Jeg kender allerede alle akter af folkets Store Kage Bage Dyst. Jeg har set forestillingen før, og der er intet nyt under solen. Castet er præcist så mangfoldigt og politisk korrekt, som det skal være, når jeg sammen med resten af Danmark lørdag aften kan følge 10 danskere dyste om at finde sig selv som tørkage.
“Jeg har fundet en tørkage, der repræsenterer mig”, bliver der sagt i første program. Yes. Jeg kan relatere. Jeg er klart mere hindbærsnitte end napoleonshat. Og sådan er det bare. Vi er alle repræsenteret i tørbag, hindbærroulader eller ADHD-kager.
Der var engang en, der sagde, at Danmark er amatørernes holdeplads. Det er hele otte forfejlede Othellolagkager i første afsnit af den nye sæson af ‘Den Store Bagedyst’ beviset på. Danskheden bliver på 1,5 times primetime tv kogt ned til en for tynd vaniljecreme. Men den store kagebagedyst er folket. Og folket er flydende creme og skilt chokoladeganache.
“Den buler lidt ud i siderne”, sagde en kagebagedystdeltager. Og det skal den. Kagen, der repræsenterer den gennemsnitlige dansker. Bule ud i siderne. Skille på midten. Eller flyde over. Uduelig kagecreme er godt og relaterbart tv.
Således sidder jeg der i sofaen igen denne sæson og føler med Albert, da kagecremen flyder ud og ned, og han alligevel kæmper og pynter trods katastrofen, som allerede er indtruffet. Han havde de bedste intentioner.
“Han gjorde sit bedste”, som vi siger i Danmark. Men denne gang var det bedste bare ikke godt nok.
Kagens dominatrix
Mette Blomsterberg mangler stadig. Kagens dominatrix. Den anale tilgang til om mousserne og afbagningen sidder lige i skabet er vigtig for konkurrence-elementet i programmet, og DR må næste år tage konsekvensen af dommernes blødsødne inkonsekvens. Det bliver for løst, og det må det ikke. Peter skal straffes for sine fejlslagne motorkager. Det må og skal blive mere stramt og liderligt fremadrettet.
Det er ikke nok, at Albert bager tre russiske fallosspir og smækker et prideflag on top for at rette op på Othello-fadæsen. Jeg vil have, at dommerne vrider disse amatørbagere mere. Jeg vil se dommerne skrappere, for jeg vil have mere gråd, mere præcision og langt mere afstraffelse i programmerne.
Men der er et lys i mørket. Den unge Emil. Man siger altid, at ungdommen er af lave. Men så kom Emil. Med blød hud og klasse bevæger han sig elegant rundt i køkkenet og retter op og passer til og laver om, indtil kagen står og håner alle andre amatørbageres forsøg på et mesterværk.
Og det er denne kontrast, ethvert godt kagebagedystcast skal indeholde.
Det er meget udansk at skille sig ud, men det gør Emil.
Han løfter amatørerenes holdeplads til et nyt niveau. Og tak for det.
