Husker du flygtningebølgen i efteråret 2015, da titusindvis af syrere, nordafrikanere, irakere og afghanere brød igennem de europæiske diger, og Danmark – ligesom det øvrige kontinent – gik i både selvsving og undtagelsestilstand?
Et helt år forinden tog Sveriges, måske endda Skandinaviens, mest overhørte popsolist i den første halvdel af 2010’erne problemet op i plenum med førstesinglen ‘Ny snö’ fra det album, der skulle efterfølge hans mesterværk, nemlig ‘Klagomuren’ fra 2011.
Denne gang handlede det ikke om gejstlighed, tro, ensomhed og sjælesøgen i en kølig stad mod nord, men om Fort Europa og en voksende berøringsangst mod al den ulykke, der gemmer sig på den anden side af plankeværket omkring en stadig mere grådig og besidderisk middelklasse.
Johansson taler om at være indenfor og udenfor.
I de første vers tager han os med til grisefest på den spanske sydkyst – klos op af det stræde, hvor bunkevis af flygtninge allerede var begyndt at forlise i deres bestræbelser på at komme tørskoet til vores verdensdel, der beskyttes af Schengen-samarbejdet og flyder med mælk, honing og fred i nyere tid: “Öppet för vissa, taggtråd för andra,” som det hedder i det repeterende og pushy omkvæd.
Vi får alle turistklichéerne om valuta, tankeløshed og mangel på forståelse for det ellers eviggyldige rejsemantra, “skik følge eller land fly”.
Den sloganfyldte video efterlader seeren med så godt som ingen undskyldninger for ikke at forstå, hvad skåningen reelt vil med sin sang. Han bruger i det hele taget sin skære dialekt til at skære det ud i pap og stopfodre os mellem linjerne. Vi er i Benidorm, Alicante, men kunne lige så snildt være i Sunny Beach eller på Ibiza, hvor vi vælter os i, ja i hvad? Overflod, hovmod og dårlige manerer, hvis man spørger Johansson.
Til sidst tager han os med hjem igen, tilbage fra charterrusen, tilbage til natklubkvarteret i Stockholm. Igen er problematikken den samme – og så alligevel slet, slet ikke: “Är du på listan, är du utvald?,” spørges der nu.
LÆS OGSÅ:
Det munder ud i et klimaks, som skal høres for at forstås. Det er meget høj klasse, smerteligt smukt forløst, selvom det både gnaver i vores selvforståelse som altruister og humanister højt mod nord – og nok også løfter pegefingeren en gang for mange for de fleste.
