun var en af de højest betalte kvinder i Hollywood i sin tid. Og den skal sådan set heller ikke handle om, at hun var den første manuskriptforfatter, som vandt to Oscars for sit arbejde (for henholdsvis ‘The Big House’ og ‘The Champ’). Det er alle storartede ting, som Cari Beauchamp har skrevet en stærk bog om, og du skulle tage og læse den.
Help a sister out
Der hvor Marion for mig fremstår som et enormt sympatisk menneske er i de passager, hvor hun er der for sine veninder og kvindelige kollegaer. Blandt andet skriver hun et helt filmmanuskript, fordi hendes veninde, stumfilmstjernen Marie Dressler, desperat leder efter et job. Marion sælger idéen til sin chef, som tvivler, men stoler på hendes dømmekraft. Filmen hedder ‘Min and Bill’, og Marie Dressler ender med at vinde sin første og eneste Oscar for sin præstation i filmen og får det comeback, som hun i høj grad har brug for.
Men der hvor jeg for alvor selv blev inspireret til direkte at gøre noget — bare en lillebitte ting i min hverdag — var i fortællingen om Frances Marions ‘cat parties’, som pressen døbte dem. Hun fandt ud af, at når Hollywoodkvinderne, som til hverdag konstant skulle gøre sig til og se smukke ud for filmstudierne, var alene med hinanden, uden makeup og i komfortabelt tøj, så var de langt bedre til at støtte hinanden.
Beauchamp beskriver, hvordan de “… would gossip and catch up on each other’s activities […] they watched old films in which the current stars were extras, and they “laughed until their sides ached'” as they caught each other craning for the camera’s attention. Away from the studio and with no need to impress anyone, the women were so honest with each other that Frances thought “no newspaper writer could be harder on them than they are on each other or on themselves””.
Den passage gjorde mig helt varm indeni. For jeg blev mindet om, at en gruppe kvinder, som umiddelbart hovedsageligt kender hinanden professionelt, kunne bruge hinanden som støtter og afslapning, fordi de så hinanden i øjnene og i et øjeblik ikke konkurrerede om de samme roller.
Faktisk blev jeg så inspireret, at jeg gjorde noget nær det samme som Frances Marion. Jeg skrev til en gruppe jævnaldrende kvinder, som er kloge, sjove og inspirerende og inviterede dem hjem til mig en eftermiddag. Det var ikke alle nogen, jeg kendte i virkeligheden. Nogle var gensidige Instagramfølgere, andre var veninder.
Men min tanke var at lade folk møde hinanden, snakke og grine, uden at der var en egentlig anledning. Ingen fødselsdag, intet pres om at skulle på floor og ingen decideret mingling. Bare have det sjovt. Og det er noget, jeg kommer til at gøre igen.
Og her kommer så min pointe: Hvis nogen er seje, så fortæl dem det. Hvis du tror, de ville have gavn af at møde nogen, du kender, så sørg for, at det sker. Og hvis du står i en situation, hvor du føler dig socialt akavet, og ikke ved, om det er helt vildt underligt, at du fortæller nogen, at deres arbejde har betydet noget for dig, så bare tænk: “What would Frances Marion do?”.
Det var i hvert fald det, Cari Beauchamp skrev til mig, dengang jeg skrev til hende, at hendes bog havde gjort mig mere modig.
‘Without Lying Down’ er skrevet af Cari Beauchamp og udgivet af University of California Press i 1998.
