Jeg har døjet lidt med en muskel omme på ryggen her på det seneste. Den sidder ligesom bare og dirrer, ligesom når en nerve har sat sig i klemme. Det har været sådan i to uger, og det er ret irriterende. Forleden lå jeg i min seng for at sove, og så begyndte min skulder at gå amok på samme måde. Flimrende i en fuldstændig taktløs rytme. Det tog noget tid at falde i søvn den dag.
Sidenhen er det gået i røven. Min ene balle twerker helt umotiveret løs, og jeg kan slet ikke styre det. Det er som om, muskulaturen i min krop har fået sig en omvandrende spasme.
“Måske er det, fordi jeg er begyndt at drikke for meget kaffe,” tænkte jeg. I 32-års fødselsdagsgave fik jeg for nylig en espressomaskine af min kæreste. Det må være derfor. “Jeg er i koffeinchok,” sagde jeg.
Det var selvfølgelig en løgn, det vidste jeg egentlig godt. Ingen mennesker får pludselig rystesyge af at drikke to cortadoer på en dag. Til gengæld kan det godt være overbelastende for et menneske at være forældre til to små blebørn. Og det er jeg. For fire måneder siden kom Karen, hendes storebror, Niels, er 2 år og sindssyg. Det er vist en fase.
Min krop er åbenlyst gået i børnepanik. Den stresser. Så simpelt kan det siges. Ikke så underligt, når vores lejlighed reelt er en krigszone af fritliggende Duplo-klodser, pivedyr, sporadisk anbragte madrester og små søer af gylp. I morges blev vores stue ornamenteret med tilfældige anstrøg af brun tusch, inden jeg overhovedet havde fået tøj på. Jeg ved ærligt talt ikke, hvornår jeg skal få tid til at male væggen hvid igen.
Lige nu er min fremtid og alle kommende søndage, opslugt af et evigt konstant nu. Af støj, gråd, skrig og påtrængende volapyk, ubesvarede sms’er, bunker af vasketøj, opvask og bleer med pis og lort. Hver dag mellem 8 og 16 forsøger jeg så at passe mit andet “rigtige” arbejde. Og jeg ved da godt, at der findes større problemer i verden, og at jeg selv har valgt at få børn, men… ja.
Det er rent ud sagt med det yderste af neglene, jeg hænger i. Hele livet har jeg foragtet hamsterhjulet og folk, der cykler hurtigt på cykelstien. Nu står jeg her med en røv, der vil ud af min krop.
Problemet med to småbørn er bare, at man ikke kan komme ud. I forhold til at have ét barn er man mere fanget derhjemme og i rutinerne. Hvor der før var lidt, er der nu ikke noget privatliv tilbage, ikke noget socialliv. Man er et instrument for andres overlevelse og nødtørftige behov på alle tider af døgnet, hvilket kan være meningsfuldt, men også svært at holde ud.
Hver dag ser jeg imidlertid masser af andre forældre nede i vuggestuen, mennesker som mig, som ser ud til at klare den. Jeg kan ikke lade være med at tænke på hvordan. Hvad gør folk? Teoretisk set ville jeg gerne have den samtale, jeg har bare ikke tid lige nu.
Der er i det hele ikke tid til noget som helst. Vi er konstant bagud, og det er i øvrigt helt vildt dyrt. Vi er til falds for alt, der kan købe os tid – om det så er takeaway, forformede frikadeller eller en app med en stikirenddreng, der kan handle ind for os for en 10’er i timen. Man bliver ryggesløs, når man ikke har sovet, og jeg har ikke set min egen samvittighed som forbruger i årevis.
Jeg har også i et anfald af naiv fortvivlelse købt en hel masse nyt løbetøj, fordi jeg bilder mig ind, at jeg kan få tid til at løbe en tur engang imellem og se pang-agtigt godt ud imens. Som om.
Det er desperat, det ved jeg, men hvad skal man gøre? Det er jo ikke sådan, at man bare giver op midt i det hele. Jeg elsker mine børn, og jeg ser ingen alternativer til at gøre alt for dem. I betragtning af deres opførsel er det højst besynderligt, men sandt.
Det kunne bare være rart, hvis de for fanden ville tage at slappe lidt af engang imellem. Og gerne samtidigt, så vi kunne få en lille pause fra børnearbejdet. Den behøver ikke være stor. Når alt kommer til alt, drømmer jeg bare om et enkelt måltid uden latrinære afbrydelser og koleriske katastrofer over, at der er kommet ketchup på kartoffelmosen. Desværre er der i børns verden bare ikke noget, der hedder at overreagere – og det er min erfaring indtil nu, at de slet ikke er interesseret i at forstå begrebet.
Indtil det sker, må vi prøve at acceptere, at vi hele tiden er i underskud og undertal, min kæreste og jeg. Måske er vi der nu, hvor man begynder at få hjælp af sine egne forældre på lidt mere fast basis. Bare for at få det til at hænge sammen i hverdagen. En ung pige i huset måske? Rengøringshjælp hver anden uge eller hvad med hvert andet minut? En au pair så? Nej, det er alt sammen for overdrevet.
Foreløbigt har vi besluttet os for en trådløs støvsuger fra Dyson.
Du har netop læst en artikel fra Heartbeats.dk ❤️
