Der er intet mindre end 150 oplevelser i vente, når Madens Folkemøde til maj atter slår dørene op på en spritny lokation.
De seneste fem år er madfestivalen blevet holdt på Engestofte Gods på Lolland, men nu genopstår det kulinariske folkemøde på Falster i Nykøbing F. Som noget nyt i år er det endda gratis at deltage i de velsmagende festligheder.
– Vi har drømt om at give endnu flere mulighed for at opleve alt det, som Lolland-Falster og Madens Folkemøde har at byde på, så derfor er vi glade for både at kunne fjerne entréprisen og være rykket tættere på København og resten af Sjælland med gode togforbindelser, fortæller direktør for Madens Folkemøde, Stine Lolk.


Og det er bare med at glæde sig. For i de tre dage, som folkemødet strækker sig over, er der rig mulighed for at smage på alt fra vin til is og chokolade og strejfe rundt på madmarkedet.
Desuden gæster flere af landets bedste kokke ‘Køkkenscenen’, hvorfra de vil øse ud af gode tips til hverdagsmaden. Man kan blandt andre møde både Adam Aamann og Umut Sakarya på scenen, og så vil der også blive holdt en helt særlig kokkekonkurrence, som man kan følge live fredag 15. maj.
Den kok, der skal repræsentere Danmark ved de uoffcielle verdensmesterskaber i kokkekunst Bocuse D’Or, skal nemlig findes. Det er et stjernespækket dommerpanel, der skal vurdere den intense finale, når kokketalenterne skal dyste, og som gæst kan man følge med på tæt hold.
Madens Folkemøde kan opleves 15. til 17. maj i Nykøbing Falster, entréen er gratis, se programmet her
LÆS MERE