Foto: Bianca Otero/Shutterstock/Ritzau Scanpix

Den britiske madklassiker fish and chips er ved at uddø: Restauranter lukker på stribe

Der er mange grunde til, at fish and chips er ved at uddø. Én af dem skyldes de unge.

Det ser sort ud for en af Storbritanniens mest ikoniske retter. 

Fish and chips er så småt ved at uddø. Restauranter og boder lukker på stribe, og det ser ikke ud til at lysne foreløbig. 

I dag findes der mellem 7.000 og 8.000 fish and chips-butikker i Storbritannien. Det kan lyde af meget, men det er langt fra de omkring 25.000, der fandtes i 1930’erne. Og antallet af butikker og antallet af solgte portioner falder uge for uge. Det skriver The Guardian.

Så hvad er det, der foregår? 

Rigtig mange ting på samme tid.

Fisk er blevet meget dyrere, især torsk og kuller. Torskekvoten i Barentshavet, hvor størstedelen af fisken kommer fra, er faldet fra omkring én million ton i 2020 til blot 285.000 ton i år. Kullerkvoterne er mindre påvirkede, men manglen på torsk har skabt øget efterspørgsel på kuller, hvilket har endt med også at påvirke prisen på kuller.

Det ser også skidt ud med kartoflerne. Dette års europæiske høst tegner til at blive en af de dårligste nogensinde på grund af hedebølger og tørke. Også prisen på fritureolie er på vej op.

Så er der eludgifterne. Frituren skal holdes varm, samtidig med at butikkerne bruger store mængder strøm på frysere og køleanlæg. Udstyret er heller ikke billigt. En ny friturestation kan godt koste op mod 90.000 kroner.

Også på administrationsfronten er branchen blevet ramt. Moms, erhvervsskatter, mindsteløn og obligatorisk sygedagpenge har gjort det meget dyrere at drive butik i Storbritannien.

Sidst, men ikke mindst er der krigen i Ukraine, der har skabt bøvl i forsyningskæden og ledt til flere prisstigninger.

Dét mærkes også på den anden side af disken. Gennemsnitsprisen på en omgang fish and chips som takeaway er steget med mere end 60 procent på fem år – fra omkring 61 til 99 kroner. For en familie på fire koster fish and chips i gennemsnit 435 kroner. Det er en betydelig stor prisstigning i forhold til andre takeaway-retter.

Unge siger nej tak

Som om dét ikke var nok, så er der også en anden hidtil uset udfordring, der presser fish and chips-restauranterne.

Retten er ved at gå af mode. Når det kommer til fast food, er der kommet andre, billigere alternativer såsom pizza, burgere, friturestegt kylling, indisk og kinesisk. Og så er der kommet en øget interesse for at spise sundere, hvilket også mærkes på efterspørgslen, fortæller flere fish and chips sælgere.

Især de unge har mistet interessen for den ærkebritiske ret.

– Vi har et meget aldrende publikum. Traditionalisterne, mødrene, fædrene og bedstemødrene, som voksede op med fish and chips. Men vi har kunnet se det helt tydeligt, især nu hvor vi har onlinebestillinger og sociale medier: De 18-35-årige, den yngre generation, som skal være vores næste kunder, de interagerer ikke med os. De kommer ikke ind ad døren, lyder det fra en restaurantejer til The Guardian.

Selv om det ikke er nemme tider at sælge fish and chips i, er der dog håb forude. Næste år forventes kvoterne for torsk og kuller at stige med 10 procent, hvilket kan sænke priserne.

Samtidig er den britiske regering under stigende pres for at gøre noget ved de momsproblemer, der plager restaurationsbranchen.

Og så har flere fish and chips sælgere også oplevet succes ved at skrue op for kvaliteten og naturlige ingredienser i retten, og enkelte steder har det faktisk virket. Det kunne altså godt tyde på, at en rebranding af den frituretunge ret godt kan tiltrække nye kunder.

Men om fish and chips stadig kan betragtes som en britisk institution om nogle år, må fremtiden vise.

Footer graphics