Interview med Jonathan Wilson: “Jeg har spillet mere end 200 koncerter med Roger Waters – jeg synger bedre end nogensinde nu”

Jonathan Wilson har foretaget lidt af en u-vending. Efter udgivelsen af sit seneste album, ‘Rare Birds’ (2018), var der ikke mange fans, der havde forestillet sig, at han ville begynde at spille country.

Det var ligesom ikke det, der var lagt op til med det forrige, tredje album, der bestod af en transcenderende flyvetur, man helst ikke ville ned fra, hvis man er typen, der har smag for muteret guitarrock med lange soloer og en lugt af hjemmegroet fjolletobak.

Men på albummet ‘Dixie Blur’ er effektpedalerne trådt en anelse i baggrunden til fordel for en umiskendelig lyd af den amerikanske kostat, hvor indspilningerne er blevet til. Men ifølge Jonathan Wilson selv er det ikke blevet mindre personligt af den grund.

Heartbeats mødte musikeren på spillestedet Vega til en Q&A om at lytte til sin egen musik, hurtige biler og hvad han mener, journalister altid glemmer at spørge ham om.

Har du nogensinde været i tvivl om, om du skulle være musiker?

“Ja, helt sikkert, men ikke så meget nu. Mest da jeg var yngre. Faktisk tog jeg en lang pause fra hele branchen mellem 1999 og 2010 for at håndbygge instrumenter og lave mit eget firma. Jeg spillede alligevel lidt, men var mest fokuseret på at bygge mit studie op til noget seriøst. Men, du ved, alt sådan noget grej er virkelig dyrt, især for en flad fyr i et band. Heldigvis begyndte mit instrumentfirma med årene at gå ret godt. Det endte med at blive det, der finansierede det studie, jeg har i dag, og medvirkede til at jeg vendte tilbage til at lave musik selv dér.”

Du er jo både musiker, sangskriver og producer – betragter du sig selv som værende det ene mere end det andet?

“Det har været min drøm at jonglere med alle tingene samtidig. Hvilket er gået helt cool indtil videre. Men for tiden ser jeg nok mest mig selv som en performer og en fyr, der skriver sange. Men når alt det her tourliv er slut, og jeg vender tilbage til Cali til sommer, så begynder jeg sikkert at producere mere igen.”

Det er kun to år siden, dit sidste album ‘Rare Birds’ udkom. Har du en høj arbejdsmoral?

“Ja, helt sikkert. Jeg sidder ikke bare og hænger, du ved, jeg ligger ikke bare på sofaen dagen lang og har ikke gjort det i ti år. Jeg sidder på en stol foran computeren, og så bliver jeg træt og falder i søvn der. Jeg føler, at min tid til at chille ligger ude i fremtiden – det er ikke nu. Derfor er jeg også lykkedes med at bygge det perfekte arbejdsbæst op, hvis jeg selv skal sige det.”

Hvordan har du det med at lytte til dine tidligere albums?

“Jeg ved godt, at visse musikere slet ikke hører deres egen musik, men sådan er jeg slet ikke. Jeg gør det – for at finde ud af, hvad der egentlig skete på det tidspunkt, du ved, og for det meste har jeg det godt med det. Sjældent vender jeg tilbage til noget og tænker “ups, det var en fejl, eller det var et lortemix, jeg lavede”.”

Hvad er den vigtigste beslutning, du har truffet på dit nye album?

“Det må være at tage til Nashville og lave albummet der. Jeg var faktisk i gang med nogle andre ting og havde samlet alle mulige synthesizere med ambiente droner, og jeg var ved at arbejde mig ind på et album med dem, før en af mine venner sagde: ”Du skal da tage til Nashville, mand”. Selvom jeg selvfølgelig kender alle historierne om bands – The Byrds og Bob Dylan for eksempel – som har gjort det, havde jeg aldrig overvejet at gøre det og gøre brug af et session-band til min egen musik. Jo mere jeg tænkte over det, jo mere synes jeg alligevel, at det kunne være cool at prøve.”

Du er vant til at sidde alene og lave musik. Hvordan havde du det under indspilningerne med et helt band den her gang?

“Det var sjovt, fordi jeg følte jeg fik lov til at være den der singer songwriter-fyr, kunstneren i vokalboksen, og det var virkelig fedt. Jeg havde medbragt noget Cali-weed og blev egentlig bare lidt skæv i boksen, mens jeg kom i den rette stemning. Det var ikke sådan, jeg følte mig forpligtet til at være i kontrol, som jeg plejer, hvor jeg selv tager mig af lyd og alt det tekniske. Det var fedt bare at være forsangeren for en gangs skyld.”

Udover at ryge lidt tobak, er der så noget, som skal være på plads for dig, når du arbejder i studiet?

