Foto: PR

Universal vil forhindre AI i at basere ny musik på deres artister

Verdens største pladeselskab har blandt andet bedt Spotify og Apple Music om at lukke for AI-teknologiens adgang til deres artisters musik. “Vi har et moralsk og kommercielt ansvar for ikke at bryde vores kunstneres ophavsret”, lyder det.

Siden ChatGPT åbnede for offentligheden i november sidste år, har der for alvor været fri leg i den kunstige intelligens’ digitale verden. Det er Det Vilde Vesten, og alle vil være med. Et af de store spørgsmål har været, om robotterne er i stand til at skabe kunst på baggrund af data, altså andet kunst, hvilket har åbnet en ny og betydelig flanke af uafklarede spørgsmål om rettigheder.

Derfor skal der nu lukkes for det varme vand. I hvert fald hvis det står til Universal Music Group, der har bedt de største musikstreaming-tjeneste om at blokere AI-robotternes adgang til deres artisters musik.

Pladeselskabet vil ikke have at AI-virksomheder bruger deres katalog til at træne deres teknologi. Det skriver Variety.

“Vi har et moralsk og kommercielt ansvar overfor vores artister til at arbejde for at forhindre uautoriseret brug af deres musik, og til at stoppe platforme i at bruge indhold, der bryder kunstnere og andre udøvendes ophavsret,” lyder det fra en talsperson fra Universal Music Group.

“Vi forventer, at vores platform-partnere vil være med til at forhindre deres tjenester i at blive brugt på måder, der skader artister.”

For nylig brugte David Guetta blandt andet AI til at skrive en ny sang med en efterligning af Eminems stemme for at vise, hvor velfungerende teknologien allerede er. Også Drake, der ligesom Eminem er signet hos Universal, har været gennem AI-maskinen på det nu lukkede site drayk.it, hvilket fik en “ny” Drake-sang til at florere på internettet.

Den største fisk i de oprørte vande er imidlertid Google, der står bag den endnu utilgængelige AI-tjeneste MusicLM, der efter sigende vil kunne generere musik på baggrund af 280.000 timers musik.

Universals træk kommer som det seneste fra den amerikanske musikbranche, der allerede er i gang med at mobilsere sig. Sidste måned præsenterede den nye brancheforening Human Artistry Campaign sig med et erklæret mål om at sikre “at kunstig intelligens-teknologier udvikles og bruges på måder, der understøtter menneskelig kultur og kunst – og ikke på måder, der erstatter eller udhuler det.”

Footer graphics