yakuza
Foto: Warner Music

Q&A med rapperen Yakuza: “Ja, jeg er helt cliché vokset op med en mor på bistand og en top-kriminel far i kulissen”

Der er en ny badass rapper i byen! Velkommen til Yakuza, direkte ud af 2400, med en video fuld af røv, tatoveringer og sprut.

Hvorfor har du valgt dit rappernavn efter den japanske mafia?

”Jeg syntes, det lød dope! Samtidig læste jeg engang, at ”Ya Ku Za” betyder ”8 9 3” på japansk og repræsenterer den dårligste hånd, du kan få tildelt i et kortspil. Og mit liv har bestemt ikke været nogen dans på roser. Jeg har altid haft oddsene imod mig. Helt cliché er jeg vokset op hos min danske mor, der var på bistand og med en topkriminel indvandrefar mere eller mindre i kulissen. Han er imod, at kvinder skal have lige rettigheder, og jeg var i en ung alder nødt til at cutte kontakten med ham. Jeg vil noget med mit liv, og jeg har tænkt mig at vinde hele lortet med den hånd, som jeg nu engang har fået”. 


Din nye single hedder ’Clout’, altså en slags score for gennemslagskraft på nettet. Hvor vigtigt er SoMe for dig og din musik?

”Udover at sociale medier er blevet en stor del af min virkelighed, som for alle andre unge piger, så spiller de også en sindssygt vigtig rolle for min musik, da de sociale medier er en platform, hvor man kan brande sig selv – fuldkommen gratis. Det er et sted, hvor jeg hver dag kan minde folk om, at jeg har en single ude, som de skal lytte til, og så kan jeg interagere med mine følgere. Man kan nemmere få en fornemmelse af, hvad der virker og ikke virker. Hvad folk digger og picker up på. Og så er det også super nemt at dele opslag og musik, så det når bredere ud og networke med andre folk i branchen”.

“Da mit pladeselskab ville ha’ en video til ’Clout’, gad jeg ikke lave en kedelig og ordinær video, så jeg fik budgettet udbetalt og lovede, at de nok skulle få en video retur. Jeg holdt en sindssyg fest på en tirsdag for pengene, lejede en tatovør og en kæmpe airbnb-lejlighed og købte en masse alkohol. Og så lod jeg ligesom bare tingene gå sin gang. Vi live-streamede det hele på Instagram og klippede det sammen til en video nogle dage senere. Haha”.


Der er stort set kun kvinder med i din video, og I twerker, stripper og er generelt rowdy, hvorfor?

”Der var faktisk et par af mine homovenner med også, men de kom aldrig med i klippene. Vi havde aftalt at livestreame alt mere eller mindre. To af mine veninder stod og lagde make-up, da en ven bankede på. De gik pænt ud af badeværelset uden telefonen, som vi sendte fra. Der gik ikke ret lang tid, før han opdagede, at han sad og sked, mens hendes telefonen streamede derudaf … Men on a serious note: Så er det jo i grove træk dét, som ’Clout’ handler om: Hvad piger er villige til at gøre for likes og fame og hits på sociale medier”.

“Har du tagget Kim K i dit opslag, fordi det giver flere likes? Fedt for dig – hvis det bare gir Clout … Hvis du får dine veninder til at strippe i din musikvideo? Hey – hvis det bare gir dig Clout. Det er sagt med en ironisk distance, for jeg er dualistisk omkring det. Sociale medier er super lamt og super ægte på samme tid. Og jeg tror, ALLE piger kan nikke genkendende til det – også dem der ikke vil indrømme det, men secretly har købt deres 50K følgere på Instagram. Jeg elsker opmærksomhed, og jeg føler, det er mere ægte at stå ved det”.


Hvilke rappere er du inspireret af?

”Jeg er selvfølgelig meget inspireret af the queens, Nicki Minaj og Cardi B, det er næsten uundgåeligt, når jeg selv er kvinde og laver den musik, jeg gør. Og Missy Elliott – og Lil’ Kim, som begge er forgangskvinder. Men jeg elsker også en artist som Doja Cat, der gør alting så meget på sin egen måde og helt skørt og DIY. Jeg elsker også Jhené Aiko, og 6ix9ine for hans rowdyness og aggressive flow. Stefflon Don, Princess Nokia, Post Malone, Migos”.

“Lyrisk skriver jeg altid kun ud fra, hvad der rører sig i mit liv, og hvordan jeg legit taler. Mit sprog, mine ord, mine vendinger. Jeg hader “sangskriversprog”, sådan nu det på bånd, så kan jeg ikke bande? Fuck det! Jeg har prøvet at få min musik signet hos gamle sure mænd, der mente, at teksterne var for explicit for en pige. Men det er altså sådan her, damer taler i dag – i hvert fald i mit gang. Vi kan godt tage en dialog, der handler om global opvarmning, om en klumme i en eller anden avis om den voksende ligegyldighed mennesker imellem eller sidste weekends dick picks, men vi bander da lige meget uanset tema”.


Hvad tænker du om manglen på kvindelige rappere herhjemme?

”Måske er det lidt hyklerisk, men jeg lytter næsten udelukkende til amerikansk rap og amerikansk musik. Når du kigger på mine ’similar artists’ på Spotify, er det også næsten udelukkende dudes, der popper op. Generelt er det nogle andre ting, der rører sig i musikken i Danmark. Men jeg kommer fra det tætteste, man kan kalde en dansk ghetto, men det jo ikke en ghetto som i USA. Jeg har selv bygget ALT, hvad jeg har op fra nul, men jeg har jo aldrig på den måde manglet noget. Min mor sled og slæbte, så jeg kunne komme på et sangakademi i London, da jeg var yngre. Hun havde ikke råd, men hun tog sig råd. Og jeg ELSKER hende for det”.

“Den fattigdom, som jeg har hørt amerikanere rappe om, den kender vi ikke til på samme måde her. Vi er allesammen luksus-proletarer herude i 2400. Ej, faktisk er her blevet sygt hipt på det seneste, men sådan var det sgu ikke, da jeg voksede op. Jeg har ikke indtryk af, at vi mangler kvindelige artister herhjemme generelt. Men jeg oplever, at de har svært ved at blive hørt og set. Jeg synes, det er på tide, vi får vendt op og ned på dét og får nogle flere kvinder på charts’ene. Kvinder er pisse-inspirerende, men ikke hvis de skal tøjles og passes ind i pæne kasser. Det gider jeg i hvert fald ikke selv at lytte til. Vi dealer åbenbart stadig med en stor portion uligevægt, når det kommer til kønnene, og hvad kønnene kan “tillade sig”.  Den oplevelse jeg havde med en A&R, der kaldte min musik “for explicit til en pige”, når jeg bare brugte samme retorik som de mandlige rappere – den sidder stadig i mig. Og siden da har jeg kun skruet op for volumen. De må bare vænne sig til, at Yakuza kommer uden filter”.

Du kan opleve Yakuza live på Rust fredag 4. januar, se event HER


BIO:
Navn: Yakuza
Alder: 27
Beskæftigelse: Musiker
Fra: København NV
Aktuel med: Singlen ’Clout’

Footer graphics