“Jeg kan ikke starte super tidligt på dagen. Hvilket var lidt af et problem for Nashville-gutterne, fordi det er mere et job for dem, og de skulle hjem til deres familier til aften. Jeg er helt klart en natteravn på det plan.” 

Hvad er det største kompliment, nogen kunne give dig, efter at have lyttet til ’Dixie Blur’?

“Det ville være, hvis nogen tilkendegav, at det var inderligt. At det ikke lød som en karakter eller mig, der prøvede at flirte med country-lyden, men at det var fuldstændig ægte og organisk.”

Når du nu har valgt en så rendyrket genre som country til at forme dine sange, har du da følt, at det var på bekostning af det personlige udtryk, som du er blevet hædret for?

“Jeg tror sagtens, at nogle af sangene på det her album kunne have været på mine tidligere ting også – hvis du lytter til ’Oh Girl’ og ’69 Corvette’ for eksempel – hvilket jeg nok synes er den mest personlige og følsomme sang, jeg nogensinde har skrevet. Med hensyn til countrylyden synes jeg egentlig også, at det har været en ret punkagtig ting at gøre bare at sige: ”Yeah, det her skidt lyder fandme fedt”. Man skal ikke vende ryggen til ting, bare fordi man spiller i et eller andet cool indieband eller et skide spacerock-projekt, for så går man glip af noget. Det her shit, jeg har lavet, er fucking potent og kraftfuldt, og så kommer musikken oven i købet fra min hjemegn. Det ville jeg gerne dele.”

Apropos sangen ’69 Corvette’, hvad handler den så om?

“Den handler om min barndom og om min opvækst. Men også om min far og hans unge jeg. Han var den her vilde festabe, hvilket den bil er et meget godt billede på.”

Har du selv en hurtig bil?

“Oh yeah, jeg har lige solgt min Camaro fra ’68, som jeg har haft i mange år. Super hurtig bil. Men til sidst fik jeg det sådan lidt: “Jeg kan sgu ikke køre rundt i den her øse, den er alt for brum-brum-brum-agtigt” – man føler lidt man er med i Guns ’N’ Roses eller et eller andet. Så omsider fik jeg den solgt. Men altså, jeg er en Porsche-mand. På et tidspunkt blev jeg bare hooked, og så købte jeg en Porsche fra 1975. Den er ikke nødvendigvis så hurtig, men den er sjov at køre, og den ser hurtig ud.”

Når du laver musik, handler det så kun om musikken, eller er der også et større budskab bag?

“Jeg prøver at male og skabe atmosfærer og steder, som folk kan besøge og forsvinde i, snarere end jeg bruger musikken til at råbe op om, at folk skal tage at stemme på Bernie Sanders, hvis du ved, hvad jeg mener. Hvinende politiske sange har aldrig være noget for mig. Jeg er meget mere interesseret i detaljen ved en eller anden strygerpassage eller et horns smukke lyd i en sang.”

Har dine tre forrige albums været nødvendige for dig at lave, før du kunne gå countryplanken fuldt ud den her gang?

“Helt sikkert. Især med hensyn til min stemme. Efterhånden er jeg blevet rigtig tilfreds med min egen stemme – nu har jeg jo spillet mere end 200 koncerter sammen med Roger Waters – jeg synger bedre end nogensinde. Og når jeg synger de her store koncerter, skal jeg virkelig koncentrere mig, hvilket sjovt nok er lidt er som at være i studiet. Det har gjort mig helt besat af min intonation, og det har været godt, eftersom vokalerne på ’Dixie Blur’ er taget fra liveindspilninger i studiet. Det er en stort for mig, fordi jeg normalt er typen, der altid fixer ting bagefter.”

Jeg ved, at du laver rigtig mange interviews lige for tiden. Hvad undrer du dig over, at journalister aldrig spørger dig om?

“Hvorfor er der ikke flere fucking tekniske spørgsmål om studiet og de mikrofoner, jeg bruger? Hvilke trommer og bækkener er der på albummet? Hvor er alle detaljerne henne, mand? Vil I ikke vide, hvad for et klaver jeg foretrækker? Steinway eller Yamaha?”

Det lyder som om, du er den slags bandleder, der dikterer, hvilke instrumenter dine bandkammerater skal spille på?

“Yes, helt klart, eller det har jeg i hvert fald været, men nu om stunder er det stilnet lidt af. Men altså, jeg havde da en bunke bækkener og et par trommer med til Nashville den her gang også…”

Du har spillet på Vega flere gange – og sidste sommer spillede du i en lokal pladebutik på Frederiksberg, som var fyldt til randen med loyale fans. Hvordan har du det med dit københavnske publikum?

“Det er et fantastisk publikum, og jeg synes byen er fed. København er en af mine yndlingsbyer at komme til for at hænge ud. Jeg har også været på ferie her, jeg har endda en cykel, så jeg kan lade som om, jeg er lokal, så ja, det er fantastisk her.